Prøv avisen
Interview

Vagabond: I kirken mødte jeg ingen næstekærlighed

Flemming Bach Laursen bruger meget af sin tid til at reflektere over og skrive om sine oplevelser som vagabond gennem 38 år. Bibelens mange skriftsteder om næstekærlighed og barmhjertighed er svære at forene med den virkelighed, han mødte i de kristne menigheder, han opsøgte. – Foto: Gorm Branderup/Polfoto

Flemming Bach Laursen har gået på landevejen i 38 år og stoppede sidste år. I hver ny by opsøgte han kirken og missionshuset, men blev kun meget få gange set eller budt velkommen

Flemming Bach Laursen er kristen. Han ligner en ganske almindelig dansker med kortklippet hår, smarte briller, blå cowboybukser og en modestribet skjorte. Men sådan har han kun set ud det seneste års tid. I april sidste år rykkede han ind fra landevejen og slog sig ned i en lejlighed i Randers. Med lædersofaer, computer og atelier, hvor han kan tegne og male.

Folk, der mødte ham før, kendte ham som Benjamin. Med kasket, vildtvoksende skæg i hele hovedet, en barnevogn foran sig og hunden Thomsen ved sin side. For Flemming Bach Laursen har levet som vagabond, skærsliber og altmuligmand i 38 år, siden han som 17-årig gik ud af skolen.

”I al den tid har Bibelen ligget i min barnevogn, for den kristne tro har altid fulgt mig. Lige siden jeg var barn. Og derfor har det selvfølgelig også været vigtigt for mig at komme i kirke og høre evangeliet og møde det åndelige fællesskab, jeg føler mig som en del af,” fortæller Flemming Bach Laursen, mens han byder på friskbrygget kaffe.

Det var bare ikke det åbne og imødekommende fælleskab, han mødte, når han dukkede op til gudstjenesterne, missionsmøderne eller kaffen i sognegårdene.

”Jeg har kun tre gange i alle de år oplevet, at folk hilste på mig eller overhovedet talte til mig. Det var, som om jeg var ligegyldig. Som om jeg var usynlig. Og jeg har tit tænkt, at jeg nærmest er gået fra at være åndeligt søgende, når jeg gik ind i kirken eller missionshuset, til at være åndeligt sørgende, når jeg forlod den,” siger Flemming Bach Laursen.

Han har i det seneste år brugt en del tid på at reflektere over sine oplevelser på landevejen og sit møde med den levende kristendom, som han ikke fandt meget af i de rum, hvor den ellers forkyndes.

”Der er da noget galt. Jeg troede, at fællesskabet handlede om at være fælles om troen på Jesus. Men i stedet virker det mange steder, som om man træder ind i en klub fyldt med os-selv-nokker, der lukker sig om sig selv. I en slags åndelig indavl. Samtidig kan folk ikke forstå, hvorfor der ikke kommer flere i kirke. Mig undrer det ikke, for man føler sig ganske enkelt ikke velkommen.”

På skrivebordet ligger en opslået bibel, fyldt med understregninger og gule sedler. Ovenpå ligger en slidt udgave af Indre Missions sangbog Hjemlandstoner.

”Ja, jeg har fået mange Bibeler delt ud af folk i de kirkelige kredse. Men ikke meget næstekærlighed. Kun i de kirkelige organisationer som Kirkens Korshær og Blå Kors, hvor det virker, som om de ansatte også ser mennesket i de folk, der skal låne en seng eller have et måltid mad.”

Video: Flemming Bach Laursen mødte ikke næstekærlighed i kirken

På Facebook har Flemming Bach Laursen billeder liggende af sig selv som vagabond. Og han kan godt forstå, at den rødsprængte mand med ”bølleskægget”, som han kalder det, ikke lige umiddelbart ligner et af Guds bedste børn og måske derfor ikke har indbudt til samtaler om tro, håb og kærlighed.

”Men folk kom jo ofte selv hen til mig og ville tale med mig og høre røverhistorier, når jeg stod med barnevognen i en by. Så kunne de selvfølgelig også selv vælge, hvornår de ville gå igen. Det var noget andet, når det nu var mig, der blandede mig i deres fællesskab. Måske var jeg også et ubehageligt vrangbillede på den facade om ’det gode liv’, de fleste mennesker prøver at opretholde, og som er den, vi helst vil vise omverdenen,” lyder en af hans betragtninger.

I dag er Flemming Bach Laursen en del af menigheden i Kronjyllands Frimenighed i Randers, hvor han oplevede at blive mødt uden fordomme, selvom han ikke lignede en af de øvrige i forsamlingen, da han dukkede op første gang for et par år siden. I sin søgen efter et kristent fællesskab.

”Jeg har tit tænkt på, om der ville have været en anderledes åben holdning over for mig de andre steder, hvis jeg havde været velklædt og ikke lignede den vagabond, jeg jo var. Men for mig at se handler kristendommen om, at vi skal behandle alle som værende skabt i Guds billede. Uden at gøre forskel på rig og fattig.”

200970269
Foto: Gorm Branderup