Musiker: Ved et dødsleje vidste jeg, at ingenting længere kunne være det samme i mit liv

Da hun sad vagt hos en døende kvinde, fik Trine Opsahl en fornemmelse af Guds nærvær. Det fik den senere harpenist til at huske barndommens fornemmelse af at være opslugt af musik

Harpenist Trine Opsahl er ansat på Hospice Sjælland og Hospice Søndergaard, hvor hun spiller på sin harpe for døende, døde og pårørende. – Privatfoto.
Harpenist Trine Opsahl er ansat på Hospice Sjælland og Hospice Søndergaard, hvor hun spiller på sin harpe for døende, døde og pårørende. – Privatfoto.

Jeg blev født og levede de første seks år af mit liv i Norge i et kristent hjem med aftenbøn og masser af musik. Min far var organist i en stor norsk kirke, så det var helt naturligt, at jeg også begyndte at spille, og min barndoms bedste øjeblikke var, når jeg var fordybet i musikkens ordløse verden. For det var for mig det mest sande sted at være i verden. Her mærkede jeg en dyb forbundethed med noget, som var større end min egen væren.

Da jeg så var 15 år, døde min far, og dermed døde musikken også for mig. Jeg valgte at gå i en helt anden retning og startede på jurastudiet efter endt studentereksamen – sikker på, at jeg skulle være advokat.

Mens jeg læste, arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper og blev en dag bedt om at sidde vagt hos en døende kvinde i hendes eget hjem. Hun sov det meste af tiden, fik jeg at vide. Så jeg tog lærebogen om folkeretten under armen og drog af sted, fast besluttet på at få læst en masse inden eksamen.

Men jeg fik ikke læst en eneste linje i de mange timer, hvor jeg sad ved den fremmede kvindes dødsleje.

For derinde var der – trods smerterne hos kvinden, som havde så ondt, at hun led voldsomt trods medicinen – et nærvær, en mildhed, en blidhed, som fyldte hele rummet. Det var en dualitet, der overvældede mig, og jeg blev uendelig stille og kunne ikke andet end bare være til stede.

Det stærke nærvær, jeg oplevede, vækkede også noget i mig, og jeg følte en forbundethed med alting, med livet selv, med Gud. For freden og kærligheden, som vibrerede i rummet, fik mig til for første gang siden min far døde at huske på, hvordan det havde været som barn at være i musikkens verden, der, hvor jeg blev forenet med noget, som var større end jeg. Dengang i tonernes verden havde jeg nemlig følt det samme nærvær, som jeg gjorde nu.

Alligevel var det anderledes denne gang, stærkere og mere gennemtrængende, og jeg vidste, at ingenting længere kunne være det samme i mit liv. Jeg havde jo glemt, hvem jeg var, så jeg havde mistet kontakten til denne oplevelse af forbundethed.

Alligevel tog det flere år, før jeg turde tage konsekvensen af den erkendelse, som jeg fik den dag.

I stedet gjorde jeg nærmest på autopilot mit studie færdigt, blev advokatfuldmægtig og fik ikke kun et, men to gode jobs med masser af karrieremuligheder. Men jeg sagde hurtigt op på begge arbejdspladser, for trods de spændende opgaver fik jeg ingen åndelig næring. Noget i mig var dødt, gnisten til juraen var væk, og jeg skulle noget andet. Noget, som hang sammen med det subtile nærvær, som jeg havde været i den dag hos den døende kvinde, og som er så fint, at det er nemt at overhøre, hvis vi støjer for meget.

Jeg vendte derfor tilbage til musikken og gik til optagelsesprøve på Musikkonservatoriet. Men på vej ud af bygningen følte jeg, at det ikke var det rigtige, og denne gang fik min intuition lov til at råde, og jeg kom aldrig tilbage til konservatoriet.

Til gengæld lyttede jeg til den indre stemme, som førte mig til en uddannelse i USA på The International Harp Therapy Program. Nu var det, som om alle dele af mig endelig mødtes, og livet åbnede sig. Jeg var kommet hjem.

For at sidde med min keltiske harpe har fra første færd været som at træde ind i en gammel drøm og genkende mig selv på et dybere plan. Herfra kan jeg formidle nærværet, når jeg spiller for døende, døde og deres pårørende på de to hospicer, hvor jeg i dag er ansat.

Hvad udfordrer din tro?

Jeg vil for altid være forbundet med kristendommen, som er så stor en del af mig. Alligevel kan jeg godt savne noget i den måde, som kristendommen ofte praktiseres på. Der kan være en manglende fordybelse og forståelse for andre måder at erkende på end via ordene. Og nok er ordene vigtige, for de kan formidle og give troen, men de kan også stå i vejen for erkendelsen af Gud. Mine forældre lærte mig at bede, og i bønnen bruger jeg selvfølgelig ordene, men på et tidspunkt bliver også bønnen ordløs.

Tro er nemlig mere end ord, og nåden og Guds nærvær kommer oftest, når vi bliver stille. For vi skal være stille for at kunne høre Gud. Gud råber ikke, står derimod hele tiden lige ved siden af os og kalder med blid røst på os. Gud er nærvær, som så gerne vil indenfor i vores liv. Men vi skal selv lukke det ind, vi skal selv gå vejen.

Det er også derfor, at jeg opfatter mig selv som en kontemplativ kristen med en stor åbenhed over for andre trosretninger og deres vej til erkendelse. For det hele er meget enklere, end vi forestiller os, og jeg er sikker på, at alle religioner kan være en vej til det samme lys, og at vi alle sammen søger den samme essens af Guds nærvær. Blot er vores vej dertil forskellig, og vi må alle finde vores egen personlige erkendelsesvej.

Hvad er det bedste åndelige råd, som du nogensinde har fået?

Det handler om at sige ja, og det fik jeg af min meditationslærer, dengang jeg kæmpede for at samle mod til at følge min indre stemme og blive harpenist. Hans ord fik mig til at reflektere dybere over, hvad det i grunden betyder, når vi siger ja og nej i vores liv. En refleksion, som også var en kamp mellem den side af mig, som ønskede at overgive sig, og den side, som fortsat havde mange kvaler med overgivelsen. Jeg valgte jaet, overgivelsen, vel vidende at jeg dermed sagde ja til mere end en tilværelse som harpenist. For med mit hele ja gav jeg slip på et dybere plan, åbnede mig for det højere og hengav mig til det liv og den væren, som er vores lod som mennesker.

Vi plejer at sige: Jeg tror det, når jeg ser det. Men for mig er det omvendt: Jeg ser det, når jeg tror det.