Udviklingen har gjort det sværere at sidde i menighedsråd

Teolog Karen Marie Leth-Nissen, Københavns Universitet, ønsker en diskussion af, hvad det betyder for folkekirken, at menighedsrådsarbejde i dag kræver, at man skal være højere uddannet end tidligere

Teolog Karen Marie Leth-Nissen opfordrer til, at folkekirken forholder sig til, at der ifølge hende er kommet flere veluddannede medlemmer i menighedsrådene. -
Teolog Karen Marie Leth-Nissen opfordrer til, at folkekirken forholder sig til, at der ifølge hende er kommet flere veluddannede medlemmer i menighedsrådene. - . Foto: Isaac Nissen.

Det skal være lettere at være menighedsråd. Sådan har det lydt fra en bred flok af kirkeministre og kirkelige ledere i de seneste 15 år.

Men udviklingen er stort set gået den modsatte vej, mener cand.theol., ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissen, Københavns Universitet, som siger, at menighedsrådsmedlemmer i dag skal have mere end almindelige kundskaber for at kunne leve op til de administrative krav, der efterhånden stilles.

Karen Marie Leth-Nissen har læst de seneste rapporter om menighedsrådenes arbejde og livet i sognene. Hendes konklusion er, at landets knap 1800 menighedsråd på mange måder er delt i spørgsmålet om de mangeartede administrative opgaver, som i stadigt større grad har lagt sig på menighedsrådenes arbejdsbord.

”Udviklingen i de seneste år er gået i retning af, at der er kommet flere veluddannede medlemmer i menighedsrådene. Det er sket, fordi arbejdsopgaverne simpelthen kræver det. Men man kan spørge, om det dermed repræsenterer de almindelige danskere, sådan som tanken med menighedsrådsarbejde har været det fra begyndelsen,” siger Karen Marie Leth-Nissen, der mener, at det er en ny problemstilling, som folkekirken må forholde sig til.

”Vi har nok ikke tradition i folkekirken for at tage disse store, brede diskussioner om, hvor kirken skal hen. Havde vi fået et kirkeråd ud af strukturdebatten, var der ligesom et sted, hvor vi kunne tage den diskussion. Lige nu er der ikke nogen, der kan sige, at nu sætter vi os alle sammen ned og snakker om menighedsrådene og deres opgaver. Stigningen i veluddannede medlemmer i menighedsrådene viser, at menighedsrådsarbejdet er blevet mere kompliceret. Problemet er bare, at det favoriserer visse dele af landet, mens områder som Lolland-Falster, Bornholm og den jyske vestkyst står svagest, hvad angår disse ressourcepersoner,” siger Karen Marie Leth-Nissen og henviser til rapporten ”Forskellige vilkår for folkekirken på landet” udgivet af Landsforeningen af Menighedsråd.

Her er der sat lup på landsognene, som udgør 54 procent af folkekirkens sogne. Det fremgår af undersøgelsen, at otte procent af landsognene har få ressourcepersoner i befolkningen, mens 27 procent ligger på et mellemniveau.

”Idéen om menighedsråd bygger på tanken om det myndige lægfolk. Det har altid været en fordel at kunne lidt mere end sit fadervor for at sidde i det lokale menighedsråd. Men de dage er endegyldigt ovre, hvor regnskabet blev håndskrevet i protokollen ved kassererens kakkelbord. For at kunne sidde i menighedsrådet i dag skal man besidde en hel del it-færdigheder, ligesom budgetter og regnskaber føres efter moderne forvaltningsprincipper, og menighedsråd skal lede personalet efter flere forskellige overenskomster,” siger Karen Marie Leth-Nissen.

Kirkeministeriets rapport ”Menighedsråd på jeres måde” sætter fingeren på problemet, mener Karen Marie Leth-Nissen:

”I klartekst står der i rapporten, at de kirkeministerielle krav om styring af folkekirken på fagprofessionelt niveau presser menighedsrådene. Der skal et ressourcestærkt lægfolk til, hvis man skal kunne leve op til standarderne fra Kirkeministeriet om budgetlægning og regnskabsførelse, personaleadministration og bygningsvedligeholdelse,” siger hun.

Hun understreger, at Kirkeministeriets rapport viser, at mange menighedsråd gerne vil påtage sig alle arbejdsopgaverne og endda ønsker mere viden om, hvordan man gør det.

”Men der er også rigtig mange menighedsråd, som klager og siger, at det er for højt et niveau. Der er menighedsråd, der foreslår, at man ændrer på rammerne, og det kan ikke rummes inden for den nuværende lovgivning. Men hvis man ændrer loven, så kan man flytte kompetence væk fra menighedsrådene. Faktisk er der nogle menighedsråd, som rent faktisk ønsker at flytte kompetencer vedrørende økonomi, personale og præstegårde til provstiet,” siger hun og tilføjer:

”Så har vi en helt ny situation, for så vil man lynhurtigt få mange menighedsråd, der siger mange tak. Men man kan ikke bevare beslutningskraften, hvis ikke man også har ansvaret. Derfor synes jeg, det er nødvendigt med en diskussion af, om det virkelig skal være så kompliceret at sidde i et menighedsråd, som det efterhånden er blevet. Den har vi aldrig haft i folkekirken, og den synes jeg, vi mangler,” siger Karen Marie Leth-Nissen som samtidig peger på en anden tendens:

”Svarene i rapporten 'Hvad forventer folket af kirken?' viser, at 31 procent af de adspurgte danskere har været i den lokale sognekirke, sidst de var i kirke, mens 57 procent havde været i en anden. Billedet svarer godt til andre undersøgelser, hvor det fremgår, at de fleste bruger folkekirken i forbindelse med kirkelige handlinger. Det viser, at danskerne ikke længere er så knyttet til deres lokale sogn, som de har været. Folkekirken kan derfor i forhold til befolkningen lige så godt organiseres på provstiniveau som på sogneniveau,” siger Karen Marie Leth-Nissen.

”Men ønsker vi, at folkekirken fuldstændig forsvinder som sognebaseret kirke? Det er det, vi må diskutere. For det er den vej, udviklingen lige i øjeblikket går.”