Digteren Søren Ulrik Thomsen fortæller et sted, at han som ung deltog i et kursus for digterspirer. De unge digtere blev sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Selvom der er forskel på et digt og et tidsskrift, er det måske meget passende at stille spørgsmålene, når man læser det relancerede Dansk Kirketidende, nu Grundtvigsk Tidende, udgivet af Grundtvigsk Forum. Fungerer det? Og er det nødvendig? Jo, navnet fungerer godt. Grundtvigsk Tidende er et godt navn. Rigtigt godt endda. I modsætning til navnet Dansk Kirketidende viser det, hvad der er tidsskriftets udgangspunkt. Samtidig undgår det at indsnævre forestillingen om emnefeltet hos den, der ikke kender bladet på forhånd. Så navneskiftet fungerer og er efter mine begreber nødvendigt, når nu ikke det grundtvigske er så selvfølgeligt længere, at enhver ved, at Dansk Kirketidende er Grundtvigsk!
Men hvordan så med indholdet? Ja-tja-bom-bom … det fungerer vel, er vel det tid-skrift – eller magasin, som redaktør Ingrid Ank kalder det – for kirke, samfund, skole og kultur, som det giver sig ud for. Der er i al fald artikler, der dækker alle områderne: Redaktøren selv skriver om tillid i samfundet – et egentlig spændende anslag, hvor hun sammenligner den tillid, som statsminister Mette Frederiksen (S) taler om, med den tillid, som teologer – gerne med afsæt i Løgstrup – ofte taler om. Men det bliver desværre kun ved anslaget.
Kulturen er også repræsenteret, ikke mindst kulturhistorien i tidsskriftets længste artikel: Esther Grølsted skriver om en billedfrise, der hænger i det tidligere Grundtvigs Hus og viser egnsdragter fra det meste af Danmark, som de så ud i begyndelsen af 1900-tallet. Det kirkelige er blandt andet repræsenteret af to anmeldelser af teologisk litteratur.
Provst Esben Thusgård anmelder Anders Gadegaards ”Tro mod politik”, og biskop Peter Skov-Jakobsen anmelder Miroslav Volf og Matthew Croasmuns ”For the Life of the World” (For verdens liv). Derudover skriver salmedigteren Iben Krogsdal om de ”myter”, hun mener, nye salmer ofte mødes med. Det er ubetinget nummerets mest interessante artikel.
Og jeg er alvorligt bange for, at hun et langt stykke ad vejen har ret i, at vi eksempelvis møder nye salmer med forestillingen om, at de skal være ligesom de gode gamle salmer. Skolestoffet fylder forholdsvis meget – og det er også meningen. Dette område er med ansættelsen af en skoleredaktør Katja Gottlieb styrket i det nye Grundtvigsk Tidende. Skoleredaktøren medvirker med to artikler: En slags leder om at passe på både børn og tempoet i skolen – og om at vi også i skolen har brug for mere end kompetencefokus. Den anden artikel er om håndskriftens betydning i en digital tid.
Alt sammen er sådan set vældig fint – og en lille smule kedeligt. Pænt uden at være prangende. Ligesom bladets layout: Smagfuldt og gennemarbejdet uden at vække opsigt. Måske med undtagelse af det lille antydede bandeord på forsiden, der til gengæld virker som et lidt kikset forsøg på at være rigtig fræk.
Men hvad med nødvendigheden? Er Grundtvigsk Tidende nødvendigt? Bedømt ud fra dette nummer – hvad der måske er lidt uretfærdigt – er svaret nej. Der står ikke noget i dette nummer af Grundtvigsk Tidende, som ikke kan findes i en bedre udgave i herværende avis en fredag. Og hvad det grundtvigske er, og hvori dets nødvendighed består, er slet ikke klart. Redaktøren skriver ganske vist, om ”at tage redaktionelt ansvar for en diskussion af, hvad det grundtvigske vil sige i dag”. Men hvorfor gør man det så ikke – fra første fløjt i første nummer? Offensivt! I stedet er redaktøren meget optaget af, hvad dette grundtvigske udgangspunkt ikke er: Det er ikke at bekende sig til Grundtvig. Det handler ikke om, hvad Grundtvig ville mene. Og bladet skal ikke være et blad, ”hvor grundtvigsk sindede trygt kan få lov at pleje deres selvforståelse, uden at den bliver udfordret”. Med andre ord: Man får en fornemmelse af, at den samme forlegenhed over eget grundtvigske udgangspunkt, der for længe siden lagde sig over højskolen, og med tiden vel også over mange efterskoler, nu også lægger sig over Grundtvigsk Tidende.
Det grundtvigske er ikke andet end blevet udfordret i årtier! Måske er det på tide, at det grundtvigske selv udfordrer.
Ellers er det svært at se, hvad vi skal med Grundtvigsk Tidende.
Kristian Bøcker er sognepræst i Jelling Kirke.