Unge udfordrer kirken med nye gudstjenester

Omkring 120 unge danskere har meldt sig som frivillige til at lave et særligt projekt for den lokale sognekirke

Flere unge danske kirkegængere vælger at blive kirkepiloter for at lave gudstjenester eller kirkelige arrangementer, som kan interessere andre unge. På billedet er kirkepiloter på kursus i Brorsons Kirke sidste år. –
Flere unge danske kirkegængere vælger at blive kirkepiloter for at lave gudstjenester eller kirkelige arrangementer, som kan interessere andre unge. På billedet er kirkepiloter på kursus i Brorsons Kirke sidste år. –. Foto: Julie Fischer-Nielsen.

I løbet af de seneste år har hen ved 120 af landets sognekirker haft besøg af unge kirkepiloter mellem 16 og 25 år, som kommer med et forslag til en ny gudstjeneste eller arrangement, som skal få andre unge til at interessere sig for kirken. Projekt Kirkepiloter er opfundet af Samtaleforum Unge og Kirke, som for 10 år siden blev nedsat af landets biskopper.

I dag er samtaleforummet gået sammen med Brorsons Kirke i København om projektet. Over et weekendkursus får de inspiration fra en række alternative gudstjenester og nye måder at være kirke på. De laver også deres egen gudstjeneste, som de tager med hjem og præsenterer for præsten og menighedsrådet.

Mange af kirkepiloterne lærer hurtigt, at det ikke behøver ikke at være, som det plejer i gudstjenesten, siger Mette Frid Darré, der er sekretær for ordningen med kirkepiloterne.

Sidste gang vi havde 19 unge samlet til kursus, inden de skulle sendes ud med deres egne projekter, var de meget optagede af at kunne sætte deres eget præg på en gudstjeneste og var faktisk lidt overraskede over, hvad der egentlig kan lade sig gøre i en almindelig sognekirke, siger Mette Frid Darré.

Rockgudstjeneste, Taizé-andagt, café-arrangementer er nogle af de projekter, de unge kaster sig over og tager med til deres kirker. Formen for natkirken, hvor der ikke skal følges en fast køreplan, men hvor man bevæger sig frit rundt og bruger levende lys som en trosmæssig manifestation i stedet for de sædvanlige kendte elementer fra gudstjenesten, tiltaler mange.

Mange af de unge, som vælger at blive kirkepiloter, har i forvejen gjort sig en del overvejelser over deres kristne tro. Inden de sendes ud på de individuelle projekter, lærer de for eksempel også noget om, at det er helt i orden at være ung og være, som man er, og at både tvivlen og troen er vilkår som kristen i dag, siger Mette Frid Darré.

Når den enkelte kirkepilot har holdt sit projekt sammen med menighedsrådet, præsten eller den kirkelige forening, skulle det gerne have skabt grobund for, at andre unge fremover vil komme til lignende arrangementer i kirken.

Vi oplever en positiv inter-esse fra menighedsråd og præster, som gerne vil sende nogle af sognets unge på kursus hos os, så de kan forberede et projekt. Mange menighedsråd er simpelthen interesserede i at få flere unge i kirke, for de er jo fremtidens kirkegængere, siger Mette Frid Darré, som oplyser, at der er kursus for nye kirkepiloter til efteråret.

vincents@k.dk