Prøv avisen

Vægten flytter mod syd i Kirkernes Verdensråd

Den koptiske kirke er blandt de ortodokse kirker, der er medlemmer af Kirkernes Verdensråd. Her ses koptiske gejstlige under møde i rådet i juni, hvor pave Frans var på besøg i organisationens hovedkvarter i Genève i Schweiz. – Foto: Ciro Fusco/EPA/Ritzau Scanpix

Kirkernes Verdensråd repræsenterer en stadig mindre del af verdens kristne. Men det er stadig verdens mest indflydelsesrige tværkirkelige fællesskab, som torsdag fejrer sit 70-års jubilæum

Kirkernes Verdensråd er ”på pilgrimsrejse” ifølge den økumeniske organisations eget slogan, og i morgen går pilgrimsfærden gennem Amsterdam, hvor Verdensrådet blev officielt grundlagt under den allerførste samling den 23. august 1948.

Repræsentanter for 348 overvejende protestantiske og ortodokse medlemskirker vil torsdag eftermiddag gå ”fredsmarch” gennem Amsterdam med kurs mod De Nieuwe Kerk (på dansk: Den Nye Kirke) på Dam-pladsen i Amsterdams centrum, hvor der fejres jubilæumsgudstjeneste.

”Siden 2013 har Kirkernes Verdensråd kaldet medlemmerne til at indlede en symbolsk pilgrimsfærd for retfærdighed og fred, og vi har ønsket, at dette skulle stå centralt i fejringen af 70-året, ikke mindst når det gælder aktuelle samfundsspørgsmål som for eksempel modtagelse af flygtninge,” siger Karin van den Broeke, hollandsk protestantisk præst og medlem af Kirkernes Verdensråds eksekutivkomité.

Den danske folkekirke var blandt de 147 stiftende kirker i især USA og Europa, som delte visionen om at samle de kristne kirker og overvinde de teologiske forskelle. 70 år senere har yderligere 200 kirker sluttet sig til Kirkernes Verdensråd. Men organisationen i Genève repræsenterer stadig kun en brøkdel af de 30.000 kristne kirkesamfund og verdens 2,5 milliarder kristne.

Og i de vestlige kirker er tendensen en vigende interesse, erkender Karin van den Broeke. Det skyldes især, mener hun, at de vestlige kirker er svækket af sekula- riseringen og derfor ned- prioriterer det internationale arbejde.

”Efter Anden Verdenskrig var der et stærkt behov for at overvinde den splittelse og de konflikter, som havde ført til krigens katastrofe. I dag er de europæiske kirker i tilbagegang. Menighederne er mindre og aldrende, og kirkerne har færre kræfter at investere internationalt. Udfordringen for Kirkernes Verdensråd er at bevise, at vi fortsat er relevante,” siger Karin van den Broeke.

Også professor Peter Lodberg fra institut for systematisk teologi ved Aarhus Universitet peger på den voksende sekularisering som en faktor, der undergraver deltagelsen i det internationale økumeniske arbejde.

”Hvis Kirkernes Verdensråds rolle er stagnerende, og den har vigende indflydelse, skyldes det, at de europæiske og nordamerikanske kirker, som har båret arbejdet, er nødt til at bruge pengene og kræfterne derhjemme. Dertil kommer større vægtning af det konfessionelle frem for det internationale arbejde, som de vestlige kirker så ikke længere behøver Kirkernes Verdensråd til,” siger Peter Lodberg.

I flere tilfælde har organisationen desuden været udsat for kritik for at beskæftige sig mindre med teologi end med samfundsspørgsmål.

”En meget stor del af organisationens arbejde er i dag socialt eller udviklingsorienteret og fredsskabende arbejde, og det har været en vigtig dimension lige fra starten. Men det er også udtryk for, at de teologiske forskelle trods mange fremskridt ikke er overvundet. Der har også været uenighed mellem de vesteuropæiske kirker og for eksempel de ortodokse om blandt andet vielse af homoseksuelle. Det dogmatiske skiller, hvorimod det praktiske arbejde samler,” siger Birger Nygaard, sekretariatsleder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, der varetager det internationale og økumeniske arbejde.

I forholdet til den katolske kirke er den økumeniske dialog trods væsentlige fremskridt strandet på spørgsmålet om nadveren og synet på paveembedet. Men samtidig er forholdet til den katolske kirke hjerteligt.

Pave Frans, som sidste år deltog i Reformationsfejringen i Lund, var i juni i Kirkernes Verdensråds hjemby, Genève, for at markere organisationens 70 år. Her spurgte den katolske kirkes overhoved blandt andet, hvad Kirkernes Verdensråd har gjort af sit ideal om at bære det kristne budskab ud til verden.

”Organisationen har ikke opgivet at dele det kristne budskab, men missionsteologien er i nogen grad blevet overskygget af religionernes konfliktpotentiale,” siger professor Peter Lodberg, der selv har været medlem af Kirkernes Verdensråds centralkomité og af Kommission for Tro og Kirkeordning, der siden 1948 har haft ansvaret for den økumeniske dialog med den katolske kirke.

”Organisationen har til gengæld gjort rigtig meget for at løfte religionsforfølgelse af de kristne, men også andre religiøse mindretal op på den internationale dagsorden. Og mens kirkerne i Europa og USA ikke længere har brug for Kirkernes Verdensråd til at løse konflikter, har organisationen støttet de lokale kirkers vigtige rolle i løsningen af religions- og andre konflikter i for eksempel Afrika og Asien,” siger Peter Lodberg.

Som generalsekretær Olav Fykse Tveit sagde under et besøg i Den Demokratiske Republik Congo forleden:

”At skabe fred er en hellig opgave.”

”Kirkernes Verdensråd fik måske ikke den vægt, man havde forestillet sig ved oprettelsen, og i dag mister organisationen indflydelse relativt set. Kristendommen er især i vækst i Afrika og i kirkesamfund, som tilhører den pinsekirkelige tradition, og som ikke er medlemmer af Kirkernes Verdensråd. Men når det handler om at organisere den økumeniske bevægelse, så er Kirkernes Verdensråd stadig den vigtigste aktør. Det er en af dem, man ringer til, hvis man vil i samtale med kirkerne,” siger Birger Nygaard.