Vejen til folkekirken gik gennem en øde kirke på New Zealand

René Dahlwad Jensen har bedt Fadervor, siden han var fem-seks år gammel. Men først som 39-årig på en rejse til New Zealand opdagede han en forbindelse mellem sin tro og kirken. I dag kan han ikke undvære sine daglige bønner og søndagens gudstjeneste

René Dahlwad Jensen fandt ind i kirken på en rejse til New Zealand i 2007. Siden 2013 har han været kirketjener og graver ved kirkerne på Mols og Helgenæs med kontor ved den største og ældste af dem, Tved Kirke. – Foto: Bo Amstrup/ Ritzau Scanpix.
René Dahlwad Jensen fandt ind i kirken på en rejse til New Zealand i 2007. Siden 2013 har han været kirketjener og graver ved kirkerne på Mols og Helgenæs med kontor ved den største og ældste af dem, Tved Kirke. – Foto: Bo Amstrup/ Ritzau Scanpix.

Det var søndag den 27. januar 2008, og jeg var på en længere rejse i New Zealand. Jeg var blevet skilt fra min kone og moderen til mine to børn, jeg var selvstændig vognmand og arbejdede meget. Jeg tjente godt, men var ikke glad. Jeg havde været i New Zealand tidligere, både med min familie og med min bror. Så jeg vidste, at naturen var fantastisk, og jeg havde besluttet at tage af sted for at fiske, meditere og vandre. Jeg brugte forskellige østlige meditationsteknikker, og undervejs tog jeg på retræte i tre dage langt oppe i bjergene. 14 dage senere kom jeg til Christchurch, og derfra kørte jeg ud på en lille halvø med en masse små bugter, hvor det var godt at fiske. Jeg kørte ud til en lille by, hvor jeg var i et par dage. Indimellem gik jeg ind i de kirker, jeg kom forbi, for at meditere.

Denne søndag kørte jeg ned mod en lille bugt, hvor jeg kunne fiske, inden jeg ville videre til nogle floder med mange laks. Da jeg var på vej ned mod havet, kunne jeg se en lille bygning næsten nede ved vandet. Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var en trækirke. Jeg steg ud af bilen og gik hen til kirken for at gå ind og meditere. Men i det samme kom en præst ud og bød mig velkommen og spurgte, om jeg var kommet derud for at være med til gudstjeneste. Det viste sig, at han havde fundet sin kone i Danmark, og han fortalte mig, at der kun var gudstjeneste i denne kirke hver fjerde søndag. Jeg takkede ja til at deltage i gudstjenesten. Undervejs lagde jeg mærke til, at der var mange mennesker, som så ud til at have et godt fællesskab, og det gjorde indtryk på mig, at alle gav hånd til hinanden ved fredshilsenen.

Da jeg startede bilen og kørte videre, vidste jeg, at der var sket noget afgørende i mit liv. Der var en ro inden i mig, som ikke kunne beskrives. Helt anderledes end den ro, jeg kunne opnå ved at meditere. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få det sådan af at gå i kirke, måtte jeg begynde at gøre det fast. Så på resten af min rejse fandt jeg en kirke om søndagen og tog til gudstjeneste, og jeg fortsatte med det, da jeg kom hjem.

Det var første gang, jeg gik i kirke jævnligt. Som barn tog mine forældre ikke mig og mine søskende med i kirke ud over til dåb, konfirmationer og bryllupper. Da jeg var teenager, var der en periode, hvor min mor insisterede på at gå i kirke juleaften, men jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle med kirken, så jeg gik ikke med. Da min bror begyndte at blive optaget af kristendom og blev katolik, var jeg heller ikke interesseret i at høre om det. Jeg mente, at mit forhold til Gud var noget særligt, som ikke havde med kirken at gøre. Jeg bad Fadervor hver aften, for det havde min mor lært mig. Da jeg var fem-seks år gammel, kom min mor ind på mit værelse og forklarede mig, at hvis der var noget, som var så svært, at jeg ikke kunne sige det til nogen, kunne jeg tale med Gud. Hun sagde, at Gud var i himlen, og jeg kunne komme i kontakt med ham ved at bede Fadervor.

