Unikt kirkemøde har storpolitiske undertoner

Der er mere end teologi og kirkeforsoning på spil ved det historiske møde i dag mellem den katolske pave og den russisk-ortodokse patriark

Det er kun anden gang, at kirkeledere fra de to kirkeretninger mødes, siden øst- og vestkristne blev splittet i år 1054.
Det er kun anden gang, at kirkeledere fra de to kirkeretninger mødes, siden øst- og vestkristne blev splittet i år 1054. Foto: Scanpix.

Officielt er det kristenforfølgelser i Mellemøsten, der er på dagsordenen, når lederen af den katolske kirke, pave Frans, og den russiske-ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, i dag bryder 1000 års kold luft og mødes i Cubas hovedstad, Havana.

Men der er også en klar storpolitisk bagtanke med det historiske kirkemøde. For et møde af denne kaliber ville aldrig finde sted, uden at det var en del af den russiske præsident Vladimir Putins plan, siger Alexander Baunov, senioranalytiker ved tænketanken Carnegie i Moskva:

”I Rusland sker der ikke noget vigtigt, uden at Putin er inddraget. Når et så historisk møde finder sted, er det umuligt at forestille sig, at Putin ikke blot har accepteret det, men også meget aktivt selv har skubbet på for at få det i stand.”

Det er kun anden gang, at kirkeledere fra de to kirkeretninger mødes, siden øst- og vestkristne blev splittet i år 1054. Alexander Baunov forklarer, at den katolske kirke længe har været klar til sådan et møde, men at den russiske kirke har været tilbageholdende.

De senere år har Putin og den russiske kirke nærmet sig hinanden, og det har været med til at bane vejen for mødet. Havde det kun stået til kirken, var mødet næppe kommet i stand:

”Intet har ændret sig ved alle de forbehold, den russiske kirke har haft for sådan et møde. Men for Putin er det en oplagt måde til at finde sprækker i Vestens isolation af Rusland på. Det handler om at vise, at det såkaldte internationale samfund og Vesten i særdeleshed ikke står som én samlet enhed, der vil isolere Rusland. Der er også 'det gode Vesten', der støtter Rusland,” siger Alexander Baunov.

Og det giver god mening at betragte det kirkelige topmøde som mere end et spørgsmål om religion. For kirken er også en vægtig spiller på den internationale politiske scene, siger Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.

”Kirken fungerer som en selvstændig og ofte indflydelsesrig aktør i international politik. Her udøver den en slags moralsk magt, hvor gennemslagskraften består i, at den kan få folk til at lytte,” siger han.

Ole Wæver understreger dog, at der er stor forskel på den russisk-ortodokse og den katolske kirke, når det handler om gennemslagskraft på den internationale politiske scene. Mens den katolske kirke er en selvstændig aktør, der handler på egne vegne i verdenspolitikken, er den russisk-ortodokse kirke mere afhængig af de lokale politiske forhold.

Den katolske kirke har igennem historien ofte stået som en afgørende mægler i krige og konflikter. Og det vil ikke være første gang, hvis det lykkedes kirken at løse en konflikt mellem øst- og vest:

”Man kan ikke skrive historien om kommunismens endeligt og Murens fald uden at have den katolske kirkes rolle med,” siger Ole Wæver.

Alligevel er situationen i dag ikke den samme som under den kolde krig, understreger han:

”Forholdet mellem Rusland og Vesten er i dag meget modsætningsfyldt. Vi har brug for hinanden til nogle ting og er uenige om andet. Det er en zigzag-kurs snarere end et total fastfrosset forhold som tidligere. Her er kirkemødet en brik i puslespillet til at understrege, at vi trods alt har noget tilfælles, og at vi deler samme historie.”