”Tyskerne er efter os”

Der var ikke tid til spørgsmål, da Hanna Skop som 11-årig skulle skilles fra sin familie. Jødeaktionen var nært forestående, og en stormende oktoberaften krøb hun sammen i bunden af en fiskekutter

4I halvandet år levede Hanna Skop i Sverige med sin familie efter flugten fra Danmark. Billedet til venstre er taget i 1945, dagen inden familien rejste tilbage til Danmark, hvor Hanna siden har levet. Bag Hanna, som er iført den svenske skolehue, er det far Samuel Posner, storebror Joachim, mor Bertha og ved siden af lillebror Bernhard. På billedet til højre er det Hanna i hjemmet på Frederiksberg. – Privatfoto og Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
4I halvandet år levede Hanna Skop i Sverige med sin familie efter flugten fra Danmark. Billedet til venstre er taget i 1945, dagen inden familien rejste tilbage til Danmark, hvor Hanna siden har levet. Bag Hanna, som er iført den svenske skolehue, er det far Samuel Posner, storebror Joachim, mor Bertha og ved siden af lillebror Bernhard. På billedet til højre er det Hanna i hjemmet på Frederiksberg. – Privatfoto og Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

Hanna Skop kunne med det samme mærke, at noget var galt.

Moderens stemme var skinger, som den altid var, når hun var oprevet. Gennem de lukkede døre ind til lejlighedens stue kunne Hanna høre sin far forsøge at dysse moderen ned. Uden held. Døren gik op, moderen kom ud og forlod lejligheden uden et ord. Lidt efter vendte hun tilbage med en klar besked:

Tag din skoletaske og put et sæt undertøj og strømper i den og gå over til Tove. Der skal du være, for tyskerne er efter os.

Hanna Skop stillede ikke spørgsmål ved beskeden, for hun vidste, hvor alvorlig situationen var. Hanna, som er jøde og nu lever på Frederiksberg som 81-årig, var dengang 11 år og havde allerede været på flugt fra nazisterne i Tyskland. Nu var hun på flugt igen.

Kort efter familiens ankomst til København i 1939 marcherede nazisterne ind over den dansk-tyske grænse. Forældrenes overlevelsesstrategi lød, at man skulle spredes i faresituationer, så da de første forlydender om den danske jødeaktion lød i slutningen af september 1943, blev Hanna sendt alene hen til veninden Tove. På det tidspunkt forstod hun og hendes to brødre at gøre sig ubemærkede.

Vores opdragelse var meget fokuseret på, at vi helst skulle være usynlige i gadebilledet. Vi fik altid besked på, at vi skulle opføre os ordentligt, og at vi ikke skulle vække opsigt, hvad enten vi var med sporvognen eller gik på gaden. Altså, det siger man jo til alle børn, men det blev sagt med, ikke med trusler, men med appel, så man vidste, at det handlede om noget andet end almindelig god opførsel, fortæller hun.

Indlogeringen hos Tove var det første af flere skridt mod målet om at flygte til Sverige, og fra Hanna ringede på hos Tove, var hun gået under jorden. Hun gik ikke i skole, hun legede ikke i gården, og hun skulle holde sig fra vinduerne. Toves forældre behandlede hende godt, men en dag overhørte hun en samtale mellem dem.

De var inviteret ud en søndag, og de talte om, om de kunne tage af sted, og om de da ikke snart hørte noget. Da forstod jeg, at jeg var et problem for dem, som de ikke kunne løse.

Men problemet løste sig, da en fremmed kvinde ringede på og gav Hanna en kortfattet besked: I morgen skal du være parat, og så vil en anden dame komme og hente dig. Først skulle Hanna dog igennem natten til den 2. oktober 1943. Den nat, hvor det tyske sikkerhedspoliti Gestapo gik på jagt efter jøderne i Danmark. I Toves lejlighed vågnede Hanna ved støvletramp på gangen. Hun lå ubevægelig på en udtræksseng i stuen og hørte, at der blev banket på døren. Lidt efter forsvandt støvletrampene igen. I dag studser Hanna over den danske jødeaktion.