Fra da af bad jeg hver aften. Men i mange år var det ikke noget, jeg talte med andre om. Ikke engang min ekskone, som jeg var gift med i 11 år, vidste det, og da vi blev skilt, var det ikke noget, jeg tænkte Gud ind i, selvom vi var blevet viet i kirken.

I dag kan jeg se, at oplevelsen i kirken i New Zealand var begyndelsen på en forvandling, hvor jeg langsomt lod Gud flytte ind og blive centrum i mit liv. Før havde min bøn mest handlet om, hvad jeg ønskede af Gud, og hvad jeg ville have hjælp til. Nu begyndte min bøn at ændre sig, så det mere handlede om at åbne mig for de muligheder, Gud lagde frem. At lade Gud styre i stedet for at ville styre det hele selv.

Jeg tror, at Gud har lagt det til rette, så jeg blev klar til at tage de skridt, jeg skulle tage. Jeg vidste, da jeg rejste til New Zealand, at der skulle ske noget nyt i mit liv, men ikke hvad. Noget ændrede sig, fordi jeg begyndte at gå i kirke og hørte nogle ting, som jeg ikke kunne finde gennem bøn. Jeg fandt ud af, at der er en kraft inden i mig, som ikke er mig selv, men vil mig det godt. Det kan ske, når jeg ikke står i vejen for Gud.

I 2012 besluttede jeg at lukke mit vognmandsfirma og gik i gang med at søge job. Alle de jobs, jeg havde lyst til at søge, havde med kirken at gøre. Jeg søgte en del kirketjenerstillinger, men blev ikke kaldt til samtale.

Så gik jeg ned til den lokale præst og spurgte ham, om jeg havde skrevet noget forkert i mine ansøgninger. Han spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig også at blive graver, for der blev snart en stilling ledig som kirketjener og graver. Den fik jeg, og jeg elsker det. Jeg holder af alle de kirkelige handlinger og er også glad for graverdelen, som har givet mig nye udfordringer.

Hvis der har været dåb og ekstra meget, jeg skulle tage mig af under gudstjenesten, tager jeg tit en gudstjeneste mere, når jeg har fri.

Jeg beder stadig Fadervor – nu både morgen og aften. Hver morgen forsøger jeg at åbne mig for Guds vilje, og hver aften tænker jeg over, hvordan det er gået med at gribe de muligheder, Gud har givet mig i løbet af dagen.

:

Hvad har udfordret din tro?

Det, der udfordrer min tro, er min egoisme, selviskhed og frygt. Det er alt det, jeg har bygget op i løbet af livet for at klare mig. Jeg var ikke et særligt sikkert barn, så i skolen kæmpede jeg for at få en plads og fandt ud af, at hvis jeg råbte højt og nedgjorde dem, der var under mig i hierarkiet, følte jeg mig større. Jeg skabte en identitet ved at være den, der drillede andre og fortalte historier, hvor jeg skruede op for tingene for at fremstå større. Det er den mørke side af mig, og den kæmper jeg med at lægge til side, så den side, hvor jeg bare er mig selv, kan få fylde. Når det lykkes, kan jeg åbne op for den hjælp, der ligger inde i mig, som er fra Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være det råd, min mor gav mig, da jeg var barn, om at gå til Gud med mine problemer og bede til ham ved hjælp af Fadervor. Hun påduttede mig ikke noget, men gav mig grobund for en relation til Gud. Det har jeg også prøvet at give til mine børn.

Derudover er det bedste råd, jeg har fået, at få Gud i centrum i mit liv i stedet for mig selv. Det handler meget om at turde sige ja. Når jeg siger ja til ting, jeg før ville have sagt nej til, åbner der sig ofte nogle ting. Jeg oplever det for eksempel, når sørgende kommer på kirkegården og taler med mig: Gud kan bruge mig, når jeg er åben for det.