Da N.F.S. Grundtvig blev ansat på Vartov Hospital i 1839, fik bygningens syge og gamle beboere sig ikke kun en ny præst. For der fulgte også en større gruppe mennesker med, som trofast fyldte pladserne i hospitalskirken i København op om søndagen, så de kunne høre netop ham forkynde det kristne budskab.
Selv da Grundtvig døde i 1872, fortsatte hans tilhængere med at samles i Vartov, og i morgen er det præcis 100 år siden, at de stiftede deres egen menighed i kirken.
Valgmenigheden kan med sine 100 år ikke bryste sig af at være den ældste af de grundtvigske menigheder herhjemme. Alligevel har den en særlig historisk betydning i dansk kirkeliv, siger teologiprofessor på Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen. Det skyldes ikke mindst dens direkte forbindelse til Grundtvig og dens placering i Vartov-komplekset, som i dag blandt andet huser foreningen Grundtvigsk Forum, Grundtvig Centeret og Grundtvig-Akademiet.
”Vartov er den grundtvigske højborg. Det var her, Grundtvig i sin egen tid blev en central person i Københavns kirkeliv, og hans gudstjenester blev besøgt af mange, også fra de ledende samfundslag. Hans kirkesyn var vækkelsespræget, og dermed blev Vartov også et vækkelsessted. Den historie har knyttet sig til valgmenigheden – selvom den ikke længere har et vækkelsespræg,” siger han.
Vartov Valgmenigheds historie begynder som sagt væsentligt tidligere end 1920, og på sin vis også før Grundtvig overhovedet fik embede på Vartov, som dengang var en plejestiftelse for ældre og kronisk syge. For i årene forinden havde han prædiket ved aftensangsgudstjenester i den daværende Frederikskirken på Christianshavn, og hans forkyndelse tiltrak mange københavnere. Og da Grundtvig efterfølgende flyttede videre til Vartov, fulgte hans menighed som sagt glædeligt med.
Af den grund bliver Grundtvig af nogle kaldt Danmarks første de facto valgmenighedspræst. Eller som den tidligere præst i Vartov Valgmenighed Thorvald Balslev (1871-1964) skrev i en gennemgang af kirkens og menighedens historie i 1939:
”Det er derfor i sin gode Orden, at vi regner Grundtvigs Tiltrædelse i 1839 som Begyndelse paa Vartov frie Menighed, selv om det varede nogle Aar, inden Livet helt frit kunne udfolde sig.”
At livet ikke ”frit kunne udfolde sig” i 1839, skyldtes, at det dengang endnu ikke var muligt at løse sognebånd, hvilket Grundtvig ellers var fortaler for, ligesom man ikke kunne oprette valgmenigheder. Dette afholdt dog ikke folk fra at komme i andre kirker end deres nærmeste, siger Torben Damsholt. Han er historiker og var fra 1980 til 2005 præst i Vartov Valgmenighed og Københavns Valgmenighed, som blev oprettet i 1890.
”Københavnerne er altid gået i kirke lige, hvor det passede dem. Så under gudstjensterne i Vartov var der ofte nogle, der måtte stå op, og der var tidspunkter med meget trængsel,” siger han.
Da Grundtvig døde i 1872, var tilslutningen til Vartov Kirke så stor, at mange folk blev der og fulgte de nye hospitalspræster, siger Torben Damsholt. På det tidspunkt var valgmenighedsloven blevet indført, men først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte kredsen i Vartov at tale om at skabe en fastere organisation.
Da Københavns Kommune valgte at flytte hospitalet væk fra Vartov og nedlægge stillingen som hospitalspræst i 1919, tog den grundtvigske menighed i Vartov endeligt stilling til sin fremtid. Året efter blev den anerkendt som valgmenighed under navnet ”Vartov fri Menighedssamfund”.
At det tog så lang tid, før valgmenigheden blev stiftet, skyldtes intern usikkerhed. Medlemstallet var faldet efter Første Verdenskrig, og de resterende var i tvivl om, hvorvidt det at blive valgmenighed var den rette vej at gå, lyder det i den tidligere gymnasierektor Jacob Appels bog om valgmenigheden fra 1995. Med tiden steg medlemstallet dog, og det nåede i midten af 1950’erne op over 500, hvorefter det dog faldt i nogle årtier. Økonomien har også været udfordret i perioder, hvilket blandt andet skyldtes det store restaureringsarbejde ved Vartov Kirke, som menigheden købte af kommunen i 1925.
Op- og nedturene i menigheden ændrede dog ikke ved det grundtvigske præg, den satte på sine gudstjenester og sin sangtradition. Gudstjenesteformen blev kendt for at være friere, og det samme gjaldt salmesangen, som fik tilnavnet ”Vartovgaloppader” på grund af det – i forhold til datidens kirkesang – noget raskere tempo.
Sangen var også noget af det, Torben Damsholt selv lagde mærke til, da han begyndte at komme i Vartov i 1950’erne.
”Da jeg første gang var i Vartov Kirke, slog det mig, at der stod hele 10 salmer på tavlen. Der var barnedåb den dag, men tallet var stadig højere end normalt ved gudstjenester. I dag er menigheden stadig kendt for sin righoldige salmetradition og for, at menigheden synger uden kor,” siger han og tilføjer, at menigheden også har lavet flere salmebøger.
I dag er både det grundtvigske gudstjenestepræg og menighedsliv blevet mere udbredt, siger Torben Damsholt.
”I sin egen tid var Grundtvig kontroversiel, og i 1950’erne var hans tanker stadig en sjældenhed mange steder. Men der er sket en voldsom forandring de seneste år, hvor de grundtvigske tanker og traditioner har sat deres præg på folkekirken,” siger han.
Ifølge Niels Henrik Gregersen er menigheden blevet et københavnsk alternativ til hovedstadens sognekirker, som gennem årene har tiltrukket mange grundtvigske familier og intellektuelle.
”Hvis man skal se på teologien, er det grundtvigske nok blevet mindre markant gennem de seneste årtier. Der har heller ikke været noget ønske om at ansætte klassiske grundtvigianere som præster i valgmenigheden,” siger han.
Selvom Grundtvigs tanker har vundet indpas i folkekirken, findes der stadig en lang række grundtvigske fri- og valgmenigheder over hele landet. For dem spiller Vartov Valgmenighed en historisk rolle, siger Laura Lundager Jensen, der er præst i Osted Valgmenighed og formand for Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder.
”Det særlige ved Vartov er, at den grundtvigske ånd hviler over stedet i en særlig grad. Det var der, Grundtvig holdt til, og i dag har Grundtvigsk Forum adresse der. Men derudover har Vartov Valgmenighed ikke større betydning end de andre grundvigske valg- og frimenigheder rundt i Danmark. De er alle forskellige, men har det til fælles, at de er båret af den samme frihedstanke,” siger hun.