Prøv avisen
Kirkeanalyse

Analyse: Valgmenigheder er en frihedsordning med omkostninger

Valgmenighederne ligner således strukturelt friskolerne, som også er en god ventil i dansk lovgivning, skriver Hans Raun Iversen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Den nødvendige frihed til forskellighed, som valgmenighederne har været pionerer for i 150 år, kan i dag måske bedre realiseres, uden at nogen skal melde sig ud af folkekirkens arbejdsfællesskab

Valgmenighedsordningen fra 15. maj 1868 er blandt de bedste eksempler på frihedsordninger i folkekirken. Hvis 50 voksne folkekirkemedlemmer hellere vil danne menighed sammen med nogle ligesindede, kan de forlade de sognemenigheder, de er døbt ind i, og lave deres egen menighed på tværs af sognegrænserne. De kan tage deres penge (kirkeskatten) med, er under biskoppeligt tilsyn, men ellers herligt fri for det meste af det folkekirkelige bureaukrati. Valgmenighederne ligner således strukturelt friskolerne, som også er en god ventil i dansk lovgivning. Friskolernes vækst i de senere år viser en bagside af friheden: Hvis vi skal bevare og videreudvikle ”det Danmark, vi kender”, har vi brug for en fælles folkeskole! Helt samme slags udfordring udgør valgmenighederne med deres mere beskedne medlemstal ikke på landsplan, men efter den seneste vækst nok i nogle lokale sammenhænge.

Et større studium med analyse af rigsdagsdebatten, særligt kultusminister, biskop P.C. Kierkegaards vigtige indlæg, er fremlagt af kirkehistorikeren Anders Nørgaard i ”Den mangfoldige kirke: Menighedsformer i Danmark. Ny Mission 24” fra 2013, der kan læses på nettet. Kirkehistorikeren Kurt E. Larsen har udarbejdet en oversigt over alle lutherske valg- og frimenigheder, hvoraf de sidste formelt er uden for folkekirken, i Ny Mission 26 fra 2014. Larsen tæller 39 grundtvigske, dannet mellem 1868 og 1923, og i alt 58 ”missionske”, herunder 14 karismatisk inspirerede, dannet siden 1990, foruden syv tysktalende og seks ortodoks-lutherske. Hvad der begyndte som en grundtvigsk frihedsbevægelse, er altså siden 1990 blevet til en ganske udbredt menighedsform blandt de ”missionsk” orienterede.

Det er tankevækkende, at valgmenighedsordningens historiske bagmand, biskop P.C. Kierkegaard, fremhævede, at valgmenighederne skulle ses som ”hjælpemenigheder” for folkekirken. Man kan høre dette udtryk negativt, så valg- og senere frimenighederne ses som underordnede folkekirken. Men man kan også høre det positivt som et udtryk for, at folkekirken har brug for medarbejderskab og samarbejde med andre.

Hvor vidt har valgmenighederne så været til ”hjælp” for folkekirken? Anders Nørgaard fremhæver, at de grundtvigske valgmenigheder har inspireret folkekirken ved at være foran på en lang række punkter: indførelse af menighedsråd, frit præstevalg, kvindelige præster, ydre mission organiseret i menighedens regi, diakonale initiativer, liturgisk fornyelse, børnealtergang og arkitektur. Vi mangler imidlertid en egentlig undersøgelse af de forskellige menighedsformers stærke og svage sider. Mit gæt er, at jo ældre menighederne er, jo mere stivbenede og indadvendte er de som hovedregel.

Den nye brug af den gamle ordning med valg- og frimenigheder overser ofte, at de nye menigheders folk måske kunne få en bedre platform for deres arbejde inden for sognestrukturen. Der bliver færre og færre steder, hvor menighedsrådets flertal holder en aktiv gruppe kristne tilbage, hvis de ønsker at gøre en indsats med nye former for kirkeligt arbejde og gudstjeneste. Der er i folkekirken i dag adgang til at ansætte medarbejdere, herunder også nye præster, i nye øremærkede stillinger, helt eller delvist betalt af indsamlede midler. At menighedssplittelse fremmer misagt og negativitet, fremgår af Marie Hedegaard Thomsens ph.d.-afhandling, ”Et åbent hus med mange indgange”. Derfor kunne de ressourcer, der kastes ind i de nye menigheder, ofte bruges bedre inden for sognestrukturen.

Det ligger inden for menighedsrådenes muligheder i folkekirken at støtte dannelsen af en særlig profilmenighed i sognet – ligesom flere menighedsråd kan gøre det i samarbejde, eventuelt på provstiplan. Her som andre steder er der mange uudnyttede muligheder, hvis man har vilje til at realisere den nødvendige frihed til forskellighed, uden at nogle skal melde sig ud af folkekirkens arbejdsfællesskab.8

Læs tidligere valgmenighedspræst i fynske Ryslinge Ingrid Kjeldsens indføring i valgmenighedernes historiske baggrund på