Lægfolk og præster på Tysklands liberale katolske fløj er oprørte over en melding fra Vatikanets ”trosministerium”, Troslærekongregationen. I marts fastslog kongregationen, at den katolske kirke ikke har nogen autoritet til at velsigne homoseksuelle par, fordi Gud ”ikke kan velsigne synd”. Som protest iværksatte omkring 100 katolske sogne i landet – ud af et samlet antal på knap 10.000 – forleden velsignelsesgudstjenester for homoseksuelle par i en klar tilsidesættelse af instruksen fra Vatikanet og under intens mediebevågenhed.
Dette eksempel på civil ulydighed fik opbakning fra den indflydelsesrige lægmandsorganisation Centralkomiteen af Tyske Katolikker, ZdK, og blev mødt med sympati fra flere biskopper og andre prominente gejstlige. Men tiltaget er også blevet kritiseret som overilet af blandt andet formanden for den tyske katolske bispekonference.
For Troslærekongregationen handlede meldingen mest om, at en kirkelig velsignelse af homoseksuelle par skaber forvirring om det katolske syn på ægteskabet. Ægteskabet i den katolske kirke er et sakramente, hvor en mand og en kvinde gensidigt forpligter sig til et livslangt partnerskab. Kirken anerkender ikke alternative samlivsformer, ligesom den også insisterer på, at sex skal finde sted inden for ægteskabet. Sex uden for ægteskabet er således at betragte som ”en synd”, uanset om der er tale om hetero- eller homoseksuel sex. Deraf Troslærekongregationens fokus på ”synd”.
Blandt initiativtagerne til protesten i Tyskland handlede det omvendt om, at kirken gennem sin velsignelse skal vise respekt for homoseksuelle, inklusive homoseksuel seksualitet. Men bagved ligger også et mere generelt mishag med stive og uigennemsigtige beslutningsprocesser i Vatikanet og en utilfredshed med ikke at blive taget alvorligt i Rom.
Den katolske kirke i Tyskland har mistet mange medlemmer i de seneste årtier, men den er stadig magtfuld, rig og meget velorganiseret. Dens historie er enestående, dens bidrag til kunsten betydelig, og i lange perioder har tyske katolske teologer haft stor indflydelse på hele kirkens intellektuelle liv. Blandt tyske katolske ledere er det naturligt at se sig selv som en spydspids for reform, og i januar sidste år indledte man derfor en række konferencer kaldet ”Den synodale vej” med deltagelse af både gejstlige og lægfolk for at drøfte teologiske og organisatoriske spørgsmål. Initiativet skyldes ikke mindst misbrugsskandalerne i kirken, men behovet for en mere positiv tilgang til homoseksualitet har også været på dagsordenen.
Pave Frans har ofte gjort sig til talsmand for decentralisering, ligesom han har kritiseret diskrimination af homoseksuelle. Men han har også mindet de tyske biskopper om at bevare fællesskabet med Rom i deres reformproces, og om at evangelisering er vigtigere end organisatoriske spørgsmål. Vatikanet har tillige mindet de tyske biskopper om, at strukturen bag ”Den synodale vej” ikke er godkendt af kirkeretten, og at dens beslutninger derfor ikke er forpligtende. Ikke overraskende har disse kritiske meldinger ført til flere diskussioner og mere uenighed blandt de tyske katolikker, og frustrationerne har været med til at bane vejen for happenings som velsignelserne af homoseksuelle.
Det ligger dybt i det katolske dna at undgå at lade enkeltsager bringe det større fællesskab i fare, samtidigt med at mange præster og biskopper har er-faring med at finde pastorale løsninger på græsrodsplan, når livsstil og religiøs længsel skal forenes hos den enkelte.
Både i Tyskland og i Vatikanet ved man, at velsignelserne af homoseksuelle var kirkelig symbolpolitik, og man vil afvente, at debatten igen finder et konstruktivt leje. Derfor vil Vatikanet nok også træde vande og ikke umiddelbart foretage sig mere i sagen.
Dissens og uenighed blandt de 1,3 milliarder katolikker er man vant til. Det er trostabet og sekulariseringen, der bekymrer. Pavens virkelige udfordring til de tyske biskopper er derfor at prioritere evangelisering højere.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.