Prøv avisen

Ugens kirkenyheder: Udsigt til kirkestrejke, og nyt om paragraffer

Der er varslet strejke og lockout, og det sætter folkekirkens ansatte i en historisk og uvant situation. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Ugens citat:

"Hvad der mislykkedes for middelalderens romerkirke, lykkes nu for Moderniseringsstyrelsen."

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen om den varslede strejke og lockout, som minder ham om romerkirkens "interdikt"-praksis med at forbyde alle kirkelige handlinger som straf eller regulerende konsekvens.

Præst vil ikke være paragrafrytter

Overenskomstforhandlingerne er stadig i hårdknude. Fagforeningerne har varslet strejke fra 4. april, og innovationsminister Sophie Løhde (V) har svaret igen og varslet lockout fra 10. april. Det vil flere steder kunne gå ud over de kirkelige handlinger.

En sådan situation er ukendt land for folkekirken, og det har naturligvis fyldt i ugens kirkelige debat. De verdslige beslutningstagere sætter kirkens folk i en svær situation, og de opfører sig som en magtfuld pavestat, der sælger ud af arvesølvet og vores fælles ejendom, lyder den tordnende kritik fra Hjørring-provsten Thomas Reinholdt Rasmussen. Han sammenligner lockout-situationen med middelalderens interdikter, hvor klokkerne ikke ringede og begravelserne ophørte.

Nu melder spørgsmålet sig hos nogle præster: Kan man med henvisning til sit kald nægte at strejke og modsætte sig en eventuel lockout? Vil politiet slæbe ulydige præster ud af kirken? Sognepræst Christian Roar Pedersen fra Hals og Hou i Nordjylland vil ikke tage almindelige mennesker som gidsel: ”Min opgave er at tjene menigheden, ikke penge.”

Mere beroligende lyder det fra interreligiøs konsulent Mogens Mogensen. Kommer det så vidt, skal menigheden da bare selv tage over og holde kirke – i øvrigt i tråd med den lutherske lære om det almindelige præstedømme. I mellemtiden holder folkekirkens ansatte vejret i spænding.

Paragraf 223

En 30-årig tidligere frikirkepræst fra Silkeborg er nu blevet dømt efter straffelovens paragraf 223 for at have krænket en række frikirkemedlemmer seksuelt. Og straffen? Tre og et halvt års fængsel, en regning på over en halv million kroner i erstatning og en udvisning fra Danmark, da han under en USA-rejse tidligere har frasagt sig sit statsborgerskab.

“Udvisning af Danmark er nok det bedste, der kunne ske,” fortalte mor til et tidligere medlem af kirken umiddelbart efter domsafsigelsen.

Præsten selv kaldte under afhøringen i retten de seksuelle udskejelser for "en usund festkultur mellem venner." Sammen med sin forsvarsadvokat har han udbedt sig 14 dages betænkningstid i forhold til, om de skal anke dommen.

Farvel paragraf 140

Det var med tilbageholdt åndedræt at politikerne i sommers valgte at ophæve forbuddet mod blasfemi i straffeloven. Der var blevet advaret om koranafbrændinger og terrorangreb - men ni måneder senere ser det ud til, at Danmark er sluppet nådigt fra afskaffelsen.

Hvad er så ulovligt den dag i dag? Må man vise en koran-afbrænding på Facebook eller tisse på Bibelen på gaden? Avisen har spurgt en lektor i strafferet om, hvad man egentlig må og ikke må i det offentlige rum og på internettet efter blasfemiparagraffens afskaffelse.

Seneste nyt om kristen identitet

Efter i sidste uge at kunne fortælle om kristen blufærdighed i de kirkelige organisationer, er turen nu kommet til den over 100 år gamle pinsebevægelse, der vil fortælle en ny identitetshistorie. Det frikirkelige trossamfund ”Pinsekirkerne i Danmark,” som er blevet kendt for tungetale, helbredelser og karismatiske gudstjenester, vil fra nu af hedde ”Mosaik,” da det ifølge formand Dan Jacobi ”er mere neutralt og dækkende.”

Det skriver de andre:

Kunstværket “Abrahams børn” skaber debat mellem kristne, jøder og muslimer i Århus
Århus Stiftstidende

Voodoo-dukker kan hjælpe medarbejdere, der er sure på deres chefer
Videnskab.dk

I ny bog er Gud en magtfuld kvinde
Politiken.dk

Vor forståelse af begrebet islam trænger til udvidelse
Information