En valgmenighedspræst prædikede i går ved gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning, netop som loven om valgmenigheder fejrer sit 150-årsjubilæum. Kirkeminister Mette Bocks (LA) valg af en valgmenighedspræst, Morten Kvist fra Herning og Gjellerup i Midtjylland, vidner om den respekt, der står om valgmenighederne, og den anerkendelse, de for længst har vundet.
Valgmenigheder er en særligt dansk ordning, der går tilbage til Grundtvigs tanker om kirke og folk. Efter sin omvendelse skelnede Grundtvig mellem de levende kristne, der havde troen i mund og hjerte, og dem, der blot var kristne af navn. Han skelnede også mellem to slags præster i kirken: Nogle havde en levende forkyndelse og ville gerne høre sammen i en menighed med ligesindede. Andre præster var blot stive og ufolkelige embedsmænd.
Med det syn kunne man have forventet, at Grundtvig ønskede at danne en frikirke. Dette var imidlertid ikke muligt i enevældens tid, da Grundtvig udviklede sine tanker.
Og selv efter religionsfriheden kom til i år 1849, ville han netop ikke bryde med folkekirken, men ønskede i stedet rummelighed, så der inden for folkekirkens rammer var frihed til at danne menighed sammen med dem, man delte tro og liv med. Den mulighed blev virkeliggjort i 1868 med loven om valgmenigheder.
Loven af 1868 var noget enestående dansk. Den blev også til ved en indviklet politisk proces i Rigsdagen, hvor loven blandt andet gik igennem, fordi den havde sammenhæng med etableringen af jernbaner og en havn i Esbjerg! Flertallet i datidens kirke var imod valgmenighederne af frygt for, at disse menigheder på tværs af sognegrænser ville virke opløsende på dansk kirkeliv. I praksis kom de dog i stedet til at virke som en ventil, der gjorde det muligt for nogle at blive i folkekirken, fordi de nu med glæde kunne deltage i gudstjenestelivet, fordi de var på linje med præsten, som de også selv havde valgt.
Særligt talrige blev valgmenighederne ikke. Flere end 50 grundtvigske valgmenigheder har der aldrig været på noget tidspunkt, men deres betydning blev uforholdsmæssigt stor. Grundtvig knyttede det kristelige og det folkelige tæt sammen, og valgmenighedernes medlemmer kom derfor også til at få uforholdsmæssigt stor indflydelse i det folkelige liv. I det folkelige liv, fra sogneråd, andelsbevægelse og til landspolitik har valgmenighedsfolk altid været stærkt engagerede.
Valgmenighederne blev i kirkelig henseende kendetegnet af en særlig vægt på menighedssangen, især Grundtvigs salmer, og det kom efterhånden til at præge hele folkekirken.
Mange valgmenigheder var tæt knyttede til en højskole, således at mange højskoleelever efter nogle måneder i en valgmenighedskirke tog hjem til deres hjemsogne og søgte at præge sogne- menighederne i den retning. Ikke bare Grundtvigs salmer gik fra valgmenighederne til hele folkekirken. Retten til at vælge egen præst fik sognemenighederne også med tiden (1912).
Ønsket om børns ret til altergang levede først og stærkest i valgmenighederne, og det har for længst slået igennem i hele folkekirken. At det blev muligt for kvinder at blive præster i folkekirken, begyndte med, at en valgmenighed på Falster ønskede frihed til at have en kvinde som præst i 1946.
I vore nabolande fik man også kvindelige præster, men noget senere. Og det har ikke været uden betydning, at det i Danmark kom som en frihedsrettighed til en menighed, ikke som politisk magtbud udefra.
I dag er der knap 30 grundtvigske valgmenigheder, og nyt er det, at der også er opstået valgmenigheder af ikke-grundtvigsk præg. Aarhus Valgmenighed fra 1990 var banebrydende. En gruppe ønskede at danne en menighed – ikke bare en forening – men en virkelig menighed, hvor hele menigheden var engageret med hver deres nådegaver. Man ønskede også en anden musiktradition, og man ønskede at gøre dette inden for folkekirken. I dag er denne valgmenighed vokset til omkring 1000 medlemmer, og inspiration er udgået herfra, også til sognemenigheder. Eksemplet fra Aarhus smittede, så der i dag er knap 20 valgmenigheder med karismatisk eller missionsk præg.
Loven af 1868 har sat dybe spor i dansk kirkeliv. Den har ikke kun virket som en ventil for utilfredse, men som et eksperimentarium for hele kirken. Gad vide, om nogen havde forudset det for 150 år siden?
Kurt E. Larsen er professor i kirke- historie på Menighedsfakultetet.