Prøv avisen
Før søndagen

Venligbo: Jesus advarer mod falsk velgørenhed

For Jens Guldsmed-Thomsen er søndagens tekst en påmindelse om, at alle kan bidrage, og at de ressourcestærke har en særlig forpligtelse. – Foto: Per Guldsmed-Thomsen

Sidste års flygtningekrise fik en stor indvirkning på iværksætter og antikvitetshandler Jens Guldsmed-Thomsens liv og blev en påmindelse om budskabet i søndagens tekst om, at alle kan gøre en forskel i andres liv

Da flygtningestrømmen sidste år nåede Danmarks grænser, og hundredvis af mennesker gik på motorveje og skabte stor debat i landet, besluttede Jens Guldsmed-Thomsen sig for at gøre noget.

Den 50-årige iværksætter, antikvitetshandler og konsulent bor sammen med sin mand, Mads Ejlersen, på gården Lykke- gaard i Tversted i Nordjylland, hvor de sammen driver en antikvitetsforretning. Et privilegeret liv, der pludselig blev sat i perspektiv.

”Jeg følte, at jeg måtte give, hvad jeg havde, lidt ligesom enken i søndagens tekst. Men hvor hun gav penge, er det for mig sommetider mere vigtigt, at man også giver andet end penge. Når man taler om flygtninge, som står ude foran ens dør, har de brug for at komme ind i det danske samfund. De har brug for at føle sig elsket ligesom alle mennesker,” siger han.

Lykkegaard ligger ikke så langt fra Hjørring, hvor bevægelsen Venligboerne blev stiftet i 2013 af sygeplejersken Merete Bonde Pilgaard. Jens Guldsmed-Thomsen har været med i Venligboerne næsten fra begyndelsen, og selvom han altid har været glad velgører og rakt ud i lokalsamfundet efter bedste evne, fik han med flygtningekrisen muligheden for at gøre endnu mere.

Håbet var i første omgang at kunne bidrage med at hjælpe homoseksuelle flygtninge med at føle sig sikre i et land, hvor man ikke dømmer folk på deres seksualitet. Men arbejdet greb om sig, og ud over at bistå med strategisk overblik i et hastigt voksende Venligboerne hjalp Jens Guldsmed-Thomsen også til i flygtningelejre i Hjørring og Frederikshavn. Mødet med de familier, der boede der, var øjenåbnende.

”En hel familie kan være stuvet sammen i en hytte på 10 kvadratmeter, men når man kommer forbi, bliver man budt indenfor med det samme og får kaffe, og hvad de ellers har. De har ingenting, men gæstfriheden og hjerteligheden er så dyb, at de giver mere, end de har. Det har jeg dyb respekt for,” siger han og sammenligner det med søndagens tekst, hvor Jesus fremhæver enken, som giver, hvad hun har, selvom hun selv næsten ingenting har.

For Jens Guldsmed-Thomsen, som langtfra er en fattig enke, betyder teksten, at man som menneske har en pligt til at tænke på sin næste, uanset om man er rig eller fattig. Men at man måske netop har en forpligtelse, når man har ressoucerne. For i teksten revser Jesus de skriftkloge, som har ressourcerne, men som spiser enker ud af husene, og som ikke tænker på næsten. For Jens Guldsmed-Thomsen er de et billede på hykleriet ved falsk velgørenhed.

”Det er en påmindelse om, at der er mange, der tror, at de går og er så gode, men i virkeligheden ikke gør alt det, de kan. Det kan både være som land og som enkeltperson. Det, Jesus siger med lignelsen, er jo, at det ikke handler så meget om størrelsen på det, du giver, men om du har hjertet med, og om du giver det, du kan, i stedet for det, du tænker er passende. For så bliver det hyklerisk,” siger han.

Selvom Jens Guldsmed-Thomsen understreger, at Venligboerne hverken har en religiøs eller politisk agenda, er der ikke langt fra Venligboerne til kristendommens værdier om næstekærlighed.

”For mig ligger Venligboernes tanke om at være venlige over for andre i snublende forlængelse af den næstekærlighed, som jeg selv er opdraget med. Kristendommen har ikke patent på at hjælpe. En af søjlerne i islam er for eksempel at give til velgørende arbejde. Men for mig har det altid givet mening og ligget som et fundament i min tro,” siger han.

Også på det mere personlige plan har arbejdet med Venligboerne og flygtningekrisen påvirket Jens Guldsmed-Thomsens liv. Sammen med Mads Ejlersen har han taget to syriske drenge til sig som en slags sønner. Jens Guldsmed-Thomsen er overbevist om, at det er Gud, der har sendt dem til parret, og Lykkegaard er blevet drengenes hjem i Danmark.

Ud over at give Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen muligheden for at gøre en konkret forskel i to drenges liv og brænde al deres ”forældrekrudt” af, som Jens Guldsmed-Thomsen formulerer det, har drengene givet lige så meget igen ved at udvide parrets syn på verden.

”Vi er grundlæggende enige med drengene om menneskesyn, selvom de er praktiserende muslimer, og den ene er salafist. Det er øjenåbnende for en gennemsnitsdansker som mig, og jeg er ikke bedre end andre, men jeg har fået muligheden for at få et personligt perspektiv på verden. Vi har lært meget af drengene, og de har også lært meget af os.

Vi diskuterer sprog og taler om religion, og ligesom vi har brug for flere nuancer på islam, har de også brug for flere nuancer på det at være kristen. De har mindst lige så mange fordomme som vi, og derfor er det så givende at kunne rive de fordomme ned sammen,” siger han.

”Det betyder ikke, at alle i Danmark skal tage syriske drenge til sig som familie, men for os har det været rigtigt. Det relaterer igen til teksten, for alle kan hjælpe på deres måde, der er ikke en måde, der er rigtig,” siger han.