Prøv avisen

Tyske præster frygter ikke straf for kirkeasyl

Omkring 150 mennesker lever i øjeblikket i kirkeasyl i Tyskland - præster, der medvirker til kirkeasyl, støttes af deres kirker

skriver fra München Tyske præster har det lettere end danske, når de giver kirkeasyl til udvisningstruede flygtninge. De behøver ikke at frygte for konsekvenserne i samme grad som deres danske kolleger. Hidtil er ingen tysk præst blevet idømt fængselsstraf, til trods for at landet har haft adskillige kirkeasylsager inden for de seneste 10 år. I øjeblikket lever cirka 150 mennesker i kirkeasyl fordelt over mere end 40 kirker i hele landet. I Danmark skal en præst, Leif Bork Hansen, igen for retten. Sidste år fik han en hæftestraf for at have skjult 29 flygtninge, og nu vil anklagemyndigheden have ham i fængsel, fordi han har opfordret fonde, foreninger og organisationer til at støtte de 29 serbiske flygtninge økonomisk. Bork Hansen er anklaget efter udlændingelovens paragraf 59, som kan give op til to års fængsel. I Tyskland er det kun sket et par gange, at præster overhovedet er kommet for domstolene, og i de tilfælde har anklagemyndigheden kun forlangt, at de fik bøder. Sagerne er ifølge det øverste organ for den evangeliske kirke i Tyskland, EKD, altid endt med forlig, hvor præsterne hverken er blevet dømt eller har skullet betale bøder. Den danske præst risikerer at miste sit arbejde, hvis han bliver dømt. Denne angst behøver tyske præster ikke at have, hvis de giver flygtninge asyl i kirkerne. Tyskland har ikke noget kirkeministerium, og præsterne ansættes og afskediges udelukkende af det øverste organ i deres kirke. Kirkerne støtter Både den evangeliske og den katolske kirke i Tyskland har valgt at støtte de menigheder, hvor flygtninge har søgt asyl. De to kirker har i fællesskab udarbejdet en erklæring, hvori de udtaler sig om kirkeasyl. Heri står blandt andet, at menighederne har en kristen pligt til at yde hjælp, og at: »denne pligt også gælder for mennesker, der føler sig truet på liv og krop, når deres asylansøgning bliver afvist.« Kirkerne går endda så langt i deres hjælp, at de stiller jurister til rådighed for de menigheder, hvor flygtninge holder sig skjult. Den katolske og den evangeliske kirke er enige om, at kirkerne har ret til at hjælpe flygtningene, og at denne hjælp ikke på nogen måde skal opfattes som modstand mod staten. Dieter Breit fra den evangeliske kirke i delstaten Bayern siger: - Kirkerne har både lov og pligt til at gøre opmærksom på, når staten laver fejl. Det, vi gør, er en slags civil courage. Vi anerkender staten og vil støtte den ved at yde vores bidrag til demokratiet. Netop derfor er det vores pligt at støtte mennesker, som vi formoder er i fare, også selv om staten siger, at de ikke er det. Vi ser det ikke som oprør mod retsstaten, men derimod som vores pligt at minde myndighederne om den første paragraf i vores grundlov, som siger, at ethvert menneskes værdighed er ukrænkelig. Den danske præst kommer for retten, fordi han har opfordret organisationer, foreninger og private til at støtte de serbiske flygtninge økonomisk. Denne opfordring er ulovlig efter den danske anklagemyndigheds mening. I Tyskland er det derimod officiel politik, at begge kirker opfordrer folk til at støtte flygtninge, der har søgt asyl i kirkerne. Biskoppen for den evangeliske kirke i Bayern, von Loewenick, har endda offentligt udtalt sin støtte til kirkeasylene. Den evangeliske kirke har udsendt en pressemeddelelse og heri skrevet, at den ikke betragter offentlige appeller om hjælp til flygtningene som retsstridige. Den katolske og evangeliske kirke har tillige et økumenisk samarbejde og har dannet foreningen Asyl i Kirken, som begge organisationer støtter officielt. Mange menigheder har uddelt brochurer, hvori de opfordrer folk til at sætte penge ind på kontoer til at finansiere flygtningenes ophold i kirkerne. Politiet vender om ved kirkedøren Tyske domstole har indtil nu aldrig skredet ind over for nogle af disse aktiviteter. - Vi bestrider ikke rettens arbejde, men vi ved, hvor overbelastede dommerne ofte er, og at det kan ske i enkelte sager, at vigtige informationer bliver overset. Med kirkeasylene arbejder vi for, at disse enkelte sager bliver behandlet igen, men denne gang under hensyn til de nye informationer, siger Dieter Breit. - Det er sket, at politiet har hentet flygtninge fra kirkerne, men i langt de fleste tilfælde vælger betjentene at vende om ved kirkedøren med uforrettet sag. - Politiet har en vis skyhed og respekt for det kirkelige engagement. Politiet bryder sig ikke om den store opmærksomhed, som sådanne aktioner bringer, og selvfølgelig udnytter vi denne kendsgerning. Kirken har ikke noget juridisk, men derimod et psykologisk fristed, siger Dieter Breit. - De tyske myndigheder opfører sig på dette punkt som et brændt barn, der skyr ilden. - Naturligvis kan man ikke sammenligne nutidens Tyskland med det tyske rige i årene 1933-45. Alligevel husker især ældre mennesker, hvordan myndighederne under Hitler arresterede præster, der kæmpede for menneskerettighederne. Når man hører om politi, der fjerner flygtninge fra kirkerne, tænker mange, at det har Tyskland allerede én gang oplevet. Derfor vil politiet hellere vente ved kirkedøren end hente flygtningene med magt, siger Dieter Breit. Sammen med menighederne Den katolske og den evangeliske kirke har udsendt retningslinjer til menighederne om, hvordan de bør forholde sig til kirkeasyl. De øverste organer i kirkerne lægger vægt på, at afgørelsen om at huse flygtninge ikke bør træffes af præsterne alene, men at præsterne derimod skal afgøre sagerne i fællesskab med menighederne. I mange tilfælde drejer det sig om flygtningefamilier med mange børn. Et kirkeasyl fører store byrder med sig for en menighed, som den kun kan klare, hvis flere personer er involveret i hjælpearbejdet. Flygtningene har for eksempel brug for undervisning af deres børn, kost og forplejning, og ofte skal de også have psykologisk hjælp. Menighederne skal være indstillet på, at asylet kan trække ud i årevis - i nogle tilfælde op til seks år - og at flygtningene fører en perspektivløs tilværelse i al den tid. Adskillige sager ender med, at flygtningene selv opgiver asylet og tager tilbage til deres hjemland eller finder et sikkert tredjeland at opholde sig i. Kristeligt Dagblad skrev i foråret 1998 om familien Usta, der på daværende tidspunkt havde tilbragt næsten tre år i en kirke i den bayerske by Erlangen. Familien, der tilhørte det kurdiske mindretal, var på flugt fra de tyrkiske myndigheder. I dag er familien splittet. Faderen har forladt familien. Moderen og sønnerne er vendt tilbage til Tyrkiet, mens de to døtre er blevet gift med tyske statsborgere. Hverken præst eller menighed er blevet retsforfulgt i Erlangen for deres hjælp til flygtningene.