Tyskerne lever uden CPR-nummer

skriver fra München Tyskerne klager tit over, at deres stat er meget bureaukratisk. Den offentlige forvaltning er ikke nær så brugervenligt indrettet som den danske. For eksempel kan en tysker ikke nøjes med at tilmelde sig en ny kommune, når han eller hun flytter. Den gamle kommune skal også have besked om flytningen. I modsætning til Danmark giver tilflytterkommunen ikke automatisk den gamle kommune besked. Det er også nødvendigt at informere skattevæsenet i den tidligere kommune, for ellers vil man fremover blive trukket i skat fra to kommuner. Tilflytterkommunen giver nemlig sit skattekontor besked om nye skatteydere, mens den gamle kommune derimod ikke giver sit skattekontor besked om fraflyttere. Bureaukratiet kan nogle gange tage groteske former. For eksempel kræver alle vielseskontorer af par, der vil giftes, at de henter en attest hos folkeregisteret som bevis for, at de rent faktisk bor i den pågældende kommune. Det er ikke muligt for myndigheden selv at se det på sin computer. Ofte ligger vielseskontor og folkeregister på samme etage i samme bygning, men alligevel har den ene myndighed ikke lov til at hente oplysninger hos den anden, og de har heller ikke et fælles register, hvor de kan hente informationer. Derfor er det borgerens pligt selv at hente dokumenterne, som han og hun naturligvis også må betale penge for. Tyskerne er selv skyld i deres tunge bureaukrati. De er så bange for registrering, at der hverken findes CPR-nummer eller et centralt register, som myndighederne kan benytte sig af. Tyskerne har en anderledes indstilling til staten end danskerne. Tyskerne stoler ikke på staten eller myndighederne, og samtidig er det borgernes eget ansvar at sørge for, at hver enkelt myndighed får de oplysninger, den har brug for. I stedet for CPR-nummer har tyskerne et såkaldt »Personal-ausweis«, et identitetsbevis. Dette kort har ganske vist et nummer, men nummeret bruges kun til at identificere selve kortet for den myndighed, der udsteder bevises. Nummeret fortæller ikke noget om kortets indehaver og kan heller ikke bruges af andre myndigheder til at indhente oplysninger. Registrenes vogter Hver tysk delstat har en ombudsmand, som udelukkende holder øje med, om registerloven bliver overholdt. I Bayern er det Reinhard Vetter, som siger: - For 20 år siden overvejede politikerne at indføre et centralt register og give borgerne personnummer, men de opgav hurtigt tanken, fordi de var bange for, at det ville kunne misbruges. Tyskerne ville betragte en lov som den danske lov om CPR-nummer som djævelens system. - Der findes utallige tyske love om registrering, som alle skal sikre borgerne mod misbrug fra statens side. - Borgerne har krav på at vide præcist, hvilke myndigheder, der registrerer hvad, og hvortil oplysningerne skal bruges. En myndighed har for eksempel ikke lov til at indsamle oplysninger om borgeren til et bestemt formål og derefter videregive registeret til en anden myndighed. Borgerne skal give deres samtykke, hvis oplysninger skal videregives. - I befolkningen hersker en stor mistro over for myndighederne. - Hvis man lavede et centralt register, ville der være en tendens til, at myndighederne begyndte at bruge det mere og mere, også til ting, som de ikke har ret til, siger Reinhard Vetter. Denne indstilling står i skarp kontrast til holdningen i Danmark. Her har alle myndigheder adgang til det centrale register, men for eksempel banker og licenskontorer får også besked i tilfælde af flytning. På dette punkt er der en klar mentalitetsforskel mellem danskere og tyskere. Ifølge dr.jur ved Københavns universitet, Peter Blume, skyldes forskellen mellem de to folk, at danskerne har en forholdsvis fredelig historie og gode erfaringer med statsmagten, hvorimod tyskerne er bange for statsmagten, fordi de har oplevet, hvad der kan ske, hvis den får for meget magt. Reinhard Vetter er enig i dette synspunkt: - Tyskerne reagerer allergisk over for registrering af borgerne på grund af fortiden. Under nazismen og senere i DDR blev borgerne katalogiseret, overvåget og forfulgt. Tyskerne er i dag bange for registrering, siger han. Reinhard Vetter tager rundt på uanmeldte besøg hos myndighederne for at holde øje med, at de kun registerer det, de må. Han undersøger også, om de har sikret sig tiltrækkeligt mod misbrug. Hvis en myndighed ikke overholder reglerne, har Reinhard Vetter lov til at komme med henvisninger til, hvordan forholdene kan forbedres. Hvis myndigheden ikke retter sig efter hans råd, kan han i første omgang vende sig til tilsynsmyndighederne og eventuelt senere bede parlamentet om at tage sig af sagen. Kontrol med indvandrere Den tyske lovgivning lægger vægt på at beskytte borgerne mod misbrug af registre både fra statens og privates side. Der findes imidlertid en gruppe mennesker, som ikke nyder godt af denne beskyttelse, nemlig indvandrere og flygtninge. På indvandrer- og flygtningeområdet er der lavet en række særlove, som gør det muligt for myndighederne at udveksle informatoner på tværs af det offentlige system. Tyskerne synes, at det er så vigtigt at sikre sig mod socialt bedrageri fra flygtninge og indvandrere, at man ikke giver dem samme ret til sikkerhed som resten af borgerne. Et andet paradoks ved den tyske lovgivning er, at det er lovligt for staten at overvåge religiøse og politiske mindretal. Politikerne har oprettet en særlig efterretningstjeneste, som har lov til at registrere alle politiske og religiøse grupper, hvis det skønnes, at de udgør en fare for demokratiet. De tyske registerlove gælder nemlig ikke over for grupper, der vil fjerne demokratiet.