“Jeg står og tænker på, om danskerne kan kende mig i min ny uniform.”
Ordene stod på en plakat med en soldat i vesttysk uniform og Hitleroverskæg. Pointen blev kørt hjem med dateringen “9. april 1940 – 17. marts 1965”.
Førstnævnte dato er velkendt. Sidstnævnte var den dag, da tysk militær satte fod i Danmark for første gang siden Befrielsen – denne gang som nære allierede i den første dansk-tyske Nato-øvelse.
Allerede ved grænsen i Kruså var der demonstranter, og ved endemålet på Randers Kaserne kom mere ballade. En tysk soldat blev overfaldet, demonstranter og politi kom i slagsmål, og det hele kulminerede, da en bombe tiltænkt det tyske øvelseshovedkvarter lagde bombemændenes eget hus i ruiner.
Officielt var det en demonstration mod Nato. Men antityske holdninger spillede også en væsentlig rolle. Efterkrigstiden var præget af en folkelig skepsis mod nabolandet, fortæller lektor emeritus Karl Christian Lammers.
“Mange danskere havde et mentalt forbehold mod tyskerne, og selv om Danmark og Vesttyskland officielt var tætte allierede, var der også her en vis reservation,” siger han og nævner 100-årsdagen for slaget ved Dybbøl i 1964 som eksempel.
“Statsminister Krag holdt en meget forsonende tale på Dybbøl Banke. Uden for dagsorden greb Frederik IX ind med sin egen tale, hvor han specifikt mindedes de dræbte danskere og ikke som Krag talte om alle de faldne.”
Danmark drog også sent på statsbesøg hos den nære allierede. Det skete først i 1974, ni år efter, at den britiske Elizabeth II havde besøgt landet. Karl Christian Lammers mener, at roden til den danske skepsis mod tyskerne findes længe før Besættelsen.
“Der blev skabt en følelse af afmagt og mindreværd ved nederlaget i 1864, og den holdt længe efter, at Danmark officielt begyndte sit gode forhold til Tyskland i 1955, hvor Tyskland blev Nato-land, og vi indgik aftaler om beskyttelse af nationale mindretal,” siger han og udpeger 1992 som vendepunktet. Det år vandt Danmark over Tyskland og blev europamestre i fodbold.
”’Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei,’ sang landsholdet fra rådhusets altan. Min tolkning er, at 1992 blev en slags revanche for 1864, og det har ændret vores holdning til Tyskland.”