40-årige Kenneth er tidligere misbruger: Jeg har stået i lære hos det mørke, inden Gud reddede mig

40-årige Kenneth Eschen Eriksen arbejder i en pølsevogn ved siden af fodboldbanen midt på pinsekirkens sommercamp, som tilhører behandlingsstedet Betesda.Han er tidligere narkoman igennem 25 år, men nu har han dog fået hjælp til at komme ud af sit misbrug, efter han kom på Betesda

Kenneth Eschen Eriksen er 40 år og tidligere misbruger. I januar i år blev han en del af behandlingsstedet Betesda, og han har været stoffri siden da. –
Kenneth Eschen Eriksen er 40 år og tidligere misbruger. I januar i år blev han en del af behandlingsstedet Betesda, og han har været stoffri siden da. – . Foto: Agner Ebild.

Som i mange andre religiøse kredse er Mosaiks medlemsskare en broget flok fra alle lag af samfundet. Og frikirkerne oplever også jævnligt, at folk med ar på sjælen tilslutter sig. To af de indbudte talere under årets sommercamp er eksempelvis tidligere misbrugere.

Det samme er 40-årige Kenneth Eschen Eriksen. Han arbejder i en pølsevogn ved siden af fodboldbanen midt på årets sommercamp, som tilhører behandlingsstedet Betesda. Kenneth Eschen Eriksen er tidligere narkoman igennem 25 år. Nu har han dog fået hjælp til at komme ud af sit misbrug, efter han kom på Betesda.

”Jeg har været narkoman, siden jeg var 15 år, og jeg har været kriminel siden 2. klasse. Jeg er 40 år nu, og er kommet ud af mit misbrug i januar i år, da jeg kom i behandlingscenteret Betesda, som har reddet mit liv.”

”Jeg har ikke altid været troende, men der er jo nogen, der har holdt hånden over mig, for jeg har oplevet seks overdoser, hvor andre har fundet mig ved et tilfælde. Men det er jo noget, man først reflekterer over efterfølgende. Gud betyder alt for mig nu. Uden ham var jeg ikke kommet ud af mit misbrug. Jeg har stået i lære hos det mørke i mange år, og ham den anden var lige ved at lykkedes, inden jeg blev hevet ud af Gud.”

Hvad får du her, som du ikke får i folkekirken?

”Folkekirken er for monoton til mit temperament. Det foregår meget slavisk, her er der meget mere liv og rummelighed. Der bliver ikke set skævt til, at jeg har været misbruger, tværtimod.”

Har du modtaget healing?

”Jeg har mødt Gud som del af min behandling. Han viste sig for mig om natten og lagde hånden på min lænd og beroligede mig, da jeg var ulykkelig.”

Har du nogensinde talt i tunger?

”Nej, men jeg har oplevet andre tale i tunger, og det var lidt skræmmende første gang. Jeg har svært ved at forstå det. Det er en af de ting, jeg sætter spørgsmålstegn ved, for jeg ved ikke, om jeg er god nok til at opleve det selv, men jeg håber det. For mig føles det rigtigt og som en del af det at være overbevist kristen.”