Prøv avisen

Ungdomsoprøret ændrede kirken på både venstre- og højrefløjen

Kirkernes Verdensråds generalforsamling i den svenske by Uppsala i 1968 blev en skelsættende begivenhed for kirken, mener tidligere biskop Karsten Nissen. Han oplevede, at ungdomsoprøret gav kirken en international og social interesse, der især var tydelig i Uppsala. På billedet demonstreres der mod racisme og for fred i domkirken i forbindelse med generalforsamlingen. – Foto: Ragnhild Haarstad/SvD/TT/Ritzau Scanpix

Kirken fik et mere socialt og internationalt blik på grund af strømningerne i 1968, siger kirkelige iagttagere. Oprøret skabte en ny slags liberale præster, og som modreaktion opstod flere konservative institutioner, lyder det

Det bekom ikke alle lige vel, at en aarhusiansk kirke havde fået afrikansk hjælpepræst i 1960’erne. For eksempel var der udtalt skepsis hos pastor Johs. Birkedal Nielsen, der også var formand for Kirkeligt Samfund ifølge Kristeligt Dagblads referat fra foreningens årsmøde i oktober 1966.

”Måske kan ansættelsen af en afrikansk præst her lære os, at Gud ikke spiller på sorte tangenter i Danmark,” lød det fra den fremtrædende grundtvigianer.

Den bemærkning var ikke populær, kan man se på flere reaktioner i Kristeligt Dagblads arkiv. En kirkeligt interesseret gymnasieelev skrev for eksempel:

”Jeg gad godt vide, hvad der giver pastor Birkedal Nielsen mandat til kritisk at udtale sig om Guds arbejdsmetoder i Aarhus i særdeleshed og Danmark i almindelighed. Jeg gad vide, hvorfra pastoren ved, at der findes en speciel dansk kristendom, som ikke kan begribes af andre, og som følgelig ikke kan forkyndes af andre.”

På mange måder viser udtalelsen fra den pensionsmodne præst og reaktionen fra den unge gymnasieelev, hvor kirken stod før det skelsættende år i 1968, og hvor den blev ført hen efterfølgende. Det siger sognepræst Kaj Bollmann, der studerede teologi på Aarhus Universitet i 1970’erne. Han mener nemlig, at ungdomsoprørets største påvirkning på den danske folkekirke var, at den i højere grad fik blik for det internationale.

”Præstens udtalelse var udtryk for en utrolig provinsialisme, der stadig prægede kirken. Langt hen ad vejen sad den stadig fast i en kultur, der pegede bagud. Derfor var det tiltrængt med et temmelig kraftigt ungdomsoprør, der fik revet op i det etablerede,” siger han.

Det skete ifølge sognepræsten gennem flere initiativer. Ikke mindst det daværende Kirkernes Raceprogram, der blev etableret i 1969 og var en kirkelig indsats mod racisme. Folkekirkens Nødhjælp nåede ud i bredere kredse, og Økumenisk Center i Aarhus blev stort.

”Samtidig kom der en helt ny type teologistuderende, der var præget af tendenser udefra. Ikke mindst af befrielsesteologien fra Latinamerika,” siger Kaj Bollmann med henvisning til strømningen, der ville forene teologi og social aktivisme.

Karsten Nissen, der er tidligere biskop over Viborg Stift, er enig. Han studerede teologi på Aarhus Universitet, da studenteroprøret brød ud. Og selvom han var mindre involveret i det studenterpolitiske end Kaj Bollmann, var han enig i oprørets sigte. Og i at ungdomsoprøret i høj grad førte positive kirkelige tiltag med sig – ikke mindst på grund af Kirkernes Verdensråds generalforsamling i 1968 i Uppsala.

”Den blev en socialpolitisk øjenåbner for kirken, fordi især Den Tredje Verden var i fokus. Det var en højspændt tid. Martin Luther King skulle have prædiket ved åbningsgudstjenesten, men blev myrdet få måneder forinden. Der var protester mod Vietnamkrigen i spisesalen, og på generalforsamlingen vendte de apartheid-spørgsmålet. Det blev skelsættende for det mellemkirkelige arbejde fremover,” siger han.

Flemming Kofod-Svendsen, ph.d. og tidligere minister, skrev sit speciale i 1968. Han var ikke en del af ungdomsoprøret på Københavns Universitet, men fulgte det tæt. Ikke mindst de kirkelige reaktioner på ungdommens opstand, der både kom til udtryk på venstre- og højrefløjen.

”Før studenteroprøret var der på de teologiske fakulteter professorer som P.G. Lindhardt og Svend Holm-Nielsen, der slet ikke så nogen sammenhæng eller forbindelse mellem det teologiske studium og det efterfølgende arbejde som præst i en folkekirkelig menighed med prædikenarbejde, bibelkreds, søndagsskolearbejde, kirkeligt ungdomsarbejde med mere. Jeg tror, at studenteroprøret gav os lidt mod til at reagere på den situation ved at slutte op om Kristeligt Forbund for Studerendes bibelstudiearbejde og Bibellæserringens bibelpjecer til at læse Bibelen som en opbyggelsesbog og ikke blot som hos de teologiske professorer som en bog, der skulle dissekeres for at finde forskellige kildetraditioner og fejl og modsætninger,” siger Flemming Kofod-Svendsen, som også nævner oprettelsen af Menighedsfakultetet i Aarhus i 1967 som et oprør mod linjen på de teologiske fakulteter.

Ifølge samfundsforsker Michael Böss var det især præsterollen, der kom under forandring på grund af strømningerne i forbindelse med studenteroprøret. I 1968 gik han på gymnasiet i Esbjerg. Han var aktiv i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, og hans far var præst.

”Det var jo en tid, hvor autoriteter stod for skud og dermed også præster. Min far var en liberal præst og var derfor ikke så mærket af det, men andre præster i byen blev stadig betragtet som autoriteter før 1968. Det ændrede sig, og siden 1968 har folkekirkepræsten fået en helt anden rolle,” siger Michael Böss.

I gymnasiastbevægelsen kunne han allerede dengang se, hvordan præsterollen blev ændret.

”Det var teologistuderende, der ledte foreningen. Man fik indtrykket af en helt ny slags vordende præster, der skulle præge folkekirken de næste 50 år. De var intellektuelt åbne, venstreorienterede liberale typer, som var inspireret af ungdomsoprøret. De kunne godt lave sjov med både troen og deres embede. Præstefiguren havde mistet sin autoritet,” siger Michael Böss.