Venstre møder kritik for at tilsidesætte trossamfund

Et omdiskuteret udvalg om trossamfund overlever. Men trossamfundene får stadig ikke en fast plads i udvalget, og det undrer jøder og katolikker

Dan Rosenberg Asmussen (tv), formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, og Niels Engebrecht (th), generalvikar for den katolske kirke i Danmark, er ikke tilfredse med Bertels Haarders udmelding om, at regeringen fortsætter arbejdet i det omdiskuterede trossamfundsudvalg.
Dan Rosenberg Asmussen (tv), formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, og Niels Engebrecht (th), generalvikar for den katolske kirke i Danmark, er ikke tilfredse med Bertels Haarders udmelding om, at regeringen fortsætter arbejdet i det omdiskuterede trossamfundsudvalg. . Foto: Leif Tuxen/Petra Theibel Jacobsen/Niels Ahlmann Olesen.

Kan man regulere trossamfundene uden for folkekirken i et udvalg uden at have dem siddende fast med til bords?

Det spørgsmål stiller flere trossamfund sig selv, efter at kirkeminister Bertel Haarder (V) i går offentliggjorde, at regeringen fortsætter arbejdet i det omdiskuterede trossamfundsudvalg, som Venstres kirkeordfører ellers tidligere har været kritisk over for.

Der bliver dog ændret i udvalget, der blandt andet skal skabe større klarhed om trossamfundenes økonomi og deres praksis, således at repræsentanter for trossamfundene nu skal høres én gang undervejs. Men beslutningen om, at udvalget nu har pligt til at indkalde trossamfundene til høring, løser ikke de grundlæggende problemer ved udvalget, mener Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark.

”Hvad er det for konkrete problemer ved trossamfundene, man vil råde bod på?”, spørger Dan Rosenberg Asmussen, der står uforstående over for beslutningen om at holde trossamfundene uden for det løbende arbejde i udvalget, der består af forskere og embedsmænd.

”Jeg mener ikke, at det er et urimeligt ønske, at et udvalg, der beskæftiger sig med ledelse og regulering af trossamfund uden for folkekirken, også har deltagelse af dem, der sidder med problemstillingerne i det daglige.”

Hos den katolske kirke i Danmark udtrykker generalvikar Niels Engelbrecht glæde over, at trossamfundene fremover indkaldes til høring, men det er stadig langtfra optimalt:

”Det bedste ville være, at trossamfundene havde fast plads i udvalget. Det er trods alt trossamfundene, der helt præcist ved, hvad de her spørgsmål drejer sig om,” siger Niels Engelbrecht.

Hos Islamisk Trossamfund er man derimod begejstret.

”Vi ser det umiddelbart som en god ting, at udvalget kan være med til at manifestere, hvilke rettigheder man som trossamfund har. Dermed er der blandt andet mere styr på, hvordan vielsesmyndigheden og det frivillige arbejde forvaltes,” siger Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund.

Da Venstre sad i opposition, var partiets daværende kirkeordfører, Flemming Damgaard Larsen, kritisk over for sammensætningen af Trossamfundsudvalget. Ved et samråd i januar kritiserede Flemming Damgaard Larsen således Manu Sareen (R), der dengang var social- og integrationsminister og stod bag udvalget:

”Det er meget vigtigt, og det er en tradition, vi har, at man er ved bordet og kan give sit besyv med, hvis det berører en. Men her er trossamfundene ikke ligeværdige medlemmer, og det er ikke godt, at man gør det på den måde.”

Med Flemming Damgaard Larsens kritik af udvalgets sammensætning kunne man få det indtryk, at en Venstre-regering ville give trossamfundene en fast plads i udvalget.

Men når det ikke sker, kan det ifølge Niels Valdemar Vinding, adjunkt ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, skyldes, at Trossamfundsudvalget blot har været en del af et politisk spil.

”Det bliver lidt hyklerisk på overfladen, når man vælger at kritisere sammensætningen af udvalget og så kun ændrer en smule. Så i virkeligheden lader det ikke til, at der ligger noget værdipolitisk eller holdningsmæssigt bag ændringen. Den kritik, man rejste mod Manu Sareen, var nok bare en klassisk oppositionskritik,” siger han.

Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at få kirkeminister Bertel Haarder til at forholde sig til kritikken. Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, forsvarer til gengæld trossamfundenes manglende tilstedeværelse i udvalget:

”Det her skal ikke være en diskussion mellem de forskellige religioner, for der kan jo blandt andet være forskellige retninger repræsenteret inden for trossamfundene. Derfor foretrak vi at holde stien ren og har ladet det være en videnskabelig diskussion i udvalget,” siger hun.