Med sit fokus på barmhjertighed og drøftelse af, om gengifte katolikker kan modtage nadver, har pave Frans fået ry for at være en af de mest liberale ledere, den katolske kirke nogensinde har haft. Det giver derfor et vink om, hvor omstridt den katolske kirke i Tyskland for tiden er, at ikke blot konservative røster, men også pave Frans i et brev har advaret de tyske katolikker om ikke at blive for sekulære. Pavens advarsel er affødt af et toårigt reformprojekt i den katolske kirke i Tyskland, som kaldes den synodale vej, og som blev indledt med et kirkemøde i Frankfurt i denne weekend. Formålet med reformprojektet er at genoprette tilliden til kirken efter offentliggørelsen af en rapport i september 2018, som berettede om tusinder af tilfælde af seksuelt misbrug begået af katolske præster i Tyskland over seks årtier. Det betoner kardinal Reinhard Marx, formand for den katolske bispekonference.
”Vi laver nu et eksperiment,” sagde Marx ved en gudstjeneste i domkirken i Frankfurt, som indledte den synodale vej.
”Dette er noget, der aldrig er blevet gjort før i denne form,” sagde han.
Den såkaldte synodale forsamling skal arbejde med fire for den katolske kirke sprængfarlige temaer: kirkens strenge seksualmoral, præsternes cølibat, kvindernes rolle i kirken, herunder spørgsmålet om kvindelige diakoner og præster, og – i kølvandet på misbrugsskandalerne – kirkens magtstrukturer.
Den toårige reformproces skal kulminere i konkrete beslutninger. Kardinal Reinhard Marx betoner dog, at de tyske katolikker skal have realistiske forventninger til resultaterne, at der ikke er tale om ”en lovgivende forsamling”, og at man bevæger sig inden for reglerne i den universelle katolske kirke.
Ikke desto mindre har det tyske reformprojekt fået en hård medfart fra ledende katolikker verden over. Forud for den synodale forsamling skrev pave Frans et brev til kirken i Tyskland, hvori han advarer mod at forsøge at få kirken til at stemme overens med moderne sekulær moral og tankegang. Resultatet ville ifølge pave Frans være et ”velorganiseret og endda ’moderniseret’ kirkeligt legeme, men uden sjæl og evangelisk særkende”. Andre katolske ledere har været mere direkte i deres kritik af kirkemødet. Athanasius Schneider, hjælpebiskop ved ærkebispedømmet i Nur-Sultan, Kasakhstan, kalder det tyske projekt for ”kætteri” og mener, at det udgør en trussel mod den universelle katolske lære.
”Den ’synodale vej’ handler i sidste ende om et forsøg på officielt at bekræfte trosfejl (...), som allerede i årtier har undergravet det åndelige liv for den katolske kirke i Tyskland, og som nu også bekræftes officielt,” skriver han i en kommentar for det katolske internetmedie kath.net.
Christoph Ohly, professor i kanonisk ret ved Det Teologiske Fakultet i tyske Trier, påpeger i den katolske avis Tagespost, at man ikke kan lave afstemninger om troen, og journalist og kirkelig iagttager Peter Winnemöller skriver i samme avis, at den tyske kirke med reformprojektet giver indtryk af, at uforanderlige trossandheder står til diskussion – herunder spørgsmålet om præsteordinering af kvinder.
”Derfor er det ikke spor overraskende, når unge kvinder håber på præstelig ordination, fordi de ikke fortælles sandheden klart og utvetydigt,” skriver han.
Den synodale vej i Tyskland er kontroversiel, fordi den vil beskæftige sig med nogle af de spørgsmål, hvor liberale og konservative katolikker står længst fra hinanden, fortæller Jakob Egeris Thorsen, lektor i teologi ved Aarhus Universitet og iagttager af katolske forhold.
”Kritikere opfatter det som en form for kup, hvor den tyske kirke – under påberåbelse af pave Frans’ ønske om øget dialog med lokale kirker og græsrødder – forsøger at presse en liberal agenda igennem i Tyskland, som berører spørgsmål, der netop ikke kan løses lokalt, men kræver fælles retningslinjer i hele kirken. Der er en opfattelse af, at den tyske kirke i kraft af sin finansielle styrke, tror, at den kan gøre, hvad den vil,” siger han.
Tilhængere af reformerne mener, at kirken i Tyskland endelig lytter til de almindelige katolikker og påbegynder en diskussion af svære emner, der har givet anledning til stor modstand mod kirken, vurderer Jakob Egeris Thorsen.
”Der er ikke tvivl om, at der i Tyskland er et stort flertal af katolikker, der går ind for en liberalisering inden for de områder, som synoden skal beskæftige sig med. For dem er det på høje tid med en ny og åben diskussion om emner, hvor den katolske kirke står i modsætning til vestlige progressive idealer,” siger han.
I et globalt perspektiv afspejler striden om Tyskland også en splittelse mellem katolikker i nord og syd, betoner Jakob Egeris Thorsen. Konservative kritikere i udlandet hæfter sig ved, at den tyske katolske kirke med sine mere liberale biskopper, præster og lægfolk, er en hensygnende kirke med meget lav messedeltagelse og et sløvt fromhedsliv, siger lektoren.
”Konservative biskopper fra det globale syd, hvor der er vækkelse og pulserende kirkeliv, mener ikke, at kirken i Europa skal imødekomme tidsånden og liberalisere sine standpunkter for at vinde popularitet blandt medlemmer, der alligevel ikke længere praktiserer deres tro, men tværtimod kæmpe imod de progressive idealer, som udfordrer kirkens liv og lære,” siger han.
Men det katolske reform-projekt er helt afgørende for den katolske kirkes overlevelse i Tyskland. Det mener Dominique-Marcel Kosack, som forsker i dogmatik ved det tyske katolsk-teologiske fakultet på Erfurt Universitet. De tyske katolske kritikere er højrøstede, men ganske få, og den synodale vej tilbyder en åben diskussion i øjenhøjde af tabuer, som de seneste årtier har fået flere og flere katolikker til at forlade kirken, mener han.
”Hvis den synodale vej ikke giver væsentlige resultater, kan konsekvenserne for den katolske kirke i Tyskland være fatale. Mange engagerede katolikker er ikke længere villige til at støtte magtstrukturer uden selv at have mulighed for at deltage og få bestemmelse. Det samme gælder diskrimination af homoseksuelle og forskelsbehandling af kvinder,” siger han.
Hvis der ikke foretages ændringer, er der fare for, at den katolske kirke vil miste sin betydning, mener Dominique-Marcel Kosack:
”Den vil ikke kun miste betydning i samfundet som helhed, men netop blandt de engagerede troende. De fleste biskopper har forstået dette, og det er sandsynligvis netop af denne grund, at de engagerer sig i denne diskussion. Den første synodale forsamling gør mig derfor i første omgang optimistisk i forhold til den videre udvikling.”