Prøv avisen

Kritik af Venstre for kovending i sag om kristne asylsøgere

Venstre-regeringen vil alligevel ikke kortlægge omfanget af kristendomsforfølgelser på danske asylcentre. Regeringen møder nu kritik fra flere sider.

Inden valget krævede fremtrædende Venstre-politikere, at omfanget af vold, chikane og trusler mod kristne asyl-søgere på asylcentre blev klarlagt. Men nu bakker Venstre-regeringen ud. Det møder kritik fra både politikere og fagfolk

”Det er nødvendigt at få kortlagt omfanget af kristendomsforfølgelse på asylcentre.”

”Jeg er stadig dybt skeptisk over for, at justitsministeren både til samrådet og i folketingssalen har afvist at lave en officiel undersøgelse af, hvor stort problemet er.”

Sådan lød det fra henholdsvis Venstres tidligere integrationsordfører Jakob Engel-Schmidt og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i januar i år, ligesom også partiets udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg tidligere har givet sin opbakning til, at omfanget af trusler, chikane og vold blev belyst i en officiel undersøgelse.

Men nu hvor Venstre-regeringen er rykket fra oppositionen til ministerkontorerne, bliver der alligevel ikke lavet en kortlægning af problemet, som Kristeligt Dagblad og andre medier har beskrevet gentagne gange.

Det oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i en mail til Kristeligt Dagblad, ligesom ministeriet nævner, at der ifølge Udlændingestyrelsen og dem, der driver centrene, ”ikke er tale om noget udbredt problem”.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, forstår ikke, hvorfor Venstre nu bakker ud af sit krav om en officiel undersøgelse.

”Det ser ikke kønt ud. Jeg vil opfordre Venstre til at genoverveje beslutningen, så vi kan blive klogere på, hvordan det står til på asylcentrene. Det, vi hidtil har fået oplyst, er, at omfanget er af en karakter, der er meget problematisk,” siger Martin Henriksen.

Også SF's integrations-ordfører, Jakob Mark, stiller sig kritisk over for Venstres slingrekurs.

”Jeg synes, det er et ærgerligt signal for Venstre at sende. Det her vil ikke koste en formue, så jeg synes, det er ærgerligt, at Venstre ikke længere vil undersøge det,” siger Jakob Mark, der nu agter at gå til Inger Støjberg for at få afklaret, hvorfor der alligevel ikke skal laves den undersøgelse om udsatte kristne asylsøgere, som Venstre har efterspurgt.

Fra kirkelig side er man heller ikke tilfreds med, at Venstre alligevel ikke vil iværksætte en undersøgelse af omfanget af chikane mod kristne asylsøgere. Hans Henrik Lund, leder af Kirkernes Integrationstjeneste, fortæller, at han hver måned hører om nye sager, hvor kristne asylsøgere er blevet udsat for vold, trusler eller chikane.

”Derfor kan jeg kun beklage, at Venstre-regeringen siger et og gør noget andet, når de er blevet valgt. Det er er tydeligt, at det er relevant med sådan en undersøgelse, for vi har kendskab til flere aktuelle sager,” siger Hans Henrik Lund.

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg finder det ligeledes problematisk, at Venstre ikke lever op til deres løfte om at undersøge omfanget af vold, trusler og chikane mod kristne asylsøgere.

”Det klæder ikke de danske politikere at bruge de kristne asylsøgere til at løfte deres egen dagsorden. Men Venstre har nok ønsket at vise, at de forsvarede de kristne værdier, og derfor er dette spørgsmål også blevet en del af politikken om muslimer og kristne,” siger Peter Lodberg.

Asyl- og integrationsminister Inger Støjberg vil ikke forholde sig til, hvorfor hun og Venstre alligevel ikke ønsker en undersøgelse af chikane mod kristne asylsøgere. Men hun understreger, at hun snarest vil indkalde Udlændingestyrelsen til et møde for at få klarlagt, hvor meget chikane der finder sted på landets asylcentre.

”Det skal selvfølgelig ikke være sådan i Danmark, at nogen risikerer at blive angrebet på grund af sin tro - uanset om man er dansker eller udlænding. Derfor gælder der også et princip om nultolerance over for ethvert tilløb til kriminalitet på asylcentrene,” skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.