Frank Leary var 13 år, da hans lokale katolske præst i Boston, fader John Geoghan, en lummer augustdag i 1974 tilbød ham et glas limonade og insisterede på, at drengen fulgte med op til hans private gemakker for at se hans frimærkesamling.
"Han rørte ved mig, begramsede mig. Jeg stivnede. Jeg vidste ikke, hvad i helvede der foregik," forklarede Frank Leary mange år senere til avisen Boston Globe.
Men John Geoghans overordnede vidste godt, hvad der foregik. De havde modtaget utallige klager over præstens seksuelle overgreb – befamlinger, oralsex, voldtægter – på unge drenge. De indskrev ham på behandlingscentre, hvor han tre gange blev diagnosticeret som klinisk pædofil. Og alligevel sendte de ham gang på gang videre til nye sogne, hvor han havde nem adgang til mindreårige.
Da John Geoghan i 2002 blev idømt 10 års fængsel, stod han anklaget for at have begået overgreb på mindst 150 børn siden 1960?erne, og han blev en nøglefigur i den overordentlig omfattende katolske sexmisbrugsskandale, der begyndte i Boston og hastigt spredte sig til bispedømmer i det øvrige USA. Ikke alene omfanget af John Geoghans seksuelle rovdrift, men også hans overordnedes vilje til at lukke øjnene og blot anvise ham nye sogn eksemplificerede selve krisens støbekerne.
I dag, ni år efter at Bostons Globes tilbundsgående dækning af retssager mod Geoghan og fire andre katolske præster for alvor kastede emnet ud i det nationale søgelys og ansporede ofre fra mange andre dele af landet til at træde frem, tæller anklagelisten flere end 5000 katolske præster i USA fra 1950'erne og frem. Cirka 13.000 ofre har anmeldt overgreb. Og de reelle tal er formentlig langt højere.
Mens katolske kirker i en række europæiske lande nu rammes af lignende vidt forgrenede sexmisbrugsskandaler, har kirken i USA ifølge amerikanske eksperter lært af sine erfaringer og gennemført en kulturændring, som kirkerne på den anden side af Atlanten endnu har til gode. Den amerikanske kirke har siden 2002 gennemgået en "langsom, men støt" læreproces, vurderer blandt andre Thomas J. Reese, der er seniorforsker på Georgetown University med speciale i den moderne katolske kirke og selv katolsk præst.
"Kirken i USA er langt bedre til at tage hånd om sexmisbrug i dag end for 10 år siden. Seksuelle overgreb betragtes nu som en forbrydelse og ikke bare som en synd. Biskopper har lært at række hånden ud til ofre i stedet for at sætte en mur op om sig selv, og de har erkendt nødvendigheden af at undervise børn i at beskytte sig mod overgreb. Desuden er de fleste af tidligere tiders slette biskopper i dag gået på pension, og en biskop skal i dag være en komplet idiot for at lade en sexforbryder blive i præstekaldet," forklarer Thomas Reese, der har skrevet flere bøger om den katolske kirke.
Han påpeger, at skandalen fik den amerikanske bispekonference til at gennemføre de såkaldte "Dallas-reformer", der nu er officiel katolsk kirkelov i USA, omend hverken Vatikanet eller kirker i Europa har fulgt trop. Blandt de amerikanske reformer er en "nul tolerance"-politik over for seksuelle overgreb og obligatoriske politianmeldelser ved hver anklage. Præster, kontoransatte, frivillige og seminarieansøgere udsættes nu for baggrundstjek, og alle bispedømmer forpligtes til at afholde forebyggelsesprogrammer.
Thomas Reese understreger dog, at de amerikanske biskopper i lang tid nægtede at tage ansvar for råddenskaben inden for kirken. I slipstrømmen på den første af skandalens mange bølger fratrådte eksempelvis blot én ledende figur, Bostons ærkebiskop Bernard Law, der havde direkte ansvar for at have flyttet adskillige kendte pædofile præster – heriblandt John Geoghan – rundt mellem forskellige sogne.
"Det gevaldige ledelsessvigt var noget af det, som den katolske kirke håndterede dårligst. Hvis 30 biskopper i stedet for blot én havde taget ansvar for at have mørklagt præsters sexmisbrug og var fratrådt, tror jeg ikke, at skandalen havde fortsat så længe, som den gjorde. Kirken var meget langsom til at rydde op," siger Thomas Reese.
Og der er trods "Dallas-reformerne" stadig plads til forbedringer, påpeger han.
"Kirken må ikke slumre hen. Den bør gøre mere for at hjælpe ofre og for at forbedre kontrolmekanismerne. Der går bekymrende rygter om, at nogle seminarier er så desperate for at få studerende, at de sænker standarderne og igen optager uegnede mænd," siger Thomas Reese.
Nogle interessegrupper for misbrugsofre er også fortsat stærkt kritiske over for biskoppernes indsats og betegner kirkens reformer som vage, svage og utroværdige. Det gælder blandt andre det store netværk The Survivors Network of those Abused by Priests, SNAP.
