Tysk kirkeleder om misbrug: Alt for længe har vi kigget væk

1670 katolske præster i Tyskland beskyldes for overgreb på 3677 ofre fra 1946 til 2014, viser rapport, der tirsdag blev præsenteret af tyske biskopper

”Alt for længe har vi kigget væk, alt for længe har vi bagatelliseret ofrene,” sagde kardinal Reinhard Marx, formand for den tyske bispekonference, da rapporten blev præsenteret.
”Alt for længe har vi kigget væk, alt for længe har vi bagatelliseret ofrene,” sagde kardinal Reinhard Marx, formand for den tyske bispekonference, da rapporten blev præsenteret. Foto: Kai Pfaffenbach/AP/Ritzau Scanpix.

Knap 25 år efter, at de første rapporter om seksuel mishandling af børn kastede den katolske kirke ud i sin værste krise nogensinde, føjer Tysklands katolikker nu endnu et dystert kapitel til kirkens historie. I går præsenterede landets katolske biskopper en rapport med navnet ”Seksuelt misbrug af mindreårige af katolske præster, diakoner og mandlige medlemmer af religiøse ordener inden for den tyske bispekonference”, under den tyske bispekonferences møde i Fulda, Tyskland. Ifølge rapporten, som er udarbejdet af uafhængige forskere og påbegyndt i 2013, er mindst 1670 gejstlige blevet beskyldt for seksuelt misbrug af i alt 3677 mindreårige, primært drenge, fra 1946 til 2014.

”Alt for længe har vi kigget væk, alt for længe har vi bagatelliseret ofrene,” sagde kardinal Reinhard Marx, formand for den tyske bispekonference, da rapporten blev præsenteret.

”Jeg må som repræsentant for de tyske biskopper undskylde, for jeg skammer mig, når jeg her på bordet foran mig kan læse, hvad kirken har forårsaget af smerte, hvordan præster har misbrugt børn og dermed også misbrugt tilliden til kirken.”

Den tyske rapport ligger i forlængelse af en række afsløringer i 2010 af præsters overgreb og biskoppers forsøg på at dække over misbrug. Det kom blandt andet frem, at Joseph Ratzinger, i dag pave Benedikt XVI, som ærkebiskop mellem 1977 og 1982 var med til at bestemme, at en præst, der havde misbrugt børn i byen Essen, kunne forflyttes til München.

Den tyske bispekonference skærpede dengang sine retningslinjer for håndtering af seksuelt misbrug og gjorde ”ofrene til første prioritet, men det viser sig nu, at det ikke rækker”, lød det i går fra kardinal Reinhard Marx, som tilføjede, at kirken skal ”lytte, forstå og drage konsekvenser”.

Den tyske rapport og dens tilblivelse er allerede stærkt omdiskuteret, ikke mindst fordi kirken har styret, hvilke data de uafhængige forskere har fået stillet til rådighed, og det har i den tyske presse givet rum til spekulationer om et stort mørketal. Rapportens forfattere har beklaget sig over, at data er blevet manipuleret eller fjernet i mindst to bispedømmer. Kriminolog Christian Pfeiffer, som oprindeligt stod i spidsen for undersøgelsen, men blev sat af bestillingen efter uenigheder med kirkeledelsen, beskylder også kirken for manglende åbenhed i arbejdsprocessen.

”Al denne verbale chok- retorik, som vi hører i dag, overbeviser mig ikke, så længe kirken ikke er konsekvent og ikke virkelig lægger tingene åbent frem,” siger han ifølge katholisch.de.

Misbrugsskandalen skader den katolske kirke massivt, mener den tyske katolske teolog og forfatter Manfred Lütz. Han mener dog, at der er lige så mange misbrugstilfælde i andre institutioner, der har at gøre med børn og unge.

”Det er en velkommen indsigt i egne fejl for den katolske kirke, men samtidig farligt for samfundet, fordi misbrug andre steder ofte fortsætter ukontrolleret,” siger han.

Manfred Lütz kritiserer rapporten på en lang række punkter og påpeger for eksempel, at frikendelser og ikke-beviste påstande også er talt med blandt de 1670 ofre, og kun i 60 procent af alle anklagerne er beskyldningerne blevet bevist.