”Hvis tro betyder noget for mig, er det også med til at forme min politik.”
Sådan indledte domprovst i Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard sit oplæg, da han fredag aften debatterede med Torben Bramming, sognepræst i Ribe Domsogn. De to var inviteret til Teologisk Salon på Rungstedlund, nord for København, fordi de repræsenterer to helt forskellige positioner i synet på tro og politik.
Anders Gadegaard har tidligere i Kristeligt Dagblad forklaret, at præster bliver uvedkommende, hvis de undlader at være politiske. I stedet ser han gerne, at præster i deres prædikener er politiske og kommer med konkrete opfordringer og løsningsforslag på politiske udfordringer, for eksempel om klodens overlevelse og fordelingspolitik.
“Det hører med til den forkyndelsespraksis, vi skal have som præster, at vi er uforsigtige. Jeg synes ikke, man skal være bleg for at komme med forslag til, hvad der kunne tjene det fælles bedste. Så skal det bare fremgå klart, at det er mit forsøg på at omsætte det, jeg siger her, til en praksis,” sagde Anders Gadegaard.
Men prædikenen bør slet ikke handle om politik, mente Torben Bramming og pegede på, at politik ikke er nogen teologisk kategori. Politik er derimod en relativ kategori, der har med det jordiske liv at gøre. Prædikenens opgave er ifølge Torben Bramming at pege hen på det evige liv og Guds rige.
”Politik har ikke hjemme i en prædiken, fordi politik ikke hører hjemme i Guds rige. Prædikenen skal handle om forholdet mellem Kristus og den enkelte, og den skal påtale synd, så det fører til omvendelse af syndere. I kirken prædiker vi imod synd, men vi prædiker ikke ud fra eller mod politik.”
Nøgleordet i Torben Brammings argumentation var ”omvendelse”. Omvendelsen er så at sige den primære opgave i menneskelivet: Mennesket skal vende sig væk fra sin synd og væk fra denne verdens ”politiske trummerum,” som han kaldte det i sit oplæg. I stedet skal den kristne rette sin opmærksomhed mod Kristus og mod det evige liv.
”Prædikenen skal hjælpe os med, at den verden, hvor politik hører hjemme, ikke rokker os fra troens pagt, men gør at vi hver især – alene om nødvendigt – kan fastholde troen på og håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Heroverfor fastholdt Anders Gadegaard, at prædikenen skal forsøge at få mennesker til at gøre verden til et bedre sted.
”Jeg siger, det er muligt for mennesket hele tiden at forsøge at gøre det gode. Og det sker fra tid til anden, at mennesket gør det gode – på trods af synden,” sagde Anders Gadegaard.
Dermed markerede Torben Bramming og Anders Gadegaard med deres synspunkter folkekirkens bredde og tradition for teologisk diskussion. På ét punkt viste de to teologer sig imidlertid at være enige: Prædikenen skal høres af enkeltindivider, og hvis der skal bedrives politik, skal det gøres af enkeltindivider – ikke af kirken som samlet institution. Den opfattelse kan synes upåfaldende, men ser man på kirker i resten af verden, bliver det tydeligt, at det er Danmark, der er særlig på dette punkt. Eksempelvis er mange tyskere indforstået med, at kirken i Tyskland engagerer sig i politik og har holdninger til flygtningekvoter, klimakamp og sundhedspolitik. Men det ville næppe være muligt i Danmark, fordi folkekirken aldrig taler med én stemme.
I lyset af den seneste tids debat om teologi, der vil præge offentligheden, kunne man kalde denne opfattelse for en typisk dansk ”offentlighedsteologi”: Politik skal bedrives af borgerne – ikke af kirken. Torben Bramming argumenterede imod de tyske og svenske kirkers politiske engagement, og Anders Gadegaard undlod – i hvert fald ved denne lejlighed – at tale om folkekirkens politiske forpligtelser som institution.
”Prædikenen taler til det indre menneske, til samvittigheden, til det, man ved sammen med Gud, og det har den konsekvens, at prædikenen tilskynder synderen til handling ud fra, hvor man nu er i sit liv,” sagde Torben Bramming.