I øjeblikket diskuteres der ”hvidhed” i medierne oven på forfatteren Jonas Eikas takketale ved modtagelsen af Nordisk råds litteraturpris. Spørgsmålet er, om den europæiske, hvide (mand) kollektivt kan kendes skyldig for at indtage en magtposition i samfundet, først gennem kolonisering og undertrykkelse, nu gennem overforbrug og klimakrise. Og hvis ikke skyldig, så i hvert fald blind.
På forskningsgangene i diverse afdelinger for humaniora er debatten om ”hvidhed” ikke ny. Den hænger sammen med den postkoloniale bølge inden for litteratur, historie, ja, i virkeligheden al åndsvidenskab, der i korte træk handler om at finde nye veje og identiteter i perioden ”efter” den hvide kolonitid. Ofte gives den palæstinensisk-amerikanske professor Edward Said æren for at have sat bølgen i gang. I 1978 udgav han bogen ”Orientalism”, hvor han i skarpe vendinger tog et opgør med den vestlige verden for at have opfundet begrebet ”det orientalske”. Derved gjorde vestlige intellektuelle i virkeligheden de ikke-europæiske kulturer til ”de andre”, der kunne studeres – og som man kunne underlægge sig.
Bølgen nåede i 1990’erne til bibelvidenskaben og satte sig i løbet af de næste par årtier stærkt igennem. I dag er postkoloniale eller anti-imperiale læsemåder af de bibelske skrifter stærkt repræsenteret ved internationale forskningskonferencer og i strømmen af nyudgivelser på de teologiske forlags hylder.
For hvis man tænker efter, hvem skulle så i grunden kunne kandidere bedre til at være et forbillede for den, der vil af med ”hvidhedens” åg og kategoriseringer af verden end netop Jesus? Han blev født i den yderste afkrog af et ”hvidt”, romersk imperium. Selv var han af judæisk afstamning og ikke ”hvid” i betydningen en del af det europæiske, romerske koloniserende folk.”
Vi skal heller ikke læse særligt langt i evangeliernes beretninger om Jesus, før vi finder oprørsuroen rumle. Nidkære ”zeloter” med sværdet under kjortlen fulgte Jesus tæt den hele vej til Getsemane Have. Og da de jødiske ledere, der for privilegiernes skyld samarbejdede med kolonimagten, til sidst gennem deres uhellige komplot med romernes Pilatus fik fanget Jesus, fik han en oprørers straf: korsfæstelse. Som en forsker formulerer det: Jesus blev kendt værdig til at mærke hele det romerske imperiums ”densitet” på sin krop, altså rigets kompakte vægt. Hvis nogen skulle tro, at romerne så korsfæstelse som en form for ”religiøst offer”, må man finde et andet sted at tro. Korsfæstelse var en politisk straf brugt på intet andet end slaver og oprørere.
Så langt så godt. Idéen om en ”politisk Jesus” er fortalt før, mest morsomt af Monty Python. Men den postkoloniale læsning graver nogle spadestik dybere ved at tale om kodede budskaber, vi kun kan se, hvis vi aflægger os ”hvidhedens blindhed”. Tag for eksempel Markusevangeliet. De fleste forskere vil sige, at det blev skrevet netop samtidig med, at det romerske imperium lod sin fulde styrke ramme det jødiske folk i den krig, der ødelagde templet i Jerusalem. Måske blev det endda skrevet i Rom, hvor kristne få år forinden var blevet henrettet som dyr af kejser Nero. I en sådan situation kunne man ikke udtrykke sin kritik direkte. Den måtte kodes.
Det gør Markus så, foreslås det: Når duen daler ned over Jesus i dåben, er det en slet skjult kritik af den romerske ørn, der var symbolet på imperiet. Når Jesus uddriver en ”legion” af dæmoner, er det i virkeligheden selve nøglen til hans mål om at rense landet for romerske soldater. Eller tag det for os religiøse ord over dem alle, ”evangeliet”: Indskrifter fra det romerske imperium viser os, at dette ord blev brugt til at hylde de romerske kejsere som guddommelige og som gode nyheder. Når netop Markus indleder med en evangelisk lige højre: ”Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”, slår de postkoloniale briller straks tilbage med et dekrypteret budskab: ”Ja, for kejseren i Rom er det ikke hverken gode nyheder eller Guds søn!”
Ikke alle bibelforskere er overbeviste af sådanne læsningsstrategier. Er det ikke blot eksempler på indlæsninger, ikke langt fra de middelalderlige allegoriske tolkninger? Hvis Markus var så interesseret i at bruge Jesus som kamphund mod de romerske myndigheder, hvorfor så for eksempel al ”fyldstoffet” med detaljerede lovdiskussioner med de jødiske ledere? Hvis det egentlige budskab skal findes som skjulte budskaber, der kun kan ses gennem moderne teorier, hvordan så sikre mod indlæsning af egne interesser?
Men sikkert er det, at diskussionen inden for bibelvidenskaben i disse år er under hastig forandring. Helt afgørende teologiske spørgsmål er til debat. Hvad er evangeliet? Hvordan berører det vores verden? Rummer det et ”kodet budskab” mod enhver tids undertrykkelse og ødelæggelse? Har det ligefrem, for at henvise til en nylig debat i nærværende avis, noget at sige i klimadebatten, eller skal det blot forkyndes rent og purt under kirkens hvælvinger?
Spørgsmålene er mange. Skal vi tro disse nye læsningsstrategier, er det vigtigste af dem, om den ikke-hvide Jesus overhovet er blevet forstået rigtigt af ”den hvide mand”.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.