Ukrudtet vokser også i tilværelsens hvedemark

41-årige Johnny Toftkær var narkoman og har kæmpet for at udrydde de ukrudtsvækster, som truede med at ødelægge hans liv og det, som skulle være hans gode hvedemark. I dag er han stoffri, har arbejde på et stort landbrug, familie med kone og to børn og en uddannelse som økologisk landmand

41-årige Johnny Toftkær, der efter års kamp med stoffer, driver i dag et økologisk landbrug
41-årige Johnny Toftkær, der efter års kamp med stoffer, driver i dag et økologisk landbrug. Foto: Bax Lindhardt.

Johnny Toftkærs liv har været en lang og sej kamp for at få bugt med det ukrudt, som truede med at kvæle alt det sunde i ham som menneske. Gentagne forsøg på at komme ud af et stadig mere omfattende narkomisbrug endte den ene gang efter den anden i tilbagefald, for når man har været narkoman i mange år, er der kun de gamle venner derude, og de venter med stofferne.

Men Johnny Toftkær kom omkring et af de professionelle behandlingscentre for narkomaner, som også vedkender sig en kristen holdning som en del af arbejdsgrundlaget, og i to omgange gik han til sidst ud ad døren til behandlingsstedet Shalom i Randers uden at vende tilbage.

I dag har 41-årige Johnny Toftkær arbejde som landbrugsassistent på en stor gård i Sønderjylland med 800 søer, og om sommeren bølger kornet ude på markerne. Han er gift med Randi, og sammen har de Elias på tre år og Johanne på seks år. Ved Kalvø ligger hans båd, som han indimellem tager på en rask kapsejlads, som altid har været hans store fritidsinteresse.

Johnny Toftkær kan sagtens genkende sit liv som den hvedemark, søndagens tekst handler om. Alt for ofte har han været vidne til, at det skadelige ukrudt fyldte hans liv.

På et tidspunkt var det et spørgsmål om liv eller død i hans liv, og egentlig hældte han mest til den sidste udgang. Derfor blev mødet med den mand, som i teksten tilsåede marken med den gode sæd, et vendepunkt, som Johnny Toftkær ikke undlader at betragte som sit livs redning.

"Jeg er vokset op i Odense med den indstilling, at Gud ikke eksisterer," siger Johnny Toftkær, som på et senere tidspunkt i sit liv var nået så langt som til at acceptere, at han ville komme til at dø som narkoman.

Men han kan faktisk sætte dato på, hvornår det hele begyndte at gå anderledes. Under et ophold i 1997 på behandlingscentret Shalom blev han inviteret med til et vækkelsesmøde i Aarhus, og så begyndte han at se anderledes på Bibelen.

"Opholdet på Shalom blev mit livs redning. Indtil da havde jeg ikke åbnet en bibel. Jeg læste, men tog bare det hele som nogle røverhistorier, ikke som noget, man kunne betragte som fakta. Jeg betragtede beretningerne som noveller, som egentlig var spændende nok at læse. Ordene begyndte stille og roligt at komme ind under huden, også i takt med, at jeg havde nogle samtaler med lederen af Shalom om bibelteksterne. Jeg begyndte at opleve Bibelens beretninger som noget, der virkelig var sket. Jeg snakkede også med de andre beboere, blandt andet en gammel rocker, og sammen med ham besluttede jeg, at jeg gerne ville give mit liv til Jesus," siger Johnny Toftkær.

Hans liv begyndte nu at ændre sig, selvom han stadig brugte stoffer ved forskellige lejligheder. Men noget var sket, og under et fængselsophold begyndte han selv at åbne Bibelen. Han var blevet færdig med en uddannelse som økologisk landmand, og langsomt modnedes beslutningen om at holde sig helt væk fra de gamle venner og begynde på en frisk. Under uddannelsen på Den økologiske Landbrugsskole i Åbybro havde Johnny Toftkær mødt sin kommende kone.

I 2001 rejste de langt væk fra Odense til den lille sønderjyske by, hvor de i dag begge arbejder i landbruget og kommer i folkekirken i Aabenraa.

Som økologisk landmand betragter Johnny Toftkær nu sit liv også som et "såbed", der skal holdes fri for det ukrudt, som hele tiden vokser sig truende op over de sunde afgrøder.

"Som økologisk landmand bruger man ikke gift til at slå ukrudtet ihjel, og det var et af de dyrkningsprincipper, som tiltalte mig. I stedet brænder man ukrudtet af ligesom i lignelsen fra Bibelen. Forskellen er bare, at man her på jorden brænder det spirende ukrudt, inden det når at få fat, så det ikke kan følge med og true afgrøderne," siger Johnny Toftkær.

"Søndagens tekst siger mig, at man skal ordne sit liv som et såbed, som man passer og plejer og holder fri for ukrudt. Med hensyn til mit eget liv så voksede jeg sådan set op med et godt såbed. Men jeg flyttede hjemmefra og kom til at møde nogle andre unge, som ikke havde en særlig god indflydelse på mig. Jeg fik en masse dårlige frø ind, som begyndte at spire og vokse ret kraftigt. Selvom jeg fik luget ukrudtet ud, så dukker det stadig op så mange år efter. Men i dag kan jeg holde det nede. Jeg kan stadig huske dengang, når det var svært, så kunne det være lige meget med det hele. Den håbløshed spirer op i mig en gang imellem. Så er det med at tænke positivt og måske bede sammen med min kone. Det handler det om resten af livet. Jeg forsøger at holde min hvedemark ren og fri fra ukrudt, men i virkeligheden er det kun Jesus, som kan gøre det," siger Johnny Toftkær."

Men selvom Johnny Toftkærs liv ikke har været et af de nemme, så er der alligevel noget, der kan bruges.

"Nu har jeg fået et ansvar med at være far over for mine børn, ligesom Gud har været far over for mig. Der er noget at leve op til. Men jeg har fået en masse erfaring fra mit tidligere liv, som jeg kan bruge til noget i dag. Det har givet mig en vis styrke på den måde at have levet på gaden," siger Johnny Toftkær, som i dag giver sine dyrekøbte erfaringer videre gennem foredrag for unge, og som sammen med andre tidligere narkomaner og Kolding Kommune har etableret udslusningsprojektet for afvænnede narkomaner "De Frie Fugle".

vincents@k.dk