I kristendomsforskningen er det et klassisk spørgsmål, hvordan det kan være, at kristendommen blev den sejrende religion i Romerriget. Svarene er mange, men blandt de gennemgående er kirkens udvikling af et kætterbegreb. Fra kirkens begyndelse er det blevet diskuteret, hvem der var de sande kristne, og hvem der havde ret til at tale på de kristnes vegne. Ved at de kirkelige autoriteter formåede at sætte en skarp grænse op mellem kristne og kættere, lykkedes det at afgrænse religionen klart i forhold til andre verdensopfattelser.
Gennem hele kirkehistorien har spørgsmålet om kristen versus kætter været presserende. Ét resultat af dette er institutioner som den katolske troslærekongregation, hvis formål netop er at holde troen ren. Et andet resultat er de titusindvis af kristne grupper, der, ofte i strid med hinanden, hver især mener at have det bedste svar på, hvad kristendom virkelig er.
LÆS OGSÅ: En pen for Vorherre
Vassula Ryden er et eksempel på denne spænding. I årtier har det, særligt i den kirkelige undergrund, været diskuteret, hvem hun er. En nutidig profet? Guds talerør, kaldet til at samle den splittede kristenhed? En kvinde besat af en ond ånd? En person, som bevidst eller ubevidst fejlfortolker det kristne budskab?
Vasiliki Paraskevis Ryden (født 1942, kendt som Vassula) voksede op som græsk-ortodoks. I 1985 begyndte hun ifølge sin egen biografi at modtage åbenbaringer fra Gud.
Budskaberne går især på fred og forsoning mellem mennesker i almindelighed og de store kristne kirkesamfund i særdeleshed. En fælleskirkelig fejring af påsken og anerkendelse af paven som leder for alle kristne er også gennemgående.
Typisk for nutidens profeter er budskabet ikke begrænset til én kristen konfession, men bredes ud til at gælde såvel katolikker, ortodokse og protestanter som andre religioner.
Vassulas budskab har givet hende mange tilhængere, særligt i den vestlige verden. Men også mange modstandere. Allerede i 1995 udsendte den katolske troslærekongregation et dokument, som advarede mod hendes lære og understregede, at hendes åbenbaringer ikke måtte ses som talerør for kirken.
Nu har det samme gentaget sig fra det økumeniske patriarkats side. I marts udsendte de en skrivelse, som udelukker Vassula og hendes tilhængere fra at gå til nadver i patriarkatets kirker. Der er dog uvished om, hvorvidt der er tale om en egentlig ekskommunikation, og da de ortodokse kirker ikke har én leder, der taler på alle kirkernes vegne, gælder skrivelsen kun for det økumeniske patriarkats kirker.
Men hvad er det, som de kirkelige autoriteter ser som bekymrende?
Dels er det selve kætteriet. Vassulas kommunikation med Gud, som hun benævner Jahve og Jesus, er ikke altid i overensstemmelse med det kirkelige treenighedsdogme. Nadverdeltagelse i den katolske kirke, på trods af Vassulas ortodokse baggrund, ses som suspekt, og ønsket om paven som fælleskirkelig leder er for ortodokse kristne en fuldstændig umulighed.
Imidlertid er det i særlig grad Vassulas rolle som profet, der synes at være det virkelige problem. I og med at Gud kommunikerer gennem Vassula, sætter det hendes fortolkninger over Biblen og den kirkelige tradition. Dermed sættes den kirkelige autoritet ud af spillet.
Sagen har således et større perspektiv. En profet er i kristendomshistorien typisk en person, som står uden for den kirkelige organisation og ikke er underlagt for eksempel en klosterleder eller en biskop. En profet er desuden en person, som udfordrer de kirkelige autoriteter, og som har unik adgang til guddommen. Dermed er en profet altid en trussel mod kirkens lære.
Vassula er et godt eksempel på den autoritetskrise, som individualiseringen af religion har påført de store traditionelle kirkesamfund. For hvad sker der egentlig, hvis Vassula ekskommunikeres? I middelalderen var ekskommunikation en alvorlig sag, som effektivt udstødte den kristne fra samfundet. Men i dag? Der er altid en anden fortolkning og en anden gruppe til rådighed. En ekskommunikation kan afskrække kernemedlemmerne i de respektive kirkesamfund. Men ikke de mange individualister, der foretrækker den direkte linje til Gud.
Annika Hvidthamar er lektor ved Syddansk Universitet