Prøv avisen

Tysk hyldest til dansk filosof

I de tyske aviser var der hele vejen rundt tænkt på Søren Kierkegaard i den forgangne weekend. Foto: ukendt

Både ros og kritik af Kierkegaard i tyske aviser

Tækningens enmandshær. Den danske Sokrates. Alt andet end en stiv moralist.

I de tyske aviser var der hele vejen rundt tænkt på Søren Kierkegaard i den forgangne weekend, hvor 200-års-fødselsdagen for den danske filosof blev markeret. Og Kierkegaard har da også haft stor betydning i landet, hvor de to filosofiske kæmper i det 20. århundrede, Martin Heidegger og Karl Jaspers, begge var dybt influerede af Kierkegaard, præcis som teologen Rudolf Bultman var det.

LÆS OGSÅ: Søren Kierkegaard var som Muhammed Ali

Otto A. Böhmer, forfatter og filosof, kalder i Frankfurter Rundschau Kierkegaard for en mand af streng tillid til Gud, han var ironi-kunstner og tænkningens enmandshær. Han mindede deri om sin tyske kollega Schopenhauer, som han satte højt.

Böhmer taler om Kierke-gaards diagnose af tiden, som forekommer så mærkværdigt nutidig. Hektikken og det hastværk med livet, som han beskriver, er også kun blevet mere udpræget siden og antager nu globale dimensioner.

Man er travl og fuld af tillid til egne evner, men lader gudsforholdet visne og ser op på en himmel, hvor der kun findes stjerner og rum-skrald.

Kierkegaard er dog også interessant lekture for ikke-troende, forsikrer Böhmer:

Den, som i dag ikke længere vil indlade sig på Kierke-gaards kristne grundoverbevisning, kan alligevel lære af ham for eksempel den høje kunst at finde sig selv, som han har hævet op til et niveau, der i dag næppe nås af nutidige menings-søgere.

LÆS OGSÅ: Ude i verden er Søren Kierkegaard mest for kendere

I Die Welt skriver teologen Christian Möller om Kierke-gaard. Han opfordrer til, at man ikke glemmer, hvor udadvendt og social han var. Han benyttede alle Københavns gader som sit modtageværelse, og mange regnede ham for byens morsomste mand.

Men ved siden af den tungsindige filosof og den vittige flanør findes der også en tredje Kierkegaard: teologen og prædikanten. I troen finder Kierkegaard ophævelsen af sine modsigelser. I forbløffende analyser af bibelske tekster tolker han nådens og den guddommelige tilgivelses væsen. Og så er han endda alt andet end en stiv moralist. På en måde, som man knap møder hos nogen af de andre store tænkere, blander hos ham sig tungsind og humor, dybde og ironi.

fortsat fra forsiden

Johan Schloemann mindes ham i Süddeutsche Zeitung som en gadefilosof, den danske Sokrates, fremtrædende som en dandy, der taler med alle, også med jævne mennesker, og iagttager alt; hjemme igen er han så den maniske skribent, der stadig med stok og hat stiller sig til sin skrivepult og straks skribler løs, idet han bogstaveligt talt afsondrer sig med forhæng og vinduesskodder.

I Tageszeitung skriver Ingeborg Szöllösi om fødselaren uden at komme ind på kristendommen. Kierkegaards kritik af statskirken opfatter hun som hans melding om, at kirke hører fortiden til, og Szöllösi håber, at han har gjort sig færdig med religionen.

I hans sidste leveår øste han trøst ved at læse en gudløs. Kierkegaard læser Arthur Schopenhauer. Mens han gør det, må vi forestille os ham som et lykkeligt menneske.

Friedrich Wilhelm Graf, der er teologi-professor i München, skrev et par dage før fødselsdagen et indlæg i Die Welt, hvor han ikke lod sten på sten tilbage af Kierkegaard. Han tale om hans aggressive anti-rationalismes blivende farlighed, hans manglende vilje til at sætte grænser for troen, hvad der gør den arrogant, autoritær og immun for kritik. Graf slutter: Ikke kun fornuften har sine grænser, også troen. Den må ikke selv sætte sig i Guds sted. Men netop dette gjorde Kierkegaard, og dermed leverede han en erkendelsesmæssig ramme for alle de fundamentalistisk fromme, der ikke vil anerkende nogen grænser og således ødelægger anstændighedens grænser.

Han bliver imødegået af kulturredaktør på Frankfurter Allegemeine, Jürgen Kaube. Han beklager at Kierkegaard, som advarede mod at udvande kristendommen og gøre troen til en gemytlig tilbygning til fornuften, i dag skal lide den tort, at blive enten glemt af protesterende, politiserende protestanter eller således anklages for at bane vejen for fundamentalisterne.

At kristendommen forsagede verden, at den ville være grækerne en dårskab, altså var ligeglad med videnskaben, at Paulus sikkert ikke ville havde brudt sig om at melde sig ind i FDP eller skulle stå Marion Käßmanns bøger igennem, alt det er vel uhistoriske argumenter. Men det at ville være kristeligt og historisk på højde med tiden, det grinede Kierkegaard nu også af. Det er kuriøst, at man derfor vil skælde ham ud for ikke at være progressiv. Han holdt sig udelukkende til tekster, som der intet står i om et konstruktivt forhold til fornuften og intet om troens begrænsning. Den viden, at han dermed måtte forblive en enkelt, der henvender sig til enkelte, adskiller ham fra enhver fundamentalisme.