Ukrainsk kirke skilles fra russisk

Det er en rød linje, der er overtrådt, siger russisk kirkeledelse. Mere politisk end teologisk problem, mener ekspert

Det er lysets sejr over mørket, lød det fra Ukraines præsident, Petro Porosjenko, da han i går udtalte sig om den ukrainske kirkes adskillelse fra den Moskva-tro kirke. Her ses han sammen med den ukrainske patriark Filaret, der er leder af den nu selvstændige ortodokse kirke i Ukraine, som bærer betegnelsen Kijev Patriarkatet. –
Det er lysets sejr over mørket, lød det fra Ukraines præsident, Petro Porosjenko, da han i går udtalte sig om den ukrainske kirkes adskillelse fra den Moskva-tro kirke. Her ses han sammen med den ukrainske patriark Filaret, der er leder af den nu selvstændige ortodokse kirke i Ukraine, som bærer betegnelsen Kijev Patriarkatet. – Foto: Mykhailo Markiv/AP/Ritzau Scanpix

Ukraines ortodokse kirke får nu status som en selvstændig kirke, hvilket bliver fejret som en historisk begivenhed i landet. I Rusland kaldes det en katastrofe, og der er vrede hos den russiske patriark.

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau blev torsdagens beslutning truffet på et møde i Istanbul af den økumeniske patriark Bartholomeus af Konstantinopel. Han regnes som åndelig leder for verdens ortodokse kirker og har sit hovedsæde i den tyrkiske storby.

”Ukraine har ventet på denne historiske beslutning i 330 år,” siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko.

”Det er en sejr, hvor det gode vinder over det onde. Hvor lyset vinder over mørket,” lyder det også fra præsidenten, som i torsdags holdt en tv-transmitteret tale om den nye udvikling i landet.

Rusland havde advaret mod, at den ukrainske kirke får tilladelse til at bryde med Ruslands magtfulde ortodokse kirke, der ledes af patriarken Kirill. Den russiske patriark rejste tidligere i år til Istanbul i et forsøg på at overtale patriarkatet til at afstå fra beslutningen.

Istanbul fik sit nuværende navn efter den osmanniske erobring af Konstantinopel i 1453. Byen var endnu tidligere hovedstad i Det Byzantinske Rige.

Den nye situation vil uundgåeligt komme til at spille en rolle ved Ukraines præsidentvalg i marts næste år, da præsident Porosjenko har gjort uafhængighed af Ruslands ortodokse kirke til en at af sine mærkesager i kampen for at blive genvalgt, skriver Ritzau.

I Moskva siger en talsmand for den russiske patriark i en tv-transmitteret kommentar, at ”patriarkatet i Konstantinopel har overskredet en rød linje”.

Moskvas patriarkat har massiv opbakning i Kreml. Den russiske kirke argumenterer for, at den teknisk set har stået for tilsynet af de fleste menigheder i Ukraine, og den har advaret mod at skabe splittelse mellem verdens ortodokse kirker.

Men det handler også om politik. Det siger lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier Annika Hvithamar, der forsker i den ortodokse kirke i Rusland.

”Det her gør ikke forholdet mellem Ukraine og Rusland bedre. Patriark Bartholomeus’ beslutning kommer til at skærpe konflikten og retorikken, som vi også allerede har set. Men det forbliver en konflikt mellem Ukraine og Rusland. De ortodokse kirker, som støtter Konstantinopel, er minoritetskirker uden en stat i ryggen, så de er for små til, at det bliver en politisk krise for andre end Ukraine og Rusland. Det er ikke en verdslig problematik, men en kirkelig krise,” siger hun.

Men selvom konflikten ifølge Annika Hvithamar ikke kommer til at involvere andre end de to lande, bliver konsekvenserne til at mærke i de ortodokse samfund, siger hun.

”Først og fremmest udpensler det her en konflikt i det ortodokse samfund, som har været længerevarende og handler om magtforholdet mellem Moskva og Konstantinopel. Moskva er klart den mest magtfulde og den største, så det her opfattes som en provokation fra Konstantinopel, som kommer til at møde en reaktion fra Moskva, der allerede har raslet med sablerne. Det får også reel betydning for Moskva-patriarkatet. De mister territorium i Ukraine. Både åndeligt og fysisk. For et er spørgsmålet om sjæle, noget andet er, at det også kommer til at handle om ejendom. Når kirken i Ukraine er selvstændig, hvem tilhører kirkerne så? Hvem skal betale for dem? Samtidig kommer Ukraine også til at stå i gæld til patriarkatet i Konstantinopel. Ligesom det internt i Ukraine kan betyde konflikt, fordi der er flere ortodokse kirker i landet, der har forskellige syn på sagen.”

Alligevel tvivler Annika Hvithamar på, at konflikten eskalerer, så de to magtfulde ortodokse kirker i fremtiden ikke kan mødes.

”Jeg tvivler på, at de to kirker ender med at bryde forholdet og nadverfællesskabet. Det ville være vildt. Mon ikke det ender med, at de kan være i samme rum igen. De ortodokse patriarkater har haft et fællesskab så længe, der har eksisteret kristne kirker. Det ville være historisk, hvis de brød kontakten, og det her er trods alt primært en territorial konflikt, ikke en teologisk.