I Tyskland satte den katolske nonneorden Dominikaner-søstrene for nogle år siden deres kloster ved München til salg. Samtidig bad de Gud om at hjælpe dem med at vælge, hvem de skulle sælge til af de 25 bud, som de havde fået. De 24 af buddene kom fra katolske organisationer, mens det sidste var fra den kristne syrer Fadi Krikor, der havde boet 20 år i Tyskland og tjent en stor formue. Til nonnernes store overraskelse pegede alle deres bønners svar på Fadi Krikor, selvom han hverken havde oplyst, om han var kristen, eller hvad han ville bruge klosteret til.
Fadi vidste det i øvrigt heller ikke selv. Men en septemberdag i 2014 sad han sammen med en malaysisk mand i et fly på vej til Danmark, hvor jeg skulle hente dem i Københavns Lufthavn. Vi kendte stort set ikke hinanden og havde kun talt sammen en enkelt aften i Israel nogle måneder forinden i forbindelse med et møde i en international organisation for kristne af alle slags, der mødes i bøn.
Men nu skulle vi tre mænd tilbringe tre dage sammen, fordi vi havde fået sympati med hinanden og ønskede at mødes igen. Det føltes både akavet og pinligt, mens vi kørte nordpå, for vi var tre fremmede sammen. Jeg kørte dem til Hornbæk Strandhotel, hvor vi også mødtes til morgenmad dagen efter.
Tre uger før havde jeg også spurgt min kone, om ikke vi skulle sige ja til at lede bønnen i et kloster, hvis nogen spurgte os. Jo, jo, havde hun grinende svaret. Hvem skulle dog gøre det? For nok var vi nogle år tidligere flyttet til Esrum for at se, om vi kunne være med til at give Esrum Kloster nogle af de trosmæssige rødder tilbage. Og jeg er også involveret i Esrom Peregrinus, som er en lokal pilgrimsbevægelse, der står for pilgrimsvandringer. Men derfra og så til at lede en bøn i et kloster er der et stykke vej.
Det vil sige: Det var der så ikke efter den morgenmad i Hornbæk, som startede på typisk mandemanér med, at vi sad og talte højt, grinede og fortalte jokes. Men så ændrede stemningen sig pludselig, da vi kom til at tale om det kloster, som Fadi havde købt. For hvad skulle det bruges til? Han vidste det som sagt ikke. Han havde bare følt, at han skulle købe det.
Og så gav svaret sig selv som en usynlig tilstedeværelse, mens vi sad dér over kaffen og rundstykkerne: Klosteret skulle selvfølgelig være et bedehus, et sted, hvor folk kunne komme og søge Gud. Og jeg og min kone skulle være medansvarlige for at drive stedet.
Alting var så naturligt, og det var, som var Gud selv til stede. Jeg følte tydeligt, hvordan der ingen vej var tilbage, da vi rejste os og gik derfra. Det var, som havde Gud prikket mig på skulderen og sagt: Nu er det nu. Jeg var fanget på Guds fiskekrog, og linen førte helt til Tyskland og det kloster, hvor vi nu tilbringer 8 til 10 dage hver måned sammen med to andre par, der også driver det.