Prøv avisen

At vågne i dødsriget

Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Man behøver ikke at dø, som den rige mand i søndagens prædikentekst, for at mærke det pinefulde dødsrige. Else Marie Raae har oplevet, at et travlt arbejds- og familieliv blev vekslet til skilsmisse, depression og indre død

Hun har svært ved at beskrive det. Selv om hun er på den anden side af sin depression, så er den stadig nærværende. Som en sårbarhed, hun kan reflektere over. Og samtidig diffus og uforklarlig. Som et liv i to virkeligheder. Hun prøver fysisk at vise det. Stiller sig på gulvet, tegner en streg med hånden og træder frem og tilbage. Mellem liv og død.

Depression er noget af det allermest pinefulde, man overhovedet kan opleve. Alt dør. Jeg kunne ikke opfange venlighed. Kunne ikke mærke varmen fra solens stråler eller høre musikkens glæde. Det var et helvede på jord, siger Else Marie Raae, uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Odense Universitetshospital.

Hun kunne, da depressionen ramte hende, have en fornemmelse af på visse tidspunkter at blive fanget i det totale mørke. Der var lukket til lysets virkelighed. Momentvis kunne hun træde tilbage. Se lys og håb.

Morgenerne var de absolut værste. Jeg havde kvalme, og alt var forfærdeligt. Om aftenen var det anderledes. Her fik jeg nogle gange en time, hvor jeg mærkede, at jeg levede, siger Else Marie Raae.

For mennesker, der rammes af depression og store livskriser, kan det være overordentligt vanskeligt at beskrive de følelser og tanker, som de gennemlever. For den odenseanske sygeplejerske har kristendommen altid været et holdepunkt, og det er også gennem det kristne verdensbillede, hun har fundet ord for mange af sine oplevelser i krisen. Hun har været udspændt mellem himmel og helvede.

Og derfor er søndagens tekst om den rige mand, der er havnet i dødsrigets pinsler, også for Else Marie Raae et levende billede på nogle af de pinsler, som hun har gennemlevet, siden hun i 2003 blev ramt af en dyb depression. Hun kan ikke som sådan identificere sig med den rige mand og hans liv, men det skildrede dødsrige vækker genklang.

Jeg har følt mig fanget i et levende helvede, et sted, hvor jeg har været allermest alene, siger Else Marie Raae. Øjnene bliver blanke, og stemmen indimellem sprød:

Samtidig har min tro aldrig været så intens, som da jeg havde det værst. Det kan nok bedst beskrives som en slags kærlighedens lys, der talte ind i mørket.

Men det kærlighedens lys, som Else Marie Raae har oplevet, har hun samtidig haft vanskeligt ved at overgive sig til.

Kunsten for mig har været at elske mig selv som Guds barn. Tro på, at jeg er berettiget til livet, siger hun og understreger den kernetvivl, der har fyldt i hende.

En af mine store indre kampe har været, at jeg til tider har haft svært ved at tro på, at jeg fortjener at have det godt. Når jeg har fået ros, har jeg tænkt, at det bare er noget, han eller hun har sagt for at gøre mig glad. Nogle gange har jeg endda haft svært ved at tro på, at jeg har været elsket af mine nærmeste.

I flere år har Else Marie Raae bakset med sine indre dæmoner. Både i psykoanalyse og gennem samtaler med præsten i domkirken i Odense. Bevidst om, at hun bærer rundt på nogle mørke kristendomsbilleder, som hun ikke ved, hvor kommer fra.

Skylden har fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg ved ikke, hvor min skyldsforestilling kommer fra. Min far havde en lys tro, og jeg voksede op med aftenbøn, bordbøn og kirkegang. Vi kom ikke hos tordenpræster, siger hun.

I dag kæmper hun for at komme overens med et af de allervigtigste budskaber i den kristne tro.

Jeg skal stadig øve mig i at forstå, at vi får tilgivelse, når vi beder om det. Tvivlen kan overmande mig, fordi jeg ikke indefra føler, at jeg er et Guds-elsket barn.

Selvom Else Marie Raae kommer meget tæt på sin sårbarhed, når hun fortæller om sit indre dødsrige og kampen for at være elsket, så kan hun med sin fremtoning ikke skjule det lys og livsoverskud, som i dag fylder en væsentlig del.

Når øjet vandrer rundt i hendes lyse, atmosfærefyldte loftslejlighed i det indre Odense med udsigt til både byliv og grøn natur, er der ingen tvivl om, at hun henter næring i den kristne trospraksis. Kors, små ikoner og spirituel litteratur pryder både i stue og soveværelse. Særligt om aftenen mærker hun roen og harmonien indfinde sig.

Nogle gange tegner jeg om aftenen, andre gange hører jeg musik eller sidder bare helt stille uden at foretage mig noget. Her kan jeg træde ind i et kærligt rum, et himmelsk sted, siger hun. Både morgen og aften sørger hun samtidig for at tage sig tid til et stille andagtsliv med tekstlæsning og bøn.

Else Marie Raae tror ikke på, at der er en enkelt forklaring på, hvorfor hun skulle ramme ind i en dyb depression og i levende live mærke dødsrigets pinsler. Men en årrække med store livskriser i form af hendes fars død i 2001 og egen skilsmisse i 2002 ser hun som medvirkende faktorer.

Måske er noget af forklaringen, at jeg ikke gik ned med flaget med det samme oven på skilsmissen. Jeg skulle være stærk og sikre, at vores to døtre kom helskindet igennem, fortæller hun.

I det hele taget havde Else Marie Raae været vant til at bære og tackle livet med overskud.

Som sygeplejerske har jeg været dygtig til at bære en form for facade, når det har været nødvendigt. Jeg har været på intensivafdelinger. Set børn dø, mennesker, der er smadrede, og mødt det med professionel ro.

Siden fik hun job som uddannelsesansvarlig sygeplejerske. Hun har villet det hele. 100 procent karriere. 100 procent mor.

Jeg har godt nok formået at tage plads til mig selv og gøre det, som jeg har været begejstret for. Men jeg har altid haft en selvkritik samtidig med. Følt, at jeg ikke har gjort det godt nok.

Else Marie Raae ved, at hendes døtre, der begge i dag er voksne, har set og oplevet en mor, der i perioder har været fanget i et levende helvede. Hendes største ønske og håb er, at de vil føle frisættelsen.

Jeg håber, at mit personlige opgør med skylden også vil sætte dem fri. Den form for skyld gør ikke os mennesker godt, siger hun.

kirke@k.dk