De tyske kirkedage blev grundlagt på ruinerne af det nazistiske regime som en slags årligt højskoleophold, der skal klæde tyskerne på til at være gode demokrater. De 120.000 besøgende ved de protestantiske kirkedage i vesttyske Dortmund, som slutter i morgen, fik kort inden festivalen en smertelig påmindelse om, at det arbejde ikke er forbi.
I nabodelstaten Hessen blev den kristeligdemokratiske politiker Walter Lübcke den 2. juni skudt på klos hold uden for sit hjem, og den formodede gerningsmand er en højreekstremist med forbindelse til nynazistiske miljøer i Dortmund. Mordet kaster da også lange skygger over den solbeskinnede by i Tysklands gamle kulmineregion, hvor den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, under åbningsgudstjenesten i det fri taler om at kæmpe for demokrati i lyset af den ”afskyelige forbrydelse”.
”Kære brødre og søstre, bland jer! Vores tro er ikke abstrakt, men stiller os med et ansvar midt i verden til at møde hinanden og udveksle meninger med hinanden,” gjalder præsidentens stemme fra højttalerne ud over de tusindvis af tilhørere.
Med symbolsk tyngde er kirkedagenes allerførste arrangement en mindehøjtidelighed for ofrene for nazismen, herunder de 10 mennesker, der i 2000’erne blev myrdet af terrororganisationen Nationalsocialistisk Undergrund, en af dem var en familiefar med tyrkiske rødder fra Dortmund.
”Vores kors har ingen hager,” proklamerer Friedrich Stiller fra arbejdsgruppen ”Kristne mod højreekstremisme”, som forsøger at dæmme op for nynazistiske miljøer i byen, og modtager klapsalver.
Som så mange andre unge – og her er slående mange unge – lader 16-årige Paul fra Berlin sig dog ikke mærke af den dystre stemning. Han er den eneste blandt sine venner, der går i kirke og tror på Gud, og han kommer især for koncerterne på de cirka 10 scener i byen.
”Det er fedt, at der er så mange kunstnere, der optræder. Og kristne kommer fra hele verden. Her er alt, man kan tænke sig,” siger han, inden han betaler for sin kebab og forsvinder ud i den tætpakkede gågade mellem spejdergrupper, pensionister, familier med vaffelis, tildækkede nonner og unge kvinder i kortere end lårkort.
Fra en af undergrundssta-tionerne under gågaden kan man høre 20 midaldrende mennesker synge ”halleluja” akkompagneret af en guitar. Den spontane fællessang har altid været kirkedagens kendemærke. Et par unge indvandrermænd står smilende og nikker i takt til koret, som løfter hænderne over hovedet.
”Jeg synes, det er skønt,” siger en 31-årig muslimsk mand, som ikke vil have sit navn i avisen.
”Jeg forstår ikke rigtig deres budskab, men det virker på en eller anden måde beroligende.”
Kirkedagene kan beskrives som en blanding af Himmelske Dage i Herning og Folkemødet på Bornholm, programmet spænder formentlig blot endnu bredere. Hvor bredt viser for eksempel workshoppen ”Vulva-maling”, hvor de besøgende kan male kvindelige kønsorganer.
Arrangementet er blevet udsat for hån, den kristeligdemokratiske politiker Roderich Kiesewetter kalder det for ”sørgeligt”, men kirkedagene forsvarer det som en humoristisk bearbejdelse af de negative konsekvenser af århundreders tabuisering af det kvindelige køn. De øvrige cirka 2000 arrangementer rummer alt fra tværreligiøse teologiske diskussioner om, hvad det vil sige at have tillid til Gud, over live-prædiken-konkurrencer, hvor publikums klapsalver afgør vinderen, til teaterstykker med emner som flygtninge og asyl i centrum.
”Vi kan nok i endnu højere grad lære af Tyskland, at kirken skal tale ind i tiden,” siger Poul Kirk, formand for styrelsen for Danske Kirkedage/Himmelske Dage, som er på inspirationstur til de tyske kirkedage.
”Man er ikke bange for, at kirken træder i karakter i samfundsspørgsmål her. Tyskerne har en global dagsorden, og hele deres baggrund med nazismen gør, at de går stærkt imod antisemitisme og imod fremmedhad, som også er noget, vi oplever i Danmark. Kirkens svar må være, at alle mennesker er skabt i Guds billede, uanset hvor de kommer fra, og hvilken tro de har,” siger han missende mod solen.
