Prøv avisen

Værdier, lovgivning og tungetale

RELIGIONSDEBAT: Kristeligt Dagblads religionsdebat på www.religion.dk får løbende tilsendt spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af debatten den seneste uge

Spørgsmål: Man taler så meget om de kristne værdier i det danske samfund: demokrati, frihed, lighed, solidaritet osv., som jo nok rigtigt nok har rødder i Bibelen. Senest satte Margrethe Vestager dem på dagsordenen i skoleverdenen forrige sommer.

Man taler om det værdiløse samfund - er vi ved at tabe disse værdier? Kan man finde lignende værdier i jødedom og islam? Og kan I henvise til eksempler på skriftsteder?

Elisabeth

Imam

Abdul

Wahid

Pedersen

svarer:

Uden at skulle virke provokerende vil jeg egentlig gerne rejse spørgsmål om, hvornår demokrati, frihed, lighed og solidaritet er blevet specifikt kristne som værdibegreber?

Det er i hvert fald begreber, som vi kender i islam, og som jeg også er stødt på i andre sammenhænge, om end ikke altid i en form, der er absolut identisk med den, vi kender i den danske kulturkreds.

Profeten Muhammed sagde ved en lejlighed, at den person, som fylder sin mave med mad, vel vidende, at naboen er sulten, fylder maven med helvedes ild. Og han definerede ved denne lejlighed nabobegrebet til at omfatte alle dem, der bor inden for 40 boligers afstand. Hvis ikke det er solidaritet, så ved jeg ikke, hvad det er.

Allah siger i Koranen, at Han har skabt menneskene fra en mand og en kvinde, og at Han har gjort os til stammer og folkeslag, så vi kan lære af hinanden, og at den bedste er den frommeste. Den bedste er altså ikke nødvendigvis mand eller araber eller ældst eller noget andet, som vi umiddelbart kan se ved at betragte mennesket udefra. Den bedste er den frommeste, og da det ikke er noget, vi som mennesker kan afgøre om hinanden, er vi altså lige foran Gud.

Frihed er et meget vanskeligt begreb at definere, for hvad mener vi egentlig med det? Mener vi frihed til at gå i hotpants på gaden? Og hvis det er tilfældet, er det så det samme som frihed til at tage et tørklæde på hovedet?

I islam kan man ikke arve retten til at regere. Den bedste skal vælges blandt folk til at varetage en ansvarspost, såvel på lokalt som nationalt niveau. Dette sker ganske vist ikke i de lande, hvor muslimerne er i flertal, men er dog alligevel det korrekte islamisk set. Så der er en demokratisk proces i udvælgelsen af embedspersoner.

Demokratiet i islam strækker dog ikke til, at et kvalificeret flertal af en hvilken som helst given befolkning kan træffe beslutninger om, hvad der er ret og uret, således at det, som er uret det ene sted, kan være ret det andet. Der er nogle grundlæggende retningslinjer, som en muslimsk regent forventes at efterleve og regere ud fra, mens der naturligvis også hele tiden opstår nye situationer, som man skal forholde sig til.

Lovgivning i de tre religiøse samfund

Spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at jødeloven, kærlighedsloven og shariahen er tre uforenelige størrelser, og at forestillingen om at samle repræsentanter for de tre trosretninger under en fælles demokratisk lovgivning er en utopi, opfundet af mennesker, der ikke ved, hvad det vil sige at tage sin religion alvorligt.

Keld Jensen

Præst

Lissi

Rasmussen

svarer:

Kære Keld Jensen.

Du taler om tre religiøse love som tre entydige »størrelser« - lovpakker, der sådan kan indføres. Det svarer ikke til virkeligheden.

Jeg går ud fra, du med »kærlighedsloven« tænker på det kristne næstekærlighedsbud, som jo ikke er nogen lov i den forstand, men retningslinje for, hvordan vi skal leve vort liv. Og som sådan kan kristne værdier præge et samfunds lovgivning. Men man kan ikke bygge en lovgivning på dem.

Der er heller ikke noget, der hedder »jødelov«. Man kan sige, at De Ti Bud har dannet grundlag for lovgivningen i Israel. Men Israel hævder jo også at være et demokratisk samfund.

Sharia er heller ikke en lovbog, men snarere en idé om en guddommelig lov, der bygger på Koranen og Muhammeds liv og udsagn (Hadith). Den kan udmøntes i en national lovgivning, helt eller delvist. Men for at blive udmøntet skal den fortolkes. Og der er ikke enighed blandt muslimer om denne tolkning.

Kristne, muslimer og jøder har jo levet sammen i forskellige lande under samme lovgivning. Det gør vi jo også her i Danmark, og jøder og muslimer har indordnet sig under denne lovgivning. De problemer og konflikter, der har været i f.eks. Mellemøsten, har ikke at gøre med forskellige religioners lovopfattelse, men med geopolitiske og sociale forhold. Så, utopisk er det ikke, for det har været sådan op igennem historien.

(Forkortet af red.)

Tungetale

Spørgsmål: Jeg har tidligere været medlem af en pinsekirke og har i en del år talt og sunget i tunger. Men nu fungerer det ikke for mig mere. Jeg er maniodepressiv, og jeg spekulerer på, om Helligånden ikke ønsker, at jeg taler i tunger, fordi jeg så bliver for »høj«. Jeg føler bestemt ikke, at Gud har forladt mig, men jeg skal måske finde en ny bedeform? Jeg ville dog gerne kunne bede sager igennem, og til det føler jeg, at jeg har brug for tungetalen. Jeg er nu katolik, men det er alligevel svært for mig at være i kontemplation.

Hilsen MRM

Missionspræst

Ole

Skjerbæk

Madsen

svarer:

Kære MRM!

Dit spørgsmål har mere karakter af et sjælesørgerisk anliggende end et debatindlæg. Jeg tør ikke gå ind på de personlige spørgsmål, men må henvise dig til en samtale med din åndelige vejleder, sjælesørger eller præst.

Generelt handler tungetalen om at bede fra dybet af sin person, bede i Helligåndens kraft fra dybet af sin egen ånd. Gaven kan bruges til stor velsignelse, så at vi får en vished for at være sammen med Gud i tilbedelse, under dyb nød eller i bønnekampen for et andet menneske.

Men tungetalen er ikke den eneste form for åndens bøn i os og med os; det kan være et dybt suk, det kan være bare at være stille sammen med Gud, evt. med tanke på den person jeg beder for; det kan være at høre Gud tale til os ind i den situation, vi står i eller beder for; det kan være tårer i Guds nærhed.

(Forkortet af red.)

.