Velkomst med blomster og bibelvers

I sommerens store fotokonkurrence, "Med troen på ferie", kan læserne vinde et digitalt spejlreflekskamera

Turbåden "Diana" modtages af pinsemenigheden med harmonikaspil og salmesang. --
Turbåden "Diana" modtages af pinsemenigheden med harmonikaspil og salmesang. --. Foto: Carl Jørgen Nielsen.

På sin vej fra Stockholm til Göteborg i Sverige sejler turbåden "Diana" ind i Forsvik sluse, hvor en lille menighed af lokale pinsefolk venter den. Passagererne bliver modtaget med blomsterbuketter, salmesang, harmonikaspil og små kort med bibelske tekster.

Årsagen til den varme modtagelse bunder i en gammel tradition, som blev indført af missionæren Henry Kindbom, også kaldet "Tivedens apostel" (Tiveden: et skovområde mellem Västergötland og Närke), som missionerede i området fra 1915 til sin død i 1970'erne. Kindboms efterfølgere står parat, når den første båd sejler ind i slusen kl. 7.30 om morgenen, og somme tider synger de for forsinkede både midt om natten.

- De fleste passagerer reagerer positivt på den kristelige modtagelse, og en del synger gladelig med på "Perleporten" og de andre salmer ved den lille improviserede sommergudstjeneste, skriver Carl Jørgen Nielsen i sin kommentar til fotoet.

Carl Jørgen Nielsen har deltaget med dette foto i sommerens fotokonkurrence og vundet et boggavekort på 250 kroner.

kristendom@kristendom.dk