Et lille skridt i retning af fælles nadver på tværs af kirkeskel ser ud til at være på vej. Men det lille skridt kan have stor symbolsk værdi.
Der opfordres nemlig fra ledende katolikker i Tyskland til at aftale lokalt med den katolske præst, hvis man som katolsk-protestantisk ægtepar ønsker at gå til nadver sammen i en katolsk kirke. Det gælder kun i særtilfælde, som skal besluttes lokalt fra sag til sag. Og det sker inden for en formulering om ”nødstilfælde” i katolsk kirkelov.
”Vi reagerer på en virkelig åndelig nødsituation. Ægtemanden kan gå til nadver i en katolsk kirke. Ægtefællen kan ikke. Børnene måske. Det kan føre til, at troen bringes i fare. Vi har at gøre med mange mennesker, der lider under dette. For dem er det ikke ligegyldigt. Jeg opfatter det som et virkeligt åndeligt behov,” lød forklaringen til Bayerischer Rundfunk fra kardinal Reinhard Marx, der er rådgiver for pave Frans og leder af den tyske bispekonference. Beslutningen blev truffet af netop dette ledende organ i den tyske del af den katolske kirke og meldt ud i torsdags.
I mellemtiden har generalsekretæren for Det Lutherske Verdensforbund, Martin Junge, offentligt hilst skridtet velkommen. Han håber, det er en bevægelse i retning af en fælles nadver for alle protestanter og katolikker. Det opfattes af verdens største lutherske organisation ikke som en tilfældig beslutning, men som en fortsættelse af det nedskrevne løfte om at bevæge sig mod fælles nadver, som paven skrev under på, da han besøgte Sverige for at markere Reformationsjubilæet i 2016.
Den tyske beslutning førte i sidste uge til kritiske reaktioner fra flere katolikker. Men den vigtigste reaktion er den, der ikke er kommet. Vatikanet har ikke irettesat den tyske bispekonference, som det af og til er sket, når biskopper offentligt har bevæget sig uden for den grund, der betragtes som forsvarlig katolsk teologi. Og der er nu gået en uge, siden meldingen fra München-biskoppen Reinhard Marx kom.
Den udeblevne reaktion kan tolkes sådan, at pave Frans er tilfreds med udviklingen.
Eller har accepteret tiltaget på forhånd. Det vil ikke være så underligt. For han har tidligere givet udtryk for anfægtelse over, at protestantisk-katolske par ikke kunne dele nadveren. Da han besøgte en luthersk kirke i Rom i 2015, sagde en luthersk kvinde, som var katolsk gift, at det gjorde ondt, at hun ikke kunne gå til nadver med sin mand. Hun spurgte, hvad der kunne gøres for at dele nadveren.
Paven sagde, at han selv ”aldrig ville vove at tillade det”, skrev det katolske tidsskrift The Tablet. Men så fortsatte han:
”Vi har den samme dåb. Og nadveren? Der er spørgsmål, man kun kan svare på egen hånd ved at være oprigtig og ved at bruge det lille teologiske lys, man har.”
Og derpå direkte til kvinden:
”Jeg kan kun svare på dit spørgsmål med et spørgsmål: ’Hvad kan jeg selv gøre med min ægtefælle for, at Herrens nadver må følge mig på min vej?’ Det er et problem, som enhver selv må svare på. En præsteven, jeg har, sagde engang: ’Vi tror, at Herren er til stede under nadveren. I mener, at Herren er til stede.’ Og hvad er forskellen? Der er forklaringer og fortolkninger. Men livet er større end forklaringer og fortolkninger.”
Generelt har paven vundet ry for at være en progressiv leder af den katolske kirke. Strengt taget har han dog mere ændret den retorik, der kommer fra det mest magtfulde kirkeembede i verden, end han har ændret noget ved den katolske lære.
Hele udviklingen rejser spørgsmålet om pave Frans’ måde at tilgå fornyelse på. Han har flere gange lagt op til, at mere skulle besluttes decentralt i stedet for oppefra og ned, som på mange måder har været tradition i den katolske kirke. Det lagde han for eksempel vægt på, da han indkaldte til familiesynode i 2015.