For kort tid siden var journalist Birthe Lauritsen til en begravelse i folkekirken. Her var kirken stopfyldt af den afdødes venner, familie og bekendte. Og det var dem, hele ceremonien handlede om.
”Begravelsen gik ud på at fortælle den afdødes historie med fokus på, hvad de efterladte havde lært af hende, fået af hende og kunne tage med videre i livet. Det hele var varmt og vedkommende for alle dem, der deltog, og der blev gjort meget ud af at tale til de efterladte,” siger hun.
Dette fokus på de efterladte var noget af det, der overraskede Birthe Lauritsen, da hun skrev bogen ”Hvor flyver sjælen hen?”, som udkom i denne måned og gennemgår gravkultur, begravelsesskikke og afskedsritualer inden for de store religioner og trossamfund i Danmark. For på det punkt adskiller den danske folkekirke sig markant fra de andre religioners afsked med de døde.
”Da jeg researchede til bogen, gik det op for mig, at folkekirkens måde at tage afsked på er den mindst rituelle. Her handler det i stedet om at få en smuk og god afslutning for de pårørende.”
I aften er det Allehelgensaften, som efterfølges af Allehelgensdag i morgen og i weekenden Allehelgenssøndag, hvor de levende mindes de døde.
Andre religioner har også lignende dage for de døde, men ifølge Birthe Lauritsen finder man de mest interessante forskelle ved at se på selve afskeden.
”Hvis jeg skal sige noget overordnet, så lader døden i de asiatiske og mere mellemøstlige religioner som buddhisme og hinduisme, islam og jødedom til at være mere nærværende. Man tager sig af den døde, sørger for en rituel vask af vedkommende og for, at han eller hun kommer anstændigt herfra på en mere omfattende måde, end man gør i de kristne kirker,” siger hun og tilføjer, at de kristne kirker her kommer tættere på hinanden.
”Men i katolicismen er der stadig mest fokus på at forkynde og på ritualer med røgelse og vievand under begravelsen. Man behøver ikke tale om den døde for de efterladtes skyld, for det vigtigste er at hjælpe den døde med at komme helt ind i Gudsriget og ikke lade dem ende i skærsilden. ”
At folkekirken sætter fokus på de levende, er sognepræst i Løgstør Pernille Vigsø Bagge helt enig i. Faktisk har fokus på den døde været mindre end i dag.
”I gamle dage kom kisten eksempelvis slet ikke med ind i kirken under begravelsesceremonien. Den blev udenfor, mens familien og de pårørende hørte præstens ord og fik forkyndelsen.”
Pernille Vigsø Bagge har bidraget til ”Hvor flyver sjælen hen?” med at forklare folkekirkens afsked med de døde. Ifølge hende findes der før og efter dødstidspunktet ikke faste ritualer som i andre religioner.
Nogle døende beder om at se en præst til en samtale, en sidste nadver eller en bøn, og når døden indtræffer, vælger nogle at åbne et vindue, så sjælen kan flyve ud og til himlen. Mange tænder også et lys, beder en bøn eller synge sjælen ud med en salme.
Hvor flere religioner gerne ser begravelsen ske hurtigst muligt af respekt for den dødes krop eller sjæl, lader folkekirken det være op til de pårørende.
Hvis et familiemedlem bor langt væk, venter man til, de når frem, og Pernille Vigsø Bagge kan også forhale en begravelse i et par dage, hvis hun mærker, at de pårørende har brug for mere tid til at komme igennem sorgprocessen. Der kan altså typisk gå op til 10 dage – og det afhænger af de pårørende, ikke den døde.
Under begravelsen er der en række nogenlunde faste ritualer som salmer, bøn, en tale om den afdødes liv og jordpåkastelse. Den røde tråd i det hele er opstandelsen, som ifølge Pernille Vigsø Bagge netop forklarer, hvorfor den efterladte er i fokus.
”Begravelsesritualet handler om håb og en tro på, at den døde har det godt. En begravelsesgudstjeneste er altså for de levende, fordi den døde er i Guds hænder.”
Samme udtryk – at den døde er i Guds hænder og ude af vores – bruger lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Benedicte Hammer Præstholm, der arbejder med ritualhistorie.
”Ved begravelsen tager vi afsked med et helt bestemt menneske, som ikke er mere, men forkyndelsen, som lyder der, er jo rettet til os, som lever. Rettet til den sorg eller vrede eller tomhed eller fortvivlelse, vi bærer rundt på. Forkyndelsen er til det levede liv, som vi skal leve i alt dets modsætningsfyldthed.”
Ifølge hende er en vigtig pointe, hvis man vil forstå folkekirkens afsked med de døde, dåben og det faktum, at der med den allerede er etableret en forbindelse mellem Gud og menneske, som ikke forsvinder med døden.
”’Dåbens lys er tændt, når livet slukkes’, synger man i en af de nyere dåbssalmer, og ved begravelsen hører man igen de ord, som også blev sagt ved dåben, nemlig at vi er ’genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde’.
Jesus gik gennem døden for alle, som dør. Det er noget, Gud har gjort, og ikke noget vi skal bidrage til,” siger hun.