De protestantiske kirkedage er præget af en humanistisk og aktivistisk kristendom. Nogle af de ord, der hyppigst høres i taler, er ”tolerant” og ”fredselskende”, ligesom religionsmøde, asylret og miljøbeskyttelse fylder meget i programmet. Det bløde præg går igen i kirkedagenes gudstjenesteform, for eksempel under aftenvelsignelsen på en af hovedscenerne midt i et stort trafikkryds, hvor et mildt klaver ledsager sangen ”Det er godt, at du er her”, mens de tusindvis af deltagere i gaderne tænder stearinlys og danner et levende kors mellem byens trøstesløse efterkrigsbygninger. I Tyskland siger man, at noget er ”som på protestantiske kirkedage”, og det er ikke pænt ment, men betyder, at noget er for blødt, for sødt og for hyggeligt. Men den vittighed er egentlig ikke sjov længere, bemærker nyhedsmagasinet Der Spiegel:
”Hvad dårligt skulle der være ved, at titusindvis af mennesker fredeligt taler, diskuterer og argumenterer med hinanden? I en tid med internethad er sådanne muligheder dyrebare.”
Fokus på forsoning og tillid er godt, men man fristes samtidig til at spørge: Hvor er den kritiske debat om multikulturens bagsider? Hvem repræsenterer den frygt for det multireligiøse og for islamistisk terror, som mange kulturprotestantiske tyskere især i det tidligere øst er op-taget af?
De protestantiske kirkedage har nægtet politikere fra det højrenationale Alternativ for Tyskland adgang til kirkedagenes podier. Det sker med henvisning til partiets ”flydende overgang til højreekstremisme og forbindelser til forfatningsfjendtlige netværk”, men partiet repræsenterer samtidig en fjerdedel af befolkningen i kulturprotestantiske områder i det østlige Tyskland. Nogle steder helt op mod halvdelen.
Fra et dansk perspektiv ser det da også lidt underligt ud, mener Poul Kirk.
”Når nazismen stadig spøger i kulissen, er det klart, at der kommer nogle voldsomme reaktioner. Men mister man evnen til at tale sammen, kommer man hurtigt til at dæmonisere hinanden. Det har vi været rigtig gode til i den tradition, jeg kommer fra. Men den brede danske tilgang er også at mødes med dem, man er allermest uenig med. Derfor havde vi også inviteret politikere fra hele spekteret med på Himmelske Dage på Heden i Herning,” siger han.
Nogle svære emner bliver dog behandlet på festivalen. Under overskriften ”Fare fra muslimsk antisemitisme?” inviterer den katolske St. Ewaldi Kirke til debat lidt uden for centrum. Cirka 200 er mødt op for at lytte til den tysk-jødiske historiker Michael Wolffsohn, den tyske regerings kommissær i spørgsmål om antisemitisme, Felix Klein, den tyske anti- semitismeforsker Günther Jikeli og den pakistansk-tyske islamforsker Muhammad Sameer Murtaza. Michael Wolffsohn betoner, at det ikke kan overraske nogen, at den vidt udbredte antisemitisme i Mellemøsten importeres til Europa i takt med indvandringen – en tendens, som ikke begyndte med flygtningekrisen i 2015, men går helt tilbage til tiden efter kolonitiden.
Muhammad Sameer Murtaza peger på, at nutidens jødehad først begyndte i det 19. århundrede, da muslimer oversatte antisemitiske skrifter fra europæiske lande, herunder ”Zions Vises Protokoller”, til arabisk. Felix Klein peger på, at højreekstremister ifølge tyske myndigheder står for næsten alle overgreb mod jøder, mens jøderne selv oplever langt de fleste angreb som kommende fra muslimer. En af forklaringerne er, at myndighederne hidtil har kategoriseret overgreb, hvor gerningsmand og motiv har været ukendt, som højreekstremistisk, og han bedyrer, at det vil ændre sig fremover. Han peger på, at det især er konflikten mellem Israel og palæstinensere, der giver antisemitisme blandt muslimer grobund.
Udenfor sidder den 57-årige Ragnhild Raumann fra Gütersloh og nikker til tonerne fra et hornorkester. Hun er protestant og religionslærer, og det er med genkendelsens glæde, at hun vender tilbage til kirkedagene, siger hun.
”Til hverdag bliver jeg præget af en masse negative impulser, dårlige nyheder, aggressive debatter, og det er godt for min sjæl at komme her og opleve, at vi stadig er mange kristne i en tid, hvor kristendommen får mindre plads, og at der stadig er et sted, hvor man kan mødes og diskutere på en sober måde,” siger hun.