I historiens lys var jødeaktionen måske lidt halvhjertet fra tyskernes side. Men dengang vidste vi bare ikke, at det var en skueproces. Og der blev trods alt taget knap 500 mennesker og sendt til The-resienstadt. Vi følte os i hvert fald truet.

Dagen efter kom den fremmede kvinde som aftalt og førte Hanna til Hedehusene uden for København, hvor hun blev forenet med sin lillebror hos et lærerpar. En uge senere kom kvinden tilbage og kørte med Hanna og broderen til Holbæk. Toget var proppet med tyske soldater.

Vi sagde ikke en lyd, og det gik heldigvis fredeligt for sig. Lige der vidste min bror godt, at han hellere måtte holde både hænder og fødder for sig selv.

I Holbæk var det begyndt at blive mørkt, og det blæste kraftigt. På havnen fik Hanna øje på sin mor og storebror og tænkte straks: Hvor er min far? I et lille skur ventede hun sammen med sin mor, sine brødre og et ungt par, mens en tysk soldat patruljerede havnen i faste ruter.

Vi var ikke så længe i skuret, for vi skulle ekspederes hurtigt. Vi afventede, at der blev sagt nu er det jeres tur.

Ved havnekanten lå en fiskerbåd med et lille styrhus. Hanna og de fem andre flygtende krøb sammen i bådens lastrum på et par madrasser med stanken af fisk, moderens opkast og dunsten fra spanden i hjørnet i næseborene. Igennem 13 timer kæmpede den spinkle kutter sig op gennem Isefjord og ud i Øresund med kurs mod Höganäs på den svenske kyst.

Min mor kastede op fra a til z og sagde, at hun skulle dø. Det gjorde stort indtryk på mig, for hun ville dø, og min far var væk. Der blev ikke talt sammen, der var bare den her karakteristiske dunk, dunk, dunk-lyd fra motoren.

Den lyd sad i Hanna i mange år efter. I 1963, 20 år efter flugten, købte hendes familie sommerhus i Tisvilde, hvor der endnu var fiskere, og lyden fra kutterne havde hun det svært med.

Den fremkaldte oplevelsen af at være på flugt, at nogen er efter en, at man er bange.

Ud på morgenen stak en af fiskerne hovedet ned i lasten. De var nået ind i svensk farvand. Hannas storebror gik op på dækket, men selv rørte hun sig ikke, før båden nåede kysten. På kajen stod mænd i grågrønne uniformer. Hanna var rædselsslagen, for det måtte være tyske soldater, som havde opdaget dem.

Men så sagde de välkommen till Sverige, og jeg så min far stå der. Han var kommet af sted 14 dage tidligere og havde stået der hver morgen lige siden.

I lejligheden på Frederiksberg bliver Hannas øjne våde.

Jeg bliver stadig bevæget, det gør jeg. Selvom vi har haft et godt liv på alle måder, så bliver man lidt bevæget, når man tænker på det.

Og Hanna bliver også oprevet, når hun sætter sin egen oplevelse af at være på flugt i perspektiv til situationen i dag, hvor millioner af syrere flygter fra hjemlandet.

Jeg spørger mig selv, om vi aldrig bliver klogere. Man skulle tro, at verden havde gjort sig sine erfaringer med, hvor dybtvarige spor det at være på flugt sætter. FN blev etableret på baggrund af Anden Verdenskrig, men når det kommer til stykket, har de ikke så forfærdeligt meget at skulle have sagt. Vi er for dårlige til at lære af historien.

Jødiske Hanna Skop og hendes familie har haft flugt helt tæt inde på livet. Ikke blot en men to gange er familien flygtet. Første gang da de forlod det nazistiske Tyskland i 1939. Familien kom til Danmark, men måtte flygte igen i oktober 1943. USA var den endelige destination, men verdenshistoriens gang bragte Hanna tilbage til Danmark, hvor hun har skabt sig et hjem.
Jødiske Hanna Skop og hendes familie har haft flugt helt tæt inde på livet. Ikke blot en men to gange er familien flygtet. Første gang da de forlod det nazistiske Tyskland i 1939. Familien kom til Danmark, men måtte flygte igen i oktober 1943. USA var den endelige destination, men verdenshistoriens gang bragte Hanna tilbage til Danmark, hvor hun har skabt sig et hjem.