Prøv avisen

Velfærdsstaten er en kristen opfindelse

Synspunkt

Allerede de første kristne vidste det. At blive kristen betød en forandring i måden, man levede på. Den amerikanske sociolog Rodney Stark har i en bog om kristendommens hurtige vækst i de første århundreder efter Jesu død peget på en række sociologiske forklaringer på Jesus-bevægelsens fremgang. For hvordan kunne en lille sekt i udkanten af det store Romerrige vokse til at blive den vestlige kulturs dominerende religion? Den amerikanske sociologs egen forklaring er, at kristne behandlede hinanden bedre end andre. De hjalp de fattige og de trængende i menighederne. De modsatte sig mord på nyfødte pigebørn og behandlede kvinder bedre. De kristne tog sig af deres syge. De delte mad og andet imellem sig. I en hedensk, primitiv og brutal verden bragte kristendommen kort sagt menneskelighed til mennesker, konkluderer Rodney Stark i bogen »The rise of Christianity« (Kristendommens fremkomst).

Selv om man ikke skal idyllisere kristendommen - og slet ikke de mørke sider af kirkens historie - går der en linje fra de første kristnes omsorg for hinanden til dannelsen af den moderne velfærdsstat, hvor fællesskabet påtager sig at tage vare på dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Velfærdsstaten har sine rødder i kristendommens ord om næstekærlighed og omsorg for samfundets svageste.

En ny bog om velfærdssamfundet, »13 historier om den danske velfærdsstat«, der udkommer i dag, behandler på både original og inspirerende vis blandt andet kristendommens og kirkens store betydning for etableringen af de sociale systemer, der udgør rygraden i den danske og nordiske velfærdsstat. Redaktøren af bogen, adjunkt Klaus Petersen fra Syddansk Universitet, peger på nødvendigheden af at kende til velfærdsstatens historie for at kunne debattere dens fremtid på et kvalificeret grundlag.

Det er et uhyre vigtigt ærinde at skabe klarhed over den rolle, som kirke og kristendom har spillet for den danske samfundsmodel og de værdier, den bygger på. I en tid, hvor det hedder sig, at religion er en privatsag, kan man med baggrund i den udbredte uvidenhed om kirke og kristendom let forledes til at tro, at det, der er en privatsag, ikke spiller en rolle i det offentlige liv. Fire af bogens 13 spændende kapitler peger på, at det ingenlunde hænger sådan sammen. Kirke og kristendom spiller en helt afgørende rolle for den måde, den danske samfundsmodel hænger sammen på i dag. At andre forhold også har haft betydning er indlysende, for samfundsudviklingen bestemmes ikke af enkelte isolerede faktorer. Men argumenterne, der peger på, at kirke og kristendom i den nordiske historie fører til dannelsen af velfærdsstaten, er overbevisende.

Kirkehistorikeren Carsten Selch Jensen argumenterer for, at det danske velfærdsamfund har sine rødder i den katolske middelalder. Kirkens omsorg for de fattige og nødlidende var stor og blev sat i system med de velstilledes barmhjertighedsgaver til trængende. Ud fra datidens kristendomsforståelse gjorde giverne bod for deres synder med disse gaver, som således kom både de velstillede og de trængende til gode. Velstillede købmænd og håndværkere oprettede godgørende stiftelser som en slags forløbere for velfærdsstaten, og disse katolske stiftelser levede langt ind i tiden efter reformationen.

Historikeren Uffe Østergaard mener, at det er reformatoren Martin Luthers tanker, der flere århundreder senere fører til dannelsen af velfærdsstaten. Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer prøver at påberåbe sig, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af sekulariseret lutherdom end af demokratiseret socialisme, mener han. Luther gjorde menigheden til den bærende kraft i kirken, og udviklingen af stærke sogne, lokalt demokrati og hele forståelsen af, at man modtog hjælp uden at skele til, hvor meget man ydede til samfundet, blev grundstenen i den nordiske velfærdsstat. Præsterne prædikede »alt af nåde«, og det kom også til at gælde fattighjælp og senere social bistand. Man får ikke som fortjent, men efter behov.

I modsætning hertil finder man en række katolske lande, hvor velfærdsydelserne især tidligere blev opbygget efter et - mere katolsk - forsikringsprincip, hvor man fik alt efter hvor meget, man selv havde ydet og indbetalt.

Statskundskabsprofessor Tim Knudsen peger på, at historikere har overset den vældige betydning, som danske præsters helt særlige stilling som embedsmænd og forvaltere af statens opgaver har haft. Præster organiserede skoleundervisning og fattigforsorg, de forestod vaccinationer, de stod bag vejbyggeri og var i det hele taget med til at lære bønderne at administrere, så demokratiet kunne vokse frem. Sognene blev med sogneråd den vigtigste administrative enhed i Danmark, hvilket gjorde det muligt at opbygge et uhyre effektivt socialt system, der, i modsætning til andre europæiske lande, fortsat styres lokalt. Først skete det i sognene, siden i kommunerne.

Velfærdsstaten blev født i 1891 med den første skattefinansierede alderdomsforsørgelse, og siden kom der både sygeforsikring og ulykkesforsikring til. Men i dag henføres velfærdsstatens begyndelse ofte til de omfattende socialdemokratiske socialreformer i 1930'erne.

Men ikke mindst de frivillige i kirkens verden skubbede på langt tidligere, mener historikeren Karin Lützen. I slutningen af 1800-tallet stillede først og fremmest landets sognepræster i byerne sig bag en privat velgørenhed, som efter hendes opfattelse blev den vigtigste årsag til den senere velfærdsstat. Mange steder var det først og fremmest en humanitær foranstaltning, men i en række sogne knyttedes velgørenheden til kirken i særlige menighedsplejeforeninger, som i 1902 slog sig sammen i De Samvirkende Menighedsplejer. Her kunne tilføjes, at Kirken Korshær så dagens lys i 1912 og KFUM's Sociale Arbejde i 1918.

Kort sagt: Kirke og kristendom er og har været værdileverandører til den danske stat. Det er godt at minde ikke mindst vore politikere om, at det hænger sådan sammen. Måske er religion en privatsag, men det er troens konsekvenser ikke. Dansk kirkeliv er fortsat landets stærkeste græsrodsbevægelse, hvor tusindvis af frivillige er engageret i at hjælpe andre. Den professionelle velfærdsstat kan uddele penge, men den har ikke nødvendigvis et bankende hjerte for de mennesker, den hjælper. Det er velfærdsstatens store dilemma, at den ikke kan fungere fuldt ud uden forbindelse til de værdier, der skabte den. Medfølelse og medmenneskelighed lever i bedste velgående i meget af det kirkelige arbejde i landets sogne og i en række kirkelige, velgørende organisationer. Det er af allerstørste betydning, at dette arbejde fortsat har de bedst tænkelige vilkår at fungere under. Ved at statsliggøre al omsorg og alt ansvar for at hjælpe andre efterlades danskerne uden et ansvar at tage på sig. Uden ansvar bliver man ansvarsløs, og det var ikke meningen med velfærdsstaten. Staten har derfor brug for at indgå i et samspil om et levende socialt arbejde i kirkelige og andre frivillige organisationer. Ellers forstener velfærdsstaten.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

chefredaktør