Luk øjnene, og forestil dig en kirke.
Måske ser du en klassisk, hvidkalket middelalderkirke for dig med et højt tårn, der rager højt op i himlen. Måske er det i stedet en prægtig domkirke, der kommer frem på nethinden, eller måske en sydeuropæisk gotisk kirke med tusind detaljer og mørke rum fyldt med malerier af kamp, ofringer, lys og mørke.
Sådan ser en kirke fra det 21. århundrede dog ikke ud. Faktisk er der langt fra de historiske kirker til de byggerier, der er på vej rundt i landet. Her leges der med nye former og materialer og med lyse og enkle rum, som ikke umiddelbart får en til at tænke på altergang og salmesang. Og dette er ganske naturligt, siger Line Marschner. Hun er kunsthistoriker og færdiggjorde i efteråret sin ph.d.-afhandling om moderne kirkearkitektur.
”Man kan betragte kirkearkitektur som en dans mellem formbrud og kontinuitet. Nogle grundlæggende kirkelige træk vil altid være til stede, men ligesom med kunst og mode må udseendet også forandre sig, hvis bygningerne skal blive ved med at tale til samtiden,” siger hun.
I morgen indvies et nyt kirkerum i bygningen 8-tallet i den københavnske bydel Ørestad på Amager. Om fem til syv år håber sognet at få bygget en kirke i området, ligesom der er planer om kirker i to andre voksende københavnske bydele, Sydhavn og Nordhavn. Kirkerne finansieres blandt andet med de besparelser, det gav, da Københavns Stiftråd i 2013 tog flere kirker ud af brug.
Men folkekirkens byggeri af nye gudshuse stopper ikke der. I Roskilde har Himmelev Menighedsråd fundamentet klar til en ny kirke i bydelen Trekroner, og derudover får fire af landets kommende supersygehuse kirkerum betalt af folkekirken.
Fælles for mange af byggerierne er, at de skal bruges til andet end gudstjenester og kirkelige handlinger som dåb og begravelse. Sydhavn Kirke, som ventes færdig i 2020, får eksempelvis et stueplan, der skal bruges til kulturaktiviteter, mens der udenfor vil være terrasser og bassiner.
Den bredere funktion skyldes ifølge Line Marchner en erkendelse at, at kirken i dag er fremmed for mange.
”Nogle vil sige, at det er et knæfald for Holger Fællessanger at gøre kirken til et kulturhus, men i dag har mange svært ved at se, hvad et aflangt rum med bænke har med deres liv at gøre. Derfor er det fornuftigt af folkekirken at åbne op for nye former for åndelighed,” siger hun og tilføjer, at bygningerne afspejler en moderne forståelse af forholdet til det guddommelige.
”I middelalderens katedraler kan man føle sig mikroskopisk lille over for noget kolossalt stort. De moderne kirkers arkitektoniske udtryk får os måske i lidt højere grad til at fornemme det guddommelige som noget, der også er i os selv og tættere på vores hverdag.”
Næste forår ventes kirken i den voksende Roskilde-bydel Trekroner at være færdig, og også her har man fokuseret på at kunne samle folk til andet end gudstjenester, siger formand for byggeudvalget for kirken Pia Bille.
”Vi bygger en kirke, hvor kirkelige handlinger kan foregå, men hvor der også er plads til andre fællesskabsgivende måder at bruge kirken på. Det skal være en kirke, hvor man billedligt talt kan vende stolene og sætte noget andet i centrum – som en koncert. Vi laver også hele kirkegrunden om til en åben park. Vores mål er at byde folk indenfor og lade dem nærme sig i sit eget tempo og gå så langt, de har lyst til,” siger hun og tilføjer, at menighedsrådet samtidig har ønsket at skabe en markant bygning, der med sine atypiske bløde og svungne former vil blive set som en interessant skulptur i landskabet.
En kirke a la de gamle middelalderkirker var ikke en mulighed, siger hun.
”En middelalderkirke tilhører middelalderen, og hvis man byggede sådan en nu, ville det være et tomt postulat. En kirke er nødt til at tale ind i den tid, den bygges i, og forholde sig til det liv og det samfund, den er en del af.”
Idéen om at lave kirker og kirkerum, der inviterer flere ind, ses også globalt, siger religionssociolog på Københavns Universitet Jes Heise Rasmussen, som har forsket i kirkelukninger og kirkens positionering i samfundet.
”I nyere tysk religionssociologisk forskning arbejder man blandt andet med begrebet ’lavtærskel-tilbud’. Det bruges til at sige, at hvis kirken vil have folk ind, så må den gøre det lettere at træde ind over dørtærsklen. Der arbejdes i dag med natkirke, koncerter og forfatterbesøg, og det er naturligt også at få arkitekturen til at signalere, at folkekirken er mere, end folk tror. Det er en naturlig udvikling i markedsgørelsen af kirken. Den skal byde sig til,” siger han og tilføjer, at danskernes reaktioner på de nye kirker vil være forskellige.
”Nogle vil finde de nye byggerier interessante, mens andre vil synes, at de bevæger sig for langt væk fra ’en rigtig kirke’. Undersøgelser viser, at kirken har funktion som et lokalt kendingsmærke for mange, også selvom de ikke bruger den jævnligt. Dette vil måske ændre sig med nyere kirker, der ikke har de genkendelige gotiske eller romanske træk.”
Ifølge Line Marschner er det vigtigste, at de nye kirker ikke glemmer deres oprindelige funktion.
”Det er fint, at man styrker kirkernes skulpturelle og kulturelle funktion, men man må også huske, at kirkens rum ikke kun skal tale til os, når livet er lyst og let, men også når der er sorg og modstand. Det er min fornemmelse, at de nye byggerier har større forståelse for den tyngde i dag end for 10 år siden, hvor man fokuserede mere på udtrykket.”