Unikt kirkeinventar er gået tabt i kirkebrand i Horsens

Fagfolk har nu inspiceret skaderne fra branden i Vor Frelsers Kirke i Horsens. Ødelæggelserne er værre end ventet, siger ekspert

 Vor Frelsers Kirke i Horsens var i sidste uge udsat for brandstiftelse, og nu er dørene slået op for arkitektfirma og Nationalmuseet, som er i gang med at vurdere, hvor alvorlige skaderne er. Her ses brændte dele tæt ved prædikestolen. –
Vor Frelsers Kirke i Horsens var i sidste uge udsat for brandstiftelse, og nu er dørene slået op for arkitektfirma og Nationalmuseet, som er i gang med at vurdere, hvor alvorlige skaderne er. Her ses brændte dele tæt ved prædikestolen. – . Foto: Lars Aarø / Fokus.

Arkitekt Mogens Svenning var godt klar over, at branden i Vor Frelsers Kirke i Horsens i sidste uge havde været voldsom. Alligevel kom det bag på ham, hvor medtaget kirken var af branden, da han i denne uge fik anledning til at besigtige skaderne.

Kirken har været spærret af siden branden onsdag den 22. august på grund af politi-efterforskning. Men nu er afspærringen ophævet, og menighedsråd, kirkens arkitektfirma og Nationalmuseet er de seneste dage begyndt at gøre skaderne op.

”Jeg må indrømme, at ødelæggelserne er værre, end jeg havde regnet med. Det er så godt som hver eneste mursten og gulvplanke, der skal renses eller repareres,” siger Mogens Svenning, der som restaureringsarkitekt hos Linjen Arkitekter har ledet et større renoveringsarbejde i kirken, som sluttede for halvandet år siden.

Politiet anholdt efter branden en psykisk syg mand for ildspåsættelse. Han skulle angiveligt have sat ild til kirkens gamle prædikestol med en lighter. Og netop prædikestolen er det største tab ved branden, forklarer Mogens Svenning.

”Den er næsten helt udbrændt. Nu skal National-museets konservatorer undersøge resterne og vurdere, om noget kan bevares, eller om der skal bygges en helt ny. Men den bliver aldrig, som den var før,” siger han.

Mogens Svenning forklarer, at prædikestolen, der stammer fra 1600-tallet, blev anset for at være noget af Nordeuropas fineste billedskærerkunst. Den blev lavet i 1670 på et snedkerværksted i Kolind og var i egetræ med enkelte dele af eksotiske træsorter, blandt andet ibenholt.

Derudover har kirkens orgel lidt omfattende skade. Orglet var ellers lige blevet udbygget i forbindelse med renoveringen og var det største i byen og blev jævnligt brugt til koncerter. Under branden er de yderste piber smeltet, og det er stadig uvist, hvor meget inde i orglet der er beskadiget.

Branden i kirken har været så omfattende, at flere ruder er sprængt, og der er smeltet hul på radiatorerne.

Alligevel er det følgeskaderne af branden med sod og vand, der er de mest omfattende, forklarer arkitekten.

”Der er sod overalt i kirken, og det bliver et stort arbejde at få renset det hele. Alle bænkene og al historisk inventar skal ud af kirken og på værksted. Orglet skal tages ned og renses, og de smeltede piber skal udskiftes. Heldigvis ser det dog ud til, at selve kirkens konstruktion med mure og hvælvinger er intakt,” siger han.

De har stadig ikke et fuldt overblik over skaderne eller over den arbejdsproces, der nu skal sættes i gang. Men ifølge arkitekten ser det umiddelbart ud til, at arbejdet bliver større end det 10 millioner kroner store renoveringsprojekt, der sluttede for halvandet år siden.

”Vi har et mål om, at kirken kan bruges igen til forårets konfirmationer. Men det bliver næppe med et færdigt orgel eller prædikestol. Der går nok et par år mere, inden alt er klart,” siger han.