Vartov på jagt efter nye kræfter til centrale poster

Grundtvigsk Forum i Vartov søger ny redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet

To centrale poster i det grundtvigske landskab bliver nu slået op. Det gælder stillingen som redaktør af landets ældste tidsskrift, Dansk Kirketidende, og posten som leder af Grundtvig-Akademiet. De to stillinger har de seneste 10-15 år været besat af én person, senest af Birgitte Stoklund Larsen, der i forsommeren blev generalsekretær i Bibelselskabet. Grundtvigsk Forum har valgt at slå stillingerne op hver for sig, selvom de fortsat kan søges samlet. Det sker for at sikre det bredest mulige ansøgerfelt, oplyser formand for Grundtvigsk Forum Niels Henrik Arendt.

”Det er ikke udtryk for en strategisk omprioritering, men sker udelukkende, fordi de to stillinger sagtens kan bestrides hver for sig. Vi lægger stor vægt på, at redaktørhvervet i det daglige varetages uafhængigt af styrelsen, hvor arbejdet som akademileder i højere grad er en del af Grundtvigsk Forums daglige drift. Men begge stillinger indgår, uanset om de besættes af en eller to personer, naturligt i foreningens ledelse,” siger Niels Henrik Arendt.

P.t. er teolog og forfatter Lars Sandbeck konstitueret redaktør af Dansk Kirketidende, mens stillingen som leder af Grundtvig-Akademiet er vakant.