Prøv avisen

Vejen til succes

For DR-værten Charlotte Lindholm er troen så naturlig som at trække vejret. Alligevel mener hun ikke, folkekirken sælger sin vare godt nok. Foto: DR.

Interview: -- Jeg argumenterer ikke for, at man skal gøre folkekirken så poppet, at den mister sit indhold. Jeg taler blot for, at man fjerner de øverste 20 centimeter lag støv, siger Charlotte Lindholm fra Danmarks Radios populære tv-program Magasinet Penge

Langs landevejen ved Karlslunde Strand gik en pige med sin lillesøster på tre år i den ene hånd og en kuffert fuld af sokker i den anden. Det var syv-årige Charlotte Lindholm, der i vrede havde besluttet sig til at flytte hjemmefra med søsteren.

– Jeg kan ikke huske, hvad jeg var blevet sur over. Men allerede dengang var jeg temmelig stædig og selvstændig. Når jeg satte mig noget for, gjorde jeg det også, og det opdrog mine forældre mig også til. Jeg fandt senere ud af, at de i forvejen havde ringet til mine bedsteforældre og sagt, at de bare skulle lade som ingenting og tage imod os, ligesom mine forældre i smug fulgte efter os i bilen for at sikre, at der ikke skete os noget, ler Charlotte Lindholm, da vi sidder i et lille mødelokale i TV-byen. Opdragelsen har tilsyneladende båret frugt.

For i receptionen nedenunder hænger hun i glas og ramme side om side med alle de andre kendte værter på DR's nyhedsredaktion. Og hver torsdag trækker hun omkring 700.000 seere gennem Magasinet Penge. For nylig kaldte damebladet Femina hende derfor for hele Danmarks bankrådgiver.

Charlotte Lindholm kender vejen til succes. Og både på og udenfor skærmen er hun blevet kendt som en kvinde, der holder fast i sine valg. Hun giftede sig for eksempel allerede som 22-årig med den mand, hun siden har beholdt og fået tre børn med, og da hun besluttede sig for at føre en lovende handelskarriere over i journalistikken, sled hun sig frem mod et stadig større publikum ved holde fast i det solide indhold uden at være bange for at prøve nye former af. Og det kunne folkekirken lære noget af, mener hun.

– Jeg kommer fra en familie, der gik op i alt andet end tro. Men allerede som 11-årig var jeg af en eller anden grund overbevidst om, at Gud fandtes. Jeg kan huske, at jeg engang lå og bad Gud om at gøre mig rask, da jeg havde influenza. Det opdagede min far og skældte mig ud, fordi jeg inddrog Gud i sådan en lille ting, men det fortsatte jeg alligevel med, smiler hun.

– Troen foldede sig endnu mere ud, da jeg begyndte at gå til konfirmationsundervisning. For der mødte jeg en meget karismatisk sognepræst, der kom til at betyde, at jeg begyndte at komme meget i kirke, hvor jeg hurtigt blev frivillig ungdomsleder. Og siden har troen været så naturlig for mig som at trække vejret.

Nogle ville måske sige, at det er din stædighed, der har fået dig til at holde fast i troen?

– Jeg mener ikke, at troen kan reduceres til et spørgsmål om vilje. Det er den alt for fundamental til. Selvfølgelig skal man arbejde med den, men for mig er den også en indre kraft. Troen giver ro, overskud og erkendelse. Og det bedste ord, jeg kan beskrive troen med, er privilegium. For det er på mange måder et privilegium at være troende. Jeg ved godt, at det i årtier er blevet sagt, at troen kun er for svagelige mennesker, der har brug for krykker i livet, men jeg tror ikke, at man kan finde mange, der vil påstå, at jeg ikke er stærk.

Hvordan er du stærk?

– Jeg er bare ikke typen, der giver op. Jeg har nok også været heldig, for jeg har aldrig haft en større krise i mit liv, der for alvor har prøvet min psyke. Men jeg er også først lige blevet 40 år, så ordene kan stadig nå at vende tilbage som en boomerang. For jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvordan jeg ville reagere, hvis et af mine børn, min mand eller min nærmeste familie blev alvorligt syge. Til gengæld har jeg altid stået fast på mine værdier, der faktisk er meget præget af det kristne budskab.

Selvom Charlotte Lindholm holder af kirken, har hun fravalgt at komme der hver søndag.

– Jeg synes, at det kan være svært at nå i kirke, når man har tre børn og et hektisk arbejdsliv. Men gudstjenesten er en time out, der giver en lov til at glemme hverdagens krav. Dem kan man lægge ved indgang. Og kirken giver derfor en oplagt chance for at blive fyldt op. Den er en slags åndelig multivitamin, når den fungerer bedst. Men desværre synes jeg, at der i folkekirken er for meget fokus på alt andet end, hvilken rolle kirken bør spille i vores samfund. Og jeg synes, at der er et utroligt stort behov og potentiale for en synlig kirke i Danmark. Men jeg synes ikke altid, at kirken sælger sig selv særligt godt. Jeg argumenterer ikke for, at man skal gøre folkekirken så poppet, at den mister sit indhold. Jeg taler blot for, at man fjerner de øverste tyve centimeter lag støv. Hvis vi lavede programmer som om målgruppen levede i 1960, ville vi stensikkert også miste seere. Kirken skal være udadvendt og opsøgende. Folk skal ikke komme til kirkerne, men kirkerne skal komme til folk. Kirkerne trænger simpelthen til at vågne lidt op. Den er blevet for tandløs.

Skal præsterne da på akkord?

– Jeg tror ikke, at det ville skade. Konkurrence skader aldrig. Ellers begynder man at tage kunderne for givet. Sådan tænker alle monopolvirksomheder. Og det er i hvert fald aldrig til kundernes fordel. Derfor mener jeg egentlig, at stat og kirke bør adskilles.

Hvorfor bliver du så i folkekirken?

– Fordi den folkekirke i Karlslunde, hvor jeg kommer, faktisk har forsøgt at fjerne det øverste lag støv. Og jeg synes også, at det er en sympatisk tanke, at vi har en folkekirke, en kirke for folket. Jeg synes bare ikke, at jeg kan se, at det fungerer.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Charlotte Lindholm

Født 1965, cand.merc.int. fra Handelshøjskolen i København. Studier i journalistik og amerikansk politik ved American University i Washington, D.C., hvor hun også arbejdede for den amerikanske TV-station CNBC. Fra 1996 ansat i DR, hvor hun blandt andet har været på TV-Avisen. Fra 2004 vært for Magasinet Penge. Hun er gift og har tre børn i alderen 2 til 13 år.