Danskerne vil ikke have rørt ved velfærden. Spørger man efter velfærdsstatens historiske baggrund, vil mange umiddelbart svare: Social-demokratiet. Svaret er ikke forkert. Netop dette parti gjorde opbygningen af en velfærdsstat til projekt i stedet for socialismen.
I efterkrigstiden slog det igennem politisk. Alle danskere under efterlønsalderen har så kunnet vokse op i et samfund med gratis sygehuse og skoler, offentlige børnepasningstilbud og gode plejehjem. Andre end socialdemokrater har dog også bidraget til velfærden.
Allerede i 1870'erne argumenterede biskop Martensen for offentlig velfærd, og det var en Højreregering, der i 1891 indførte loven om skattefinansieret alderdomsunderstøttelse til alle uden socialt diskriminerende følger.
Efter systemskiftet i 1901 gik Venstres gårdmænd videre ad samme vej, og det Radikale Venstre havde fra stiftelsen i 1905 velfærd på sin politiske dagsorden. Således har alle de gamle politiske partier deres andel i den danske velfærdsmodel.
Velfærdssamfundet har dog en endnu længere forhistorie. Længe var social omsorg mest en sag for filantroper, og alle kirkelige kredse var med. Af frikirkerne gjaldt det Frelsens Hær, men også Metodistkirken gjorde en stor indsats med herberger, børnehjem og gratis bespisning.
I Varde var metodisternes "søstre" en så anerkendt institution, at de fra 1959 drev hele byens hjemmesygepleje.
Inden for folkekirken var alle retninger aktive socialt. Kirkeligt Centrum prægede Diakonissestiftelsen. I den grundtvigske lejr havde Kirkeligt Samfund fra 1898 diakoni på programmet, og nogle valgmenigheder drev børnehjem og plejehjem. Fra Indre Missions miljøer udgik dog langt de fleste sociale initiativer såsom Lukasstiftelsen, Kirkens Korshær, Diakonskolen i Århus og meget andet.
Fra det store frivillige kirkelige arbejde går der linjer til den moderne velfærdsstat. De frivillige så den sociale nød og ville have myndighederne til at tage opgaverne op.
På et stort Kirkeligt Møde i 1890 opfordredes staten til at tage de sociale opgaver op, og siden har dette mønster gentaget sig.
Endnu i dag drives der "politisk diakoni", når man for eksempel fra Kirkens Korshærs side peger på endnu eksisterende huller i velfærdsstatens net og taler de allersvagestes sag over for myndighederne – for at få velfærdsstaten yderligere udbygget.
Kirkelige kredse har som regel ønsket, at det offentlige skulle tage socialt ansvar, enten ved økonomiske tilskud til det frivillige arbejde eller ved en direkte offentlig overtagelse af opgaverne. Det sidste har der været en stærk teologisk tradition for igennem 1900-tallet, hvor tanken om kirkens egen diakoni er blevet svækket af blandt andet Tidehvervs skarpe sondring mellem kirkelighed og folkelighed, tro og gerninger.
Selve kristendommen er en vigtig baggrund for velfærdssamfundet, for hvor den præger et land, må det få sociale følger. Når slægt efter slægt vokser op med fortællingen om den barmhjertige samaritaner, kan man ikke lade hjemløse ligge i vejsiden.
I lande med katolsk tradition og i USA's frikirkelige tradition har kristendommen ført til socialt aktive kirker, der sikrer enkeltpersoners velfærd.
Bag danske kirkelige og politiske kredses enighed om, at social omsorg er en opgave netop for staten, ligger vores særlige luthersk-kristne arv. Fra reformationen har Danmark været et homogent og kongestyret land, hvor man forventede, at den kristne konge tog sig af de sociale problemer.
Klostrene med deres kirkelige diakoni var væk, og social omsorg blev i stedet en sag for kongen og siden for stat og kommune.
Den officielle folkekirke har aldrig haft et særligt diakonat, og også de frivillige kirkelige kredse har henvist de sociale opgaver til staten snarere end til kirken.
Velfærdsstaten har dybe rødder i den lutherske statsopfattelse, der har præget vores land gennem århundreder. Derfor har alle danske politiske partier velfærdsstaten på deres program.
Liberale, konservative og socialister forventer alle hjælp fra staten, for de har alle hørt beretningen om den barmhjertige samaritaner – i en luthersk tradition.
Kurt E. Larsen er ph.d. og lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus.