Prøv avisen

Kirke arrangerer mødregruppe for ufrivilligt barnløse

Nordjysk mødregruppe for kvinder, der har svært ved at få børn, er blandt de syv finalister i Kristeligt Dagblads Initiativkonkurrence

I løbet af sommeren er en helt ny form for mødregruppe opstået. Mødregruppen er kun for kvinder og henvender sig til dem, der har svært ved at få børn eller slet ikke kan. Her skal der være mulighed for at snakke om den sorg, vrede, misundelse og skam, der dukker op hos mange, når det ikke lykkes at få et barn.

Bag initiativet står Susan Bisgaard Storm, der er sognepræst i Bangsbostrand Kirke i Frederikshavn, og som ofte er stødt på barnløse kvinder og par i sit private liv og gennem sit arbejde.

”Det er ikke en selvfølge for alle at blive gravide. For nogle kan det være utroligt svært, og der kan gå flere år med at forsøge. Jeg har set, hvordan det kan kaste en kvinde ud i en livskrise, når hun opdager, at hun ikke kan få det barn, hun så brændende ønsker sig. Og jeg tror, det er vigtigt, at de kvinder har nogen at snakke med, der ved, hvor svært og ensomt det er at stå uden for det fællesskab, som et barn er adgangsbilletten til,” siger Susan Bisgaard Storm og fortsætter.

”Der mangler en forståelse for de her kvinders situation. Vi skal kunne snakke om ufrivillig barnløshed, så emnet ikke længere er så tabubelagt. Mange par oplever at blive spurgt, om det snart er tid til at få nogle børn, og svarer måske, at de ikke har travlt, selvom de allerede er i fertilitetsbehandling. Det er bare alt for sårbart at tale om,” siger Susan Bisgaard Storm.

Og det er på trods af, at hver 10. dansker oplever ufrivillig barnløshed, og hvert ottende barn i dag er kommet til verden med hjælp fra behandling.

I mødregruppen går kvinderne en tur, mens de taler sammen. Det kan gøre det lidt nemmere at tale om de stærke følelser, når man ikke sidder i en rundkreds. Nogle af de emner, der bliver talt om, er vrede og afmagt over situationen samt misundelse på andre kvinder, når de bliver gravide. Irritationen på de mænd, der ikke kan give dem et barn. Og den skam, der fører til spørgsmålene: Er jeg ikke kvinde nok? Er jeg ikke god nok? Er det min egen skyld? Kom jeg for sent i gang? Men man skal også kunne komme for bare at lytte, fortæller Susan Bisgaard Storm.

Mødregruppen er et tilbud til alle kvinder, der kæmper med at få børn, og man behøver ikke at være kristen, selvom kristendommen ifølge Susan Bisgaard Storm spiller en rolle, når det handler om at tilgive sig selv, indgyde håb for fremtiden og acceptere, at der er nogle ting, der er ude af vores kontrol. Indtil videre har kvinderne mødtes tre gange. Projektet er i sin spæde start, og der arbejdes stadig på at inddrage flere interesserede.