Prøv avisen

Tyskerne fejrer den hedenske Lucia

I Tyskland og i Østrig fejres gudinden Perscht, der har mange lig-hedspunkter med den kristne helgen Lucia

Når de mørke dage kommer, og nytåret nærmer sig, sker der noget usædvanligt i mange byer i Sydtyskland og Østrig. Mærkelige skikkelser viser sig i gaderne, og de synger sange på et oldgammelt sprog, som ingen længere forstår.

Læs også: Hvordan opstod Lucia-traditionen?

Sangenes monotoni lyder nærmest som en besværgelse. Fra den første søndag i advent og frem til helligtrekonger hærger Perschten-mændene landet. De troldagtige kæmper klædt i tykke, farvestrålende dragter og iført masker med udstående øjne og store, glubske munde kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangt et barn.

De fleste mennesker forbinder i dag Perschten med karnevalstiden, der begynder i november måned og varer frem til slutningen af februar. Kun de færreste ved, at Perschten-folkene i virkeligheden slet ikke har noget med karneval at gøre, og at der her er tale om en ældgammel hedensk skik, der har rødder tilbage til tiden før kristendommens indtog i Europa.

–Vi fejrer den store modergud, Perscht. Hun bliver tilbedt og hyldet i vores sange og danse, siger Hans Reupold, formand for Perschtenbund, der har til huse i landsbyen Kirchseeon nær ved byen München i Bayern.

Han har en overraskende forklaring på, hvem denne Percht er:

– Moder Perscht og den kristne helgen Lucia er i virkeligheden en og samme person. De har karaktertræk, som nærmest er identiske, siger han. Religionsforsker Gerhard Neumann giver ham ret.

– De første kristne omformede den germanske modergud, Perscht, og hun lever i dag videre i den hellige Lucia, siger Gerhard Neumann. Ifølge religionsforskeren er det ikke nogen tilfældighed, at Lucia netop bliver fejret den 13. december.

– Indtil den gregorianske kalender blev indført i år 1582, var den 13. december årets korteste dag. Germanerne troede netop, at moder Perscht brugte årets længste nat til at ride gennem den dødbringende vinters mørke frem til forårets ny lys for på den måde at gøre en ende på dødens mørke og samtidig skænke nyt liv, siger han.

– Det er ikke noget enestående tilfælde, men derimod meget almindeligt, at nye religioners højtider bliver lagt på samme datoer, som gamle religioner har deres mærkedage. Tænk bare på, at kirken i sin spæde ungdom fejrede Jesu fødsel den 6. december, men at biskopperne i det fjerde århundrede besluttede at ændre datoen til den 24. december, fordi romerne og grækerne fejrede solhverv den 25. december, og Zarathustras tilhængere ligeledes fejrede afguden Mitras genopstandelse den 25. december, siger Gerhard Neumann.

Da kristendommen kom til Europa, forsøgte kirkens mænd at få folk til at holde op med at bede til Perscht ved at sige, at hun stod i pagt med Djævelen. Hvor alvorlig en trussel hun udgjorde for kirken, kan ses af gamle dokumenter fra år 900, hvor en munk fra klosteret Attel ved floden Inn i Bayern beklagede sig over, at folket hellere ville tjene Djævelen end Herren, og at de hellere ville lære at synge om gudinden Perscht end bede Ave Maria.

Der findes ingen historiske beviser for, at den hellige Lucia har levet, men overleveringer fortæller om kvinden med de skønne øjne, der i den tidlige kristendom valgte at lide martyrdøden. Ifølge legender måtte hun dø, fordi hun afviste en ung hedensk mands tilnærmelser. Døende skal hun have bestemt, at hendes øjne, som hendes tilbeder så ofte havde beundret, skulle overrækkes ham på en tallerken.

Af samme grund bliver den hellige Lucia ofte portrætteret med en tallerken, hvorpå hendes øjne ligger. Den hedenske gudinde Perscht er ligeledes ofte blevet malet som en kvindefigur med øjnene liggende på en bakke foran sig. Perscht betyder "den lysende" eller "den strålende", og moderguden var ifølge germanernes religion til stede lige fra verdens begyndelse. Perscht omfattede alle facetter af tilværelsen: lys og mørke, skabelse og nedbrydelse, liv og død. Hun havde en tvedelt natur og blev tilbedt af germanerne som den livgivende, klare, lyse moder, der bragte velsignelse i form af mange børn. Samtidig var hun også dødens mørke moder, fordi hun samlede de døde og ufødte omkring sig.

På grund af hendes dobbelte funktion blev hun ofte skildret som gudinden med de to øjne. Det ene øje så tilbage i mørket, mens det andet så ind i lyset. Hun stod på tærsklen mellem vinter og forår, mellem liv og død.

– Den hellige Lucia overtog moder Perschts egenskaber og blev til den hellige martyr med øjne, der både skuer tilbage i mørket og frem i lyset, siger Gerhard Neumann. Perschten-folkene i Bayern har taget modergudens dobbelthed til sig, og den vigtigste figur under deres optræden er netop en dobbeltmaske med to ansigter: en mørk djævel og en strålende sol.

Perschten-dansene menes at have en over 1000-årig tradition, men det er først inden for de seneste 50 år, at danserne er begyndt at bære masker af træ. I gamle dage var træ alt for kostbart til kun at skulle anvendes som dekoration en enkelt måned om året. Læder, stof eller blot sminke var langt billigere og kunne også lettere gemmes af vejen, hvis kirkens mænd var i nærheden.