Ukraine har ikke én dominerende kirke, men en række forskellige kirkesamfund. I modsætning til andre europæiske lande hænger religiøs og national identitet ikke sammen.
Man skulle tro, at ukrainere først og fremmest taler ukrainsk. Men det er ikke tilfældet. Især i den østlige del af Ukraine er omgangssproget russisk, og mange ukrainere behersker kun nationalsproget i ganske lille grad. Alligevel betragter de russisktalende ukrainere sig som ukrainere.
LÆS OGSÅ: Ukraine fanget i hængedyndet
Man skulle også tro, at nationalreligionen er den ortodokse kristendom. Det var ifølge en krønike trods alt i Kiev, at fyrst Vladimir i 988 gjorde sit folk kristent. Men det er heller ikke tilfældet. For i Ukraine er der ikke den samme nationale sammenhæng mellem en bestemt kirke og nationen. Den nationale identitet ligger i stedet i det at være ukrainsk. I en europæisk sammenhæng, ikke mindst i en østeuropæisk, er dette specielt. Så hvad er det i stedet? Svaret ligger i den ukrainske historie.
Gennem historien har Ukraine været klemt mellem Polen og Rusland. Begge stater har gjort deres bedste for at underlægge sig ukrainske områder. Det har medvirket til den religiøse udvikling i Ukraine.
Ukraine har i dag en række store kirkesamfund. Dels findes Den ukrainske ortodokse kirke (Moskvapatriarkatet), som er en såkaldt autonom kirke. Det vil sige, at den ikke er selvstændig, men hører under en moderkirke. I dette tilfælde Moskvapatriarkatet. Denne kirke er mest udbredt i den østlige del af Ukraine, hvor det russiske sprog er mest almindeligt, og båndet til Rusland er tættest. Den nuværende præsident, Viktor Janukovitj, viser sin loyalitet mod Rusland ved at styrke denne kirke gennem aftaler og samarbejde.
Men en betragtelig del af befolkningen har både historisk og i dag været uenig i, at Ukraine skal være en slags russisk provins.
Efter revolutionen i 1917 medvirkede denne holdning til, at Den selvstændige ukrainske ortodokse kirke opstod. Denne kirke fik en vis udbredelse i sovjetperioden, men er aldrig blevet anerkendt af de andre ortodokse kirker.
Den manglende anerkendelse gælder også Den ukrainske ortodokse kirke (Kievpatriarkatet). Denne kirke opstod efter Sovjetunionens sammenbrud, og tilhængerne ønsker også en selvstændig ukrainsk kirke.
Problemet med begge kirker er, at ortodokse kirker skal tildeles selvstændighed af en moderkirke. Men den moskovitiske patriark, Kirill, er af den klare overbevisning, at Ukraine allerede har en national kirke og det er den, som hører under hans ledelse. Og hidtil har den økumeniske patriark Bartolomæus ikke ønsket eller turdet at gå sin kollega i bedene.
Resultatet er, at de selvstændige ukrainske kirker ikke er kanonisk anerkendt. Det får en væsentlig del af ukrainerne til at fravælge disse kirker, fordi de ikke opfattes som religiøst legitime.
I Ukraine findes også store kirkesamfund, som ikke er ortodokse.
I det østlige Ukraine er den vigtigste gruppe den ukrainske græsk-katolske kirke. Denne kirke blev dannet som følge af et historisk langvarigt pres og indflydelse fra Polen, som endte i Brest-unionen i 1596. Her anerkendtes pavens autoritet over kirkesamfundet. En autoritet, som ellers netop er et kernepunkt i stridighederne mellem den ortodokse og den katolske kirke. Til gengæld beholdt kirken sin ortodokse liturgi. Det er den græsk-katolske kirke, som er mest udbredt i den vestlige del af Ukraine. Kirken blev forsøgt likvideret flere gange, senest under Stalin i 1948, men er i dag ganske livskraftig.
Det særlige ved de ukrainske kirkesamfund er, at de alle er regionalt funderet. Natalia Gavrilova fra det ukrainske videnskabsakademi oplyser, at 93,3 procent af de religiøse samfund i det vestlige Ukraine er græsk-katolske. Men i det centrale Ukraine er det kun 3,5 procent. I det østlige Ukraine er det 1,4 procent.
Ud over de ortodokse og græsk-katolske kirkesamfund kommer en række hurtigt voksende protestantiske organisationer. Protestanter udgør i dag næsten 30 procent af de ukrainske religiøse samfund spredt ud over Ukraine.
Historisk set har det været ønsket om en selvstændig stat, der har bundet ukrainerne sammen. Det gælder også i dag. Men altså en stat, hvor indbyggerne er ukrainere, fordi de opfatter sig som netop ukrainere. Ikke fordi de tilhører en bestemt konfession.
Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab på Syddansk Universitet