Det er svært at skaffe præster i den danske folkekirke. På teologiuddannelserne ser man et stort frafald hos de studerende, og senest har et udvalg nedsat af Kirkeministeriet i denne uge foreslået at åbne præsteembedet for ikke-teologer for at dæmme op for en forventet præstemangel i de kommende år.
Historien om præstemangel fortælles ofte som en forfaldshistorie, men de seneste år er antallet af præstestillinger faktisk steget. Således var der 220 flere præstestillinger i folkekirken i 2014 sammenlignet med 30 år tidligere, kan man læse i betænkningen.
Der er lidt over 2000 præster ansat i folkekirken, så stigningen er til at tage og føle på, og den skyldes ikke mindst et aktivitetsniveau i folkekirken, som er noget nær fordoblet gennem de seneste 50 år. Det forklarer Hans Raun Iversen, der er lektor emeritus i systematisk teologi.
”Indtil skoleloven af 1975 lå dåbsoplæringen i skolen, men i dag ligger den hos kirken, der derfor laver langt flere børneoplæringsaktiviter som eksempelvis minikonfirmationsundervisning,” siger han.
Siden 2006 har det været muligt for menighedsråd at ansætte en ekstra præst ved hjælp af lokalfinansiering, og i betænkningen fra præstemangeludvalget kan man læse, at der i maj sidste år var 95 årsværk i denne kategori fordelt på 171 stillinger. Hans Raun Iversen vurderer, at stigningen i antallet af præster blandt andet skyldes den mulighed.
Havde det ikke været rettidig omhu, hvis antallet af præster havde ligget på et stabilt leje, og man dermed måske havde undgået den forudsete præstemangel?
”Jeg mener ikke, man skal justere antallet af præstestillinger efter en potentiel præstemangel, men i stedet se på det arbejde, der skal gøres,” siger Hans Raun Iversen, men erkender, at en fortsat stigning ikke vil være holdbar.
”I det omfang medlemsgrundlaget for folkekirken langsomt svinder, vil man på et tidspunkt være nødsaget til enten at sænke aktivitetsniveauet, trylle flere medlemmer frem eller hæve kirkeskatten. Og personligt mener jeg, man sagtens kunne forsøge sig med en hævning af kirkeskatten, selvom de fleste er bange for at røre ved den,” siger han.
De mange flere præstestillinger skyldes muligvis også, at sognepræstens opgaver i dag er mere omfattende end tidligere. Det mener Birthe Rønn Hornbech, der var kirkeminister for Venstre i perioden 2007-2011.
”Da jeg var barn, blev det taget for givet, at konfirmanderne kunne deres fadervor. I dag er det ikke en selvfølge, at man får sit barn døbt, og præsterne må udøve en mere opsøgende virksomhed, som kræver mere tid,” siger hun.
En kortlægning lavet i 2015 af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Center for Samtidsreligion viser, at der oprettes flere fuld- og deltidsstillinger inden for specialiserede områder som hospitaler, uddannelsesinstitutioner og i fængsler.
Antallet af præster med særlige funktioner er tredoblet de seneste 20 år, og i 2015 var der samlet set knap 120 årsværk inden for den kategori. Og netop de såkaldte funktionspræster er særligt nødvendig i dag, mener Birthe Rønn Hornbech.
”I en tid, som er mere sekulariseret, mener jeg, det er vigtigt, at præsterne er alle steder: Så der prædikes i sognet hver søndag, men at præsterne også er på sygehusene og i beredskabet,” siger hun.
I Sønderjylland mærker sognepræst i Hørup Agnete Raahauge nu ikke, at der i dag er mange flere præster ansat i folkekirken end tidligere.
”Der bliver sammenlagt flere og flere sogne til fællessognspastorater, som må deles om en præst, så jeg havde egentlig indtryk af, at der blev færre præster,” siger hun.
”Når der er råd til at have funktionspræster, burde der også være råd til at have en præst i hvert enkelt lille sogn. Og hvis det stod til mig, skulle man holde op med at ansætte funktionspræster,” siger Agnete Raahauge og uddyber:
”Man er præst ved at tjene det sogn og den menighed, der har udpeget en til at forkynde Guds ord for sig.”