Op gennem 1950erne og 1960erne samlede Unge Hjem mellem 200.000 og 300.000 medlemmer til møder og aktiviteter over hele landet og markerede sig dermed som en af efterkrigstidens største folkekirkelige bevægelser.
Det var dengang. Nu har Unge Hjem nedlagt sig selv som landsbevægelse.
Unge Hjem har sejret sig ihjel, for alt det, bevægelsen stod for, er for længst blevet del af folkekirkens sognearbejde, og Unge Hjem har ikke selv formået at definere nye arbejdsopgaver. Man har mistet sin identitet. Den er forsvundet op i den almindelige folkekirkelighed, siger lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg.
Efter nedlæggelsen fortsætter enkelte lokalkredse for egen kraft blandt andet i Sunds, Vamdrup og Kjellerup. Det samme gør Unge Hjems Efterskole, men nu under navnet Aarhus Efterskole. Tidligere havde Unge Hjem også en højskole i Skåde Bakker ved Aarhus, men den lukkede i 1987.
Unge Hjem-bevægelsen opstod som reaktion mod den ufrihed og undertrykkelse af åndsfriheden, der i 1930erne prægede de totalitære systemer i Tyskland og andre diktatoriske lande i Europa. Det mener Bent Ole Bærenholdt, forstander for Aarhus Efterskole.
Unge Hjem begyndte sine aktiviteter i Esbjerg i 1939 og fik for alvor vind i sejlene efter krigen, hvor alle kunne se nødvendigheden af fortsat at kæmpe for at bevare demokratiet og åndsfriheden. Nu vidste man, at friheden til at tro og tænke ikke er en selvfølgelighed.
Unge Hjem har altid været solidt forankret i folkekirken, samtidig med at der var højt til loftet og vidt til væggene. Et frit mødested, hvor alle kunne komme til orde.
Selvom der var tale om en landsbevægelse, blev Unge Hjems arbejde båret af de lokale kræfter i sognene frem for af en central styring. Ganske vist holdt man store årsmøder på Nyborg Strand, men ellers blev arbejdet grebet an på vidt forskellige måder i kredsene. Emnerne, der her blev taget op, strakte sig fra samlivsproblemer og børneopdragelse til kultur og politik.
Stifteren af Unge Hjem, Hans Munch, var indremissionær i Esbjerg, men bevægelsen fik et folkeligt præg, som lå langt fra opbyggelige møder i missionshuset, og kom dermed på afgørende vis til at yde sit bidrag til den folkekirke, vi kender i dag, påpeger lektor Peter Lodberg.
Man ønskede en mere kulturåben kristendomsforståelse, der henvendte sig til den ungdom, som voksede frem i byerne, og som var indstillet på et positivt forhold til tidens kulturelle, politiske og sociale spørgsmål.
Unge Hjem inviterede jo forfattere, som man aldrig ville invitere til Indre Missions møder, og man havde kontakt med politikere og var i det hele taget meget mere optaget af, hvordan kirke, kristendom og teologi kunne hænge sammen med det moderne samfund, der voksede frem efter landbrugssamfundet og efter Anden Verdenskrigs afslutning.
At Unge Hjem nu har nedlagt sig selv, vil ikke få nogen større betydning, eftersom arbejdet er gledet ind som en del af det almindelige lokale sognearbejde, mener Peter Lodberg.
Tilgangen til hele dette arbejde er i høj grad præget af Unge Hjems selvforståelse, hvor man lagde vægt på at tage emner op, som aktualiserer kristendommens betydning i dag. Her har Unge Hjem haft en enorm betydning for udviklingen af den folkekirke, vi kender i dag, med nye arbejdsformer og en optagethed og en kulturåbenhed, som folkekirken stadigvæk lever højt på, siger Peter Lodberg.
At Unge Hjem i en vis forstand har sejret sig ihjel, fordi folkekirken har indoptaget bevægelsens arbejdsformer, er langtfra enestående. Tværtimod er det netop en tendens, der præger tiden. Peter Lodberg siger:
Folkekirken bliver bredere og bredere, fordi man indoptager bevægelser og arbejdsformer. Der er jo stort set ikke noget, folkekirken ikke kan lægge hus til i øjeblikket.
Et af de nyeste eksempler er missionsarbejdet, hvor det, der tidligere hed Folkekirkens Mission, nu er lagt ind under Folkekirkens mellemkirkelige Råd. På samme måde med det økumeniske arbejde, og netop i disse år diskuteres det, om pilgrimsvandringer og den nye spiritualitet har hjemstedsret i folkekirken.
Forklaringen på, at folkekirken breder sig over flere og flere områder, skal findes i, at kirken i dag udfordres til at være bærer af det kirkelige arbejde på en helt anden måde end tidligere. Det betyder dog ikke, at de kirkelige organisationer vil forsvinde, mener Peter Lodberg.Jeg er overbevist om, at der til stadighed vil komme nye organisationer, og det er også nødvendigt, hvis folkekirken skal holdes i live, at nogle bryder ud i protest og kommer med nytænkning og nye bud på, hvordan arbejdet skal foregå. Det interessante i den sammenhæng, som vi oplever det i øjeblikket, er så, at de, der lige nu protesterer, laver deres egne frimenigheder, i modsætning til tidligere fornyelsesbevægelser, som er blevet inden for den folkekirkelige ramme. Hvad det vil få af betydning, er endnu for tidligt at sige, siger Peter Lodberg.