Er der en sammenhæng mellem reformation og demokrati? Litteraten Frederik Stjernfelt er opsat på i sin netop udkomne bog ”Syv myter om Martin Luther” at aflive en række myter om Martin Luther. I et ganske kort afslutningskapitel nævner han dog, at der er ganske få gavnlige effekter af Luther på langt sigt, en af dem er hans ”insisteren på at oversætte Bibelen, prædike på folkesproget og forbedre folks læsefærdighed”. En britisk rapport fra 2015 påpegede ligefrem, at kristendommens største bidrag til demokratiet er, at Bibelen blev oversat til folkesprog. Her spiller Luther en stor rolle og i en engelsk sammenhæng William Tyndale, der oversatte Bibelen til engelsk.
Men kan man dokumentere, at der er en særlig sammenhæng mellem protestantisme og demokrati? Eller er det bare endnu en myte om Reformationen? Det skal man omkring Den Tredje Verden for at få besvaret.
En af dem, der har beskæftiget sig indgående med sammenhængen mellem protestantisme og demokrati, er den amerikanske sociolog Robert D. Woodberry. Han skrev i 2012 en artikel i det anerkendte tidsskrift American Political Science Review med titlen ”The Missionary Roots of Liberal Democracy” (På dansk: Det liberale demokratis missionale rødder). Her påviser han på basis af grundig research og et enormt historisk og statistisk materiale, hvordan protestantiske missionærer har haft en katalysatorrolle for demokratiudvikling rundtom i verden.
Protestanternes ønske om, at lægfolk skulle kunne læse Bibelen på deres eget sprog, fik dem til også i missionsmarken at satse på oversættelse, alfabetisering og læsning – og vel at mærke for alle og ikke kun for en politisk eller religiøs elite. Woodberry påpeger, at de protestantiske missionærer som en konsekvens heraf også kom til at stimulere forlags- og trykkeridrift, etableringen af aviser og i øvrigt også fik en rolle som organisatorer i civilsamfundet. Alt sammen noget, der skabte forudsætningerne for en offentlighed og for stabile demokratier.
I Vesteuropa var det protestantiske lande, der først blev demokratier, og det samme er tilfældet i tidligere kolonier, der var præget af protestantisk mission. Vel at mærke missionærer fra protestantiske vækkelsesbevægelser, der ikke var kontrolleret af staten, men tværtimod ofte kom til kolonierne med en forhistorie om myndigheds- og statskirketvang. Disse missionærer blev i kolonierne fortalere for religionsfrihed og ikke sjældent kritikere af vold og misbrug i kolonisystemet. Det er markant, at denne sammenhæng ikke findes i kolonier præget af katolske missionærer, der oftest var tæt kontrolleret af kolonimagten, ligesom i øvrigt også for eksempel protestantiske missionærer fra Holland var kontrolleret af kolonimagten, og derfor heller ikke fungerede som ”demokratiagenter”.
Så sammenhængen mellem protestantisme og demokrati er der. Det gælder i Europa – tænk på pietismens uddannelsesprogram, og tænk på Grundtvig og 1800-tallets vækkelsesbevægelser, der betød, at demokrati i Danmark ikke kun blev en sag for den oplyste elite. Og det gælder ude i verden, hvor missionærerne fra de protestantiske vækkelsesbevægelser ifølge Woodberry uden sammenligning er den ene, mest udslagsgivende faktor for udvikling af stabile demokratier overhovedet. Og her er han gået grundigt til værks i sin dokumentation og korrigerer for klima, tilgængelighed, ressourcer og så videre, så han finder sammenhænge og ikke tilfældige korrelationer.
Woodberrys artikel bygger på årelang forskning finansieret af blandt andet Templeton Foundation. Da han som ung sociolog fik færten af sammenhængen mellem mission og demokrati, advarede hans vejleder ham om, at det kunne være karriereødelæggende at gå så meget mod hovedtendensen i demokratiforskningen, der har en tendens til at ignorere eller overse religionens rolle i demokratiudviklingen og fokusere på forhold som sekularisering, urbanisering og oplysning. Han valgte dog at fortsætte, og artiklen fra 2012 vandt flere priser – blandt andet den anerkendte Luebbert Award for bedste artikel inden for komparativ politik.
Woodberrys studie dækker perioden frem til 1965, og det er så også et memento om, at der ikke er grund til protestantisk selvfedme. Det religiøse landskab skifter, og for eksempel har den katolske kirke efter Andet Vatikankoncil i 1960’erne ifølge Woodberry været demokratifremmende flere steder, mens det samme næppe kan siges om den fremstormende protestantiske pinsevækkelse, hvor den ellers ret robuste relation mellem protestantisme og uddannelse ikke er iøjnefaldende.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.