"Dette er de samme biskopper, som fik os ud i det her rod til at begynde med. Efter at de har skjult disse forbrydelser i årtier, er det så meningen, at vi skal tro på, at de er vendt 180 grader og er fuldstændig imødekommende?", spørger David Clohessy, der er direktør for SNAP, i et interview med tv-stationen CNN.
Den katolske kirke i USA kæmper da også stadig med eftersmæk. De samlede omkostninger til retssager og erstatninger er i dag nået op på mere end 2,7 milliarder dollar (cirka 16 milliarder kroner). Syv bispedømmer er erklæret fallit. Og nye belastende sager, der både implicerer biskopper i USA og selve Vatikanet, dukker fortsat op.
I marts afslørede avisen New York Times, at kardinal Joseph Ratzinger – i dag pave Benedikt XVI – og andre katolske ledere i midten af 1990?erne undlod at smide den katolske præst Lawrence Murphy, der fra 1950 til 1974 havde forgrebet sig på mindst 200 drenge på en døveskole i Milwaukee i Wisconsin, ud af kirken.
Rebet var på det tidspunkt ved at strammes om fader Murphy. Ofrene var blevet voksne og krævede ham draget til ansvar. De kunne fortælle om, hvordan præsten om natten kom ind på sovesalene og masturberede de døve drenge på tur eller tvang dem til sex i et skab under en trappe. De kunne også fortælle om, hvordan deres fortvivlede betroelser til biskopper var blevet mødt med kulde.
Men da ærkebiskoppen i Milwaukee i et brev til Vatikanets troslærekongregation, som Joseph Ratzinger dengang var leder for, i 1996 bad den om at fradømme Murphy kjole og krave "for at undgå en offentlig skandale", valgte Ratzingers kontor i stedet at anbefale "en pastoral løsning" for den aldrende præst, som døde kort tid efter – og blev begravet i messekjole.
Også den såkaldte legionærsag hjemsøger den katolske kirkes øverste ledelse. Sagens hovedperson er den mexikanske præst Marcial Maciel, der som stifter af den magtfulde, ultrakonservative orden Kristi Legionærer bevægede sig i de fineste katolske kredse. Da Maciel døde som 87-årig for to år siden, hang skandalerne tungt over ham. Han stod anklaget for at have forgrebet sig på utallige præstestuderende og for under dæknavne at have levet sammen med mindst fire forskellige kvinder og fået adskillige børn. For to måneder siden tog skandalen en endnu mere uhellig drejning, da to af Maciels sønner stod frem og fortalte, at de som børn var blevet voldtaget af deres egen far.
Marcial Maciel er den højeststående katolske gejstlige anklaget for seksuelle overgreb på børn, og også denne sag har forbindelse til pave Benedikt XIV. Da en gruppe ofre i 1998 klagede over ordenslederen, valgte kardinal Joseph Ratzinger at tro på den anklagedes benægtelser. Da han som pave i 2006 blev forelagt beviser for Maciels forbrydelser, beordrede han ordenslederen til et liv "i bøn og bodfærdighed". Da Marcial Maciel døde, var han stadig præst.
Nu er den katolske sexmisbrugskrise for alvor nået til Europa. Inden for de seneste måneder har hidtil skjulte sager om katolske præsters seksuelle misbrug af sognebørn sendt kirkerne i Holland, Tyskland, Irland og Østrig til tælling, og misbrugssager har siden midten af marts også været et stort debatemne i Danmark.
Og det får amerikanske eksperter til kraftigt at opfordre europæerne til at tage ved lære af erfaringerne i USA.
"Da krisen eksploderede i USA, betegnede mange i de europæiske kirker den som "et amerikansk problem". I stedet for at se krisen som en varsel om at rydde op i eget hus fortsatte de upåvirket," siger Thomas J. Reese og påpeger, at hverken Vatikanet eller de katolske kirker i Europa implementerede de amerikanske "Dallas-reformer", herunder nul tolerance-politikken.
De katolske ledere i Europa kan ifølge Thomas J. Reese især lære af det, som deres modstykker i USA gjorde galt.
"De amerikanske biskopper undervurderede og fornægtede problemets omfang og alvor. Krisen i USA spredte sig som ringe i vandet, og også europæerne kan forberede sig på tusinder flere sager. De europæiske biskopper bør opfordre ofre til at stå frem nu i stedet for at mørklægge problemet og trække pinen ud. De bør også holde op med at bebrejde medierne og samfundet, og de må indse, at én undskyldning langtfra er nok. Og så må de ansvarlige biskopper tage ansvar og træde tilbage," siger han.
Og ikke alene Europa bør tage ved lære af de amerikanske erfaringer, tilføjer Thomas J. Reese.
"Når alle disse sager kommer frem i USA og Europa i disse år, er det blandt andet fordi, kulturen har ændret sig. Sekularisme og den generelle fokus på emner som sexchikane og pædofili har gjort det nemmere for ofre at stå frem. Men den kulturændring har Latinamerika stadig til gode, og jeg er bange for, at vi har en massiv tredje bølge i vente i den del af den katolske verden," siger han.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
Læs tema om den sexmisbrug i den katolske kirke på
kristeligt-dagblad